1. Renæssancen

Renæssancen som begreb og periode i Europas og især Italiens historie markerer overgangen mellem middelalder og nyere tid.

Den franske historiker Jules Michelet introducerede i 1855 renæssancebegrebet i sin Histoire de France, men det var især den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardt, der med Die Kultur der Renaissance in Italien behandlede det som en fast kronologisk ramme. Han hævdede, at den moderne verden var blevet grundlagt i Italien i 1400- og 1500-t. ved en heldig kombination af den italienske folkeånd og genopdagelsen af den antikke græsk-romerske politisk-kulturelle tradition; fra Italien var renæssancen langsomt blevet udbredt til det øvrige Europa.

Renæssance kommer af latin og betyder genfødsel - i dette tilfælde genfødsel af antikke dyder, da middelalderen opfattedes som værende mørk, grim og begivenhedsløs (hvilket den absolut ikke var).

Ud af den stillestående  middelalderverden trådte det enkelte skabende individ. Kunsten blev realistisk og naturtro, den omgivende fysiske verden genopdaget, og overalt blev religion og overtro afløst af rationalitet og empiri. Grundlaget for den moderne verden var skabt. Videnskab, og især det at finde ny viden blev vigtigt og især blandt konger og fyrster kunne man nærmest kappes om at lægge navn og penge til videnskab.