Ejerforeningens formand skriver i en mail til husejerne af 20.07.2025 om Sæby Søbads handicapparkering:
”Reglen i Ejerforeningens vedtægt er nu, at “husejere med fast bopæl i Sæby Søbad og med gyldigt handicapkort vil kunne tilbydes en fast handicapparkeringsplads i Område A og C (se kortet)”.
Sådan som bestyrelsen har fortolket reglen, giver det en vurderingsmulighed. Men denne skal naturligvis være saglig begrundet og basere sig på objektive kriterier.”
Den omtalte formulering er korrekt gengivet fra foreningens vedtægter § 7.4.2.
Men formandens fortolkning af ordlyden er imidlertid ikke i overensstemmelse med præmisserne ud fra hvilke generalforsamlingen i 2022 stemte for formuleringen.
I indkaldelsen til generalforsamlingen i 2022 tolker bestyrelsen deres forslag således (Bestyrelsens bemærkninger s. 13):
Bestyrelsen har foreslået, at der tildeles en fast plads til de af husejerne med et handicapskilt, der har fast bopæl i Sæby Søbad.
Der er således ingen tvivl om, at generalforsamlingen skulle tolke forslaget således, at enhver fastboende med et gyldigt handicapskilt skal tilbydes en fast handicap P-plads.
Forslaget blev uden yderligere debat vedtaget med 77 stemmer mod kun 2 stemmer imod.
Formandens ny-fortolkning af formuleringen fra vedtægternes § 7.4.2 er således et eksempel på en uværdig og på alle måder usympatisk manipulation med fakta.
Fakta er, at generalforsamlingen i 2022 med et stort flertal stemte for, at fastboende husejere med et tildelt handicap P-skilt, der ønsker en fast P-plads, naturligvis skal have tildelt en sådan.
Udsendelsen af mailen er ifølge formanden foranlediget af, at de 10 eksisterende handicap P-pladser i højsæsonen under tiden er fyldt op.
Det er korrekt, og skyldes især at en stor gruppe handicappede med ikke-handicappede hjælpere hvert år ferierer hos os, hvilket de fleste af os er rigtigt glade for.
Når handicap P-pladserne er optaget, er det derfor ikke et problem for de handicappede turister, idet deres hjælpere uproblematisk kan parkere hvor som helst.
Situationen er naturligvis helt anderledes for en fastboende handicappet, idet vedkommende kan bringes i alvorlige vanskeligheder, såfremt P-pladserne nær personens bolig er okkuperet.
Men det er åbenbart ikke forhold, som bekymrer formanden!
Han har åbenbart heller ikke læst Normalvedtægten for Ejerforeninger BEK nr. 1738 af 29/11/2020 (Gældende) :
§ 8. Generalklausul
Der må på generalforsamlingen ikke træffes beslutning, som åbenbart er egnet til at skaffe visse ejere eller andre en utilbørlig fordel på andre ejeres eller ejerforeningens bekostning. Tilsvarende gælder for beslutninger, der påfører en eller flere ejere en utilbørlig ulempe.
Hvis bestyrelsen fremover vil fjerne retten til en handicap P-plads, til beboere med handicapskilt, så vil det indiskutabelt påføre en eller flere ejere en utilbørlig ulempe. Det vil derfor være ulovligt i henhold til Normalvedtægtens §8.
Formanden skriver endvidere, at han ønsker et objektivt kriterie for tildeling af en handicap P-plads…….
Men et officielt tildelt handicap-skilt er jo netop et objektivt kriterie for tildeling af en handicapplads, som er lovbestemt, og som jo også var bestyrelsens udgangspunkt for deres forslag til generalforsamlingen i 2022.
Når formanden ønsker at få bemyndigelse til at beslutte om en fastboende med et officielt handicapskilt kan få tildelt en handicap P-plads, så vil beslutningen være subjektiv, hvilket vil åbne muligheder for forskelsbehandling af ejerforeningens medlemmer, hvilket er klart ulovligt i henhold til bl.a. normalvedtægtens §8.
I den forbindelse skal det understreges, at en forudsætning for at få tildelt et handicapparkeringskort er, at en person ud fra et lægefagligt kriterie skal have en varigt nedsat gangdistance eller en lignende helbredsmæssig tilstand, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes, muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde, eller muligheden for at gennemføre en uddannelse.
Til orientering kan det i øvrigt oplyses at ejerforeningen ved henvendelse til Frederikshavns Kommune fik tilladelse til at etablere 12 handicap P-pladser i Sæby
Søbads sydlige område.
Bestyrelsen valgte, uvis af hvilken grund, blot at anlægge 10.
Frederikshavns Kommune har endvidere oplyst, at de altid ser positivt på anmodning om etablering af handicap P-pladser, hvor der er behov for sådanne.
Antallet af handicap P-pladser kan således let øges, hvis man ønsker det.
Men ”problemet” med periodevis fyldte handicap-P pladser er som ovenfor forklaret i praksis minimalt, når fastboende med et handicap P-skilt har egen P-plads.
Husk venligst at enhver som et lyn fra en klar himmel kan blive ramt af sygdom eller en ulykke, som nedsætter førligheden, det kan være dig, der rammes i morgen!
Formandens aktion mod handicappede husejere er ikke blot usympatisk, men også ulovlig, og bør derfor naturligvis afvises.
Fremfor at indskrænke handicappede Sæby Søbad beboeres adgang til en fast handicap P-plads, burde ordningen udvides, så den også gælder for handicappede beboere i den nordlige del af Sæby Søbad.