Nodesystemet

1. Opbygning

Når man skal notere noder, benytter man et nodesystem (også kaldet blot et system).
Nodesystemet består af fem vandrette nodelinjer:

Noder kan skrives på linjerne eller i mellemrummene mellem linjerne:

Hver node i nodesystemet repræsenterer en af stamtonerne (dvs. en af de hvide tangenter på et klaver):

Jo højere en node ligger i nodesystemet, jo lysere er tonen (og jo længere mod højre ligger den på klaveret).
Jo lavere den ligger i nodesystemet, jo dybere er tonen (og jo længere mod venstre ligger den på klaveret).

Noder læses altid fra venstre mod højre. Noderne til venstre udføres således før dem til højre for - ligesom når vi læser bøger. Noder noteret over eller under hinanden udføres samtidigt.

2. Bilinjer

Noder kan noteres uden for nodesystemets fem linjer ved brug af bilinjer (også kaldet hjælpelinjer). Noder noteret lige over eller under nodesystemet kræver ingen bilinje:

Der er ingen begrænsninger for, hvor mange bilinjer man kan benytte.

NØGLER

Hver node i nodesystemet repræsenterer en af stamtonerne. For at fastlægge tonehøjden, dvs. den