I kassen finder du følgende:
Ud fra kassens forside, kan jeg se at der findes en app både til App Store (IOS) og Google Play store (Android). Jeg har dog kun testet det til IOS, men vil gå ud fra det fungerer på samme måde til Androids styresystem. Jeg har før haft kig på de hersens strawbees, men har aldrig fået købt nogle. Men nu var muligheden for at få testet dem af. På kassen står der det er fra 10 år og opefter. Jeg prøvede det nu sammen med mine to døtre. Den ene er 8 år gammel og den anden er lige blevet 10.
Vi fik hentet app’n ned til vores iPad. Selve app’n er på engelsk. Men heldigvis er man hjulpet godt på vej af billeder af hvordan tingene skal sættes sammen. Vi oplevede dog app’n tit crashede og hoppede ud. Det er kun muligt at finde manualer til at konstruere, ikke programmere. Så vi gik hurtigt væk fra den og hoppede på en pc i stedet for.
Vi startede dog nu et helt andet sted. Vi tog manualen i selve kassen og ungerne prøvede at samle et par ting for at se hvordan de ville gribe det an. De fik selv fundet en pyramideform, som de begge ville bygge. Det gik også ved fælles hjælp efter hende på 8 var ved at give op flere gange. Da de havde forstået hvordan strawbees samles og hvilke muligheder det gav, gik vi videre til at lave Blinking star. Hende på 8 forstod sagtens hvad hun skulle ud fra billederne. Men der er ikke meget hjælp at hente, da det igen er på engelsk. Det er faktisk lidt underligt det ikke er blevet oversat til dansk, nu hvor produktet kommer fra Sverige. Da selve konstruktionen var færdig kom næste udfordring. Nemlig at få programmeret Quirkbot. Her skal man også lige installere en plug-in for at chromebrowseren kan genkende enheden. Den fandt vi her. Da den var på plads, prøvede vi selv at sætte koden sammen for at se hvordan det gik. Efter gentagne forsøg fra begge unger, der ikke gav lys, besluttede vi at bruge den kode, vi kunne hente via manualen og fik uploadet den til Quirkbot. Det gav gevinst! Vi hoppede derefter på Striderbot. Her blev konstruktionen mere kompliceret og selve programkode ligeså. Her måtte jeg træde til for at hjælpe ungerne, da de ikke kunne få balancen rigtig og grundet deres tidligere oplevelse med kodningen gav de faktisk op på forhånd. Men vi fik den lavet og den fik også gået et par skridt. Men det er en stejl læringskurve.
Jeg spurgte efterfølgende min unger hvordan de ville vurdere dette sæt. De var begge enige om det ved første øjekast virkede spændende med de flotte farver og alle de dele, der var med. De synes dog det var uoverskueligt til at starte med hvordan tingene skulle sættes sammen. Især rent motorisk med at klikke de små strawbees sammen. Det havde begge problemer med. De blev dog til sidst gode til det ved fælles hjælp. Efter de have bygget efter anvisninger, fik de lov til at konstruere frit. Det blev også til et par utrolig store briller. Men her var tilgangen fra dem en helt anden. Det var nemmere for dem at kombinere deres egne idéer og få dem konstrueret.
Selve programmeringsdelen synes de var rigtig svær. Hende på 10 er vant til Micro:bit og er rimelig god til at kode denne. Hun synes det har var meget svært. Både fordi det hele var på engelsk, men også fordi for hende var det ikke logisk hvordan kodeblokkene skulle kombineres. Derudover skal man også installere et plug-in for man overhovedet kan overføre data til Quirkbot. Endnu et benspænd. Så mine unger sagde faktisk lige ud, at hvis de skulle arbejde med dette igen blev det kun til at konstruere og ikke til at programmere med. De blødte dog lidt op og åbnede for at hvis jeg hjalp dem, ville de gerne prøve at programmere den igen. Men de vurdere det ville være for svært at sidde med selv.
Jeg vil vurdere ud fra følgende kriterier: Integrerbarhed, faglig fleksibilitet, færdighedsgrad, samarbejde og holdbarhed
Hvis jeg kigger på hvordan denne teknologi kan mikses og integreres med andre materialer, så finder jeg det nemt at bruge andre materialer sammen med Strawbees og ikke mindst Quirkbot. Der følger allerede sugerør med i selve pakningen og der er heller ikke langt til integrering af pap, plastik osv. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.
