Cirka 400 frivillige fra de knap 100 foreninger, der samarbejder via Frivilligcenter Hjørring, deltog i den årlige frivilligfest 2024 i ICV, Vrå. 

En del af programmet var interviews med 6 forskellige frivillige om emnet "Social frivillighed" på forskellige områder i Hjørring Kommune. Sammen med Matilde fra Scleroseforeningen indtog jeg den bløde sofa og svarede efter bedste evne på de relevante spørgsmål, som journalist Søren Wormslev stillede.

Første del på godt 5 minutter omhandler den personlige baggrund for at deltage netop i den valgte aktivitet. Hvordan startede det hele, og hvorfor netop dette valg ud af mange tilbud? Dialogen strejfer reflektioner om den demokratiske mening og frivilliges ønsker om at kunne vælge "snævert" præcis det område, som de netop brænder for. Her er muligheden for at brænde igennem som ildsjæl.