Troens roser

Til en sogneaften eller kirkekoncert spiller vi rosens salmer og viser for og med de fremmødte, ligesom vi kan byde på en diaspræsentation om rosen som symbol gennem tiderne (se nedenfor). Vi har Grundtvig, Brorson, Kingo samt både en ældre (B.S.) og en nyere (Claus) Ingemann med.

ROSEN SOM SYMBOL
I den meget sanselige Salomos Højsang i Det gamle Testamente er Sarons rose et billede på den elskede, og i den senere jødedom er rosen et symbol for den unge kvinde. Realistisk betragtet findes der dog faktisk slet ikke roser i bibelen, da de oprindelige tekster ikke refererer til arten.

I kristendommen blev rosen naturligvis symbol for først og fremmest Jesus og Jomfru Maria, til hvem man bad Ave Maria i en rosenkrans og har givet den poetiske titel Rosa Mystica – Den mystiske rose.

I videoen ovenfor har vi valgt Giovanni di Paolos illustrationer fra Dantes Guddommelige komedie, som kulminerer i synet af Himmelrosen i Paradiso. Den hvide rose (Candida Rosa) ses på de sidste billeder. Dante hylder det kvindeliges guddommelighed ved Beatrice, som leder ham vej, og ved Marias centrale placering, så det guddommelige kommer til udtryk gennem hans lutrede eros.
Især i forbindelse med middelalderskriftet Roman de la Rose blev rosen et verdsligt og erotisk symbol, især for det kvindelige. Dog har mange slået bro mellem den verdslige og den religiøse symbolik. Ingemann, som vi har sat ny musik til, spænder over det romantiske og troen i blandt andet Sulamiths Sang mellem Blomsterne, Dugdråben og Varner til Maria.

I præsentationen nedenfor kan du ved at åbne 'Talerens noter' (⋮-ikon) se den omfattende tekst og mange henvisninger. Du kan også finde en udskriftvenlig pdf-udgave her.