Hvis jeg, som lærer, kigger på denne Quirkbot + strawbees og ser på bredden af fagområder den kan benyttes, ser jeg heller ikke mange begrænsninger for mig. Det er faktisk kun lærerens fantasi, der sættes begrænsningen (ja eller elevernes). Den vil gøre sig bedst i de naturfaglige fag, hvor en del af konstruktionen vil falde helt naturligt ind. Den vil være at finde i et makerspace efter min mening, hvor eleverne kan inddrage den, som en del af et emne- eller projektarbejde.
Selve teknologien er forholdsvis simpel. Produktet giver dog benspænd i forhold til det kun findes på engelsk, svensk og portugisisk. Selv om den reklamerer med der findes både IOS og Android-app, er dette kun til konstruktionsdelen. Hvis du skal kode Quirkbot, skal du have en computer eller chromebook (har ikke testet på Mac). Derudover skal du også installere et plug-in for overhovedet at kunne overføre data. Du kan programmere Quirkbot på tre forskellige måder.
Dette giver fordele, da mange sikkert vil kende blokprogrammering i forvejen. Flowprogrammering ser jer som noget nyt og spændende, da det har en helt anden tilgang til forståelsen af programmet. Mine unger forstod det dog slet ikke. Min 10 årige nikkede genkendende til blokprogrammering, men alene det at få servoen eller LED’erne til at fungere blev meget hurtigt komplekst.
Teknologien egner sig til samarbejde. Selve konstruktionsdelen er god til at være flere om. Selve programmeringsdelen er altid optimal hvis man er to. Det vil være oplagt at være flere om denne teknologi. Er man lidt ældre vil man også kunne sidde med det selv. Men i hvert fald strawbees indbyder til man samarbejder omkring konstruktion.
Sættet er set til 684 kr. + moms. Umiddelbart virker det til sættet har en god holdbarhed. Quirkbot blev tabt flere gange på gulvet. Både under selve konstruktionsfasen men også da vores Striderbot gik ud over kanten på bordet et par gange. Det kan den sagtens holde til. På den måde egner den sig godt til skolen, da den kan holde til et par knubs.
Da jeg først så kassen tænkte jeg “fedt”! Det så virkelig spændende ud og ideen med at selv kunne konstruere forskellige modeller ud fra disse strawbees, der er meget simple at bruge og du faktisk kan lave det du vil ud fra din fantasi og derefter tilsætte en microcomputer for at lære at programmere, virker som en rigtig god idé.
Det er også en klar fordel, udgiverne aktivt har valgt at sende de komponenter med, som skal bruges. Så skal du ikke bekymre dig om, om du har købt de rigtige LED eller den rigtige servo, der kan virke sammen med Quirkbotten.
Hvis jeg så sætter den i kontekst med eksempelvis mellemtrinnet, hvor jeg arbejder mest, kan jeg godt se sættet blive brugt i min undervisning. Men det er også fordi jeg er vant til at arbejde med konstruktion og programmering. Det, at programmeringsdelen ikke er på dansk, at manualen er svær at forstå ud fra de billeder, der er med og det, at der også skal installeres et ekstra plug-in for at kunne overføre data, tror jeg desværre vil få mange lærere til at stejle og gå i en stor bue udenom. Det er mange benspænd for at kunne komme i mål med at bruge sættet.
Derimod kunne jeg godt se dette sæt have sin berettigelse i eksempelvis et makerspace. Hvor du med dette sæt vil kunne skabe noget hurtigt med strawbees, end hvis du skulle lave det fra bunden. Omvendt fordrer sættet også til at kunne bruge andre materialer end netop strawbees og sugerør.
Jeg kan godt lige programmeringssiden har tre forskellige tilgange til at programmere Quirkbot. Det giver også mere fleksibilitet. Blokprogrammering er den velkendte tilgang, både for mig, men også for mellemtrinselever og opefter. Tekstprogrammering er for mig stadig i overbygningen for de få udvalgte. Det er dog et klart plus at du kan skifte mellem blok- og tekstprogrammering. Jeg er dog blevet meget interesseret i deres flowprogrammering. Det er for mig en ny måde at tænke programmering på. Det skal jeg vist have kigget mere på.
Dette sæt skal i hvert fald have sin faste plads i min skoles makerspace, når det bliver oprettet.