Alle børn har rettigheder
FN vedtog Børnekonventionen ved en generalforsamling den 20. november 1989. Børn var allerede omfattet af de generelle menneskerettigheder, men der var behov for særlige rettigheder for børn – børnerettigheder.
Mere end 190 lande har skrevet under. Det gør det til den konvention, som flest lande på verdensplan har tilsluttet sig. Børnekonventionens rettigheder gælder ALLE børn uanset nationalitet, køn, social status, religion og kultur.
Som FNs børneorganisation er det UNICEFs opgave at kæmpe for, at Børnekonventionen bliver efterlevet. Børnekonventionen er hjørnestenen i UNICEFs arbejde. Vi minder regeringerne om, hvad de lovede, dengang de skrev under, og holder dem fast på, at de skal overholde artiklerne i konventionen.
Konventionens ordlyd siger blandt andet, at alle børn har ret til at overleve. At de har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold og til at udvikle sig. Børn har også ret til at blive beskyttet mod misbrug og forskelsbehandling, og de har ret til at komme i skole og få indflydelse på deres fremtid.
(Unicefs hjemmeside - https://www.unicef.dk/boernekonventionen-og-boerns-rettigheder/)