Om at pakke en kano

Vi råder til at alting indpakkes i små affaldsposer, f.eks. sokker i en pose, T-shirts i en anden pose etc. Små poser til de enkelte dele, det er en rigtig god måde at holde orden på. Hver pose lukkes med en plastikklemme så de er vandtætte. De mindre poser lægges evt først ned i en genemsigtig affaldspose, og dernæst ned i en rygsæk (helst uden ramme) Gerne i en eller flere sportstasker. Derved forhindres det, at plasticposerne får huller under transporten.

Mht. fastgøring af bagage:

Hvis det helt utrolige skulle ske at en kano vælter, vil bagagen blive våd uanset hvad. Samtidigt skal den nu MEGET tunge kano kunne tømmes for vand. Det giver derfor ingen mening at binde bagagen fast på en måde, så den ikke kan flyttes over i en anden kano hvis uheldet er ude. Bagagen SKAL ud af kanoen - den skal bare ikke synke til bunds :-)

Man fastgør det i stedet som følger:

En nylontørresnor eller lign. bindes fast til et styk bagage, og trækkes derefter igennem alle hanke og lignende. Enden af snoren fastgøres til en af stiverne på kanoen. På den måde vil bagagen let og sikkert kunne reddes over i en anden kano, hvis uheldet skulle være ude. Kanoen pakkes, så den er i balance. Dvs lige meget i bagbord og styrbords side, lige meget foran og bagved midten af kanoen. Pak IKKE kanoen med bagvægt ell. lignende - det gør den mere ustabil, og hårdere at padle!

Husk, at kanoen pakkes liggende på vand - aldrig liggende på land - ligger den på en sten, bliver det som en dåse og en dåseåbner!