TINO - som også bærer efternavnet Pedersen - er født og opvokset i Hou i sydøstlige hjørne af Vendsyssel.
Musikken har været en hobby, siden han i 70erne på Hou Skole lærte at slå de første strofer an på en guitar. De første store inspirationskilder som dreng var Niels Hausgaard og Fisker-Thomas. Senere gik interesserne i mange andre retninger - mere om det senere - men fascinationen af at fortælle historier og synge sange på vendelbomål har holdt ved gennem alle årene.
"Det er mit modersmål. Det er det sprog, jeg er vokset op med, og når jeg møder vendelboer, griber jeg altid chancen for at slå over i modersmålet. På en eller anden måde føler jeg mig faktisk mere afslappet, når jeg er i et selskab, hvor vi taler vendelbomål", fortæller TINO og tilføjer med glimt i øjet:
"Senere i livet har jeg naturligvis lært lidt rigsdansk, tysk, engelsk, og hvad man ellers skal lære for at begå sig i skolen og i livet, men det bliver aldrig helt godt. Der er ikke nogen af de sprog, jeg kan tale uden nordjysk accent. Det er sådan set kun vendelbomål, jeg taler perfekt - og dog. For der skal nok være nogen ovre i den nordvestlige del af Vendsyssel, der vil hævde, at deres måde at tale vendelbomål på er den rigtige. Sikke noget sludder!"