Broderi
Og så er der broderet Thorvaldsens Nat og Dag, som er broderet under krigen af Elna.
Min mormors kusine, Elna, arbejdede i de første år af 2. Verdenskrig i den ottekantede kiosk, som fortsat står ved Nørreport Station i København. I 1943, da tyskerne overtog den danske regering, vurderede min oldefar, at det var blevet for farligt for hende at arbejde midt i København. Elna blev derfor hentet hjem til Ballerup, hvor hun hjalp til i familiens store gartneri.
I årene 1943–1945 broderede Elna disse to fine broderier, Thorvaldsens Nat og Thorvaldsens Dag. Broderierne blev arvet af min mor efter Elnas død i slutningen af 1990’erne og senere givet videre til mig.
Ved overdragelsen sad broderierne i deres oprindelige runde rammer, som desværre gik i stykker under en flytning. I dag er værkerne indrammet i egetræ med museumsglas og rund passepartout, hvor de igen kommer fuldt til deres ret.