FVU Digital giver bedre mulighed for at deltage i en stadig mere digital verden - privat, under uddannelse og på job. FVU-Digital er delt i fire trin efter princippet om lettest, lidt sværere, sværest. Trin 1 er for dig, som praktisk taget ingen erfaring har med din PC. Trin 4 er for dig, som i forvejen er en solid bruger af PC. Hvert trin har nogle obligatoriske emner, som man skal igennem, men når det er på plads, så tages der også udgangspunkt i dine ønsker blandt en række valgfri emner.
I de valgfrie emner vælger du det, som du kunne tænke dig at lære, hvis der er tid til det. Måske har du også noget andet end de valgfri emner, som du gerne selv vil eksperimentere med? Så taler du med din lærer om det.
FVU Digital trin 1, 2 og 3 afsluttes med en prøve, hvis du ønsker det. Hensigten er, at du gennem opgaveløsningen skal dokumentere, at du har opnået de relevante trinmål. Der anvendes bedømmelsen bestået/ ikke bestået.
Trin 4 afsluttes med en lokalt stillet prøve. Prøven er kombineret praktisk/mundtlig. Underviseren udarbejder forud for prøven et prøveoplæg, der afspejler de digitale opgaveløsninger, som du er undervist i. Eksaminationstiden er 60 minutter. Der anvendes bedømmelsen bestået/ ikke bestået.
Hvordan du kommer gennem et trin aftaler du med din egen lærer. Det er sammen med egen lærer, at der laves aftaler om, hvad der skal laves og hvordan. Siden her er blot det sted, hvor der ligger mange af de opgaver, som forløbet kan indeholde.
God arbejdslyst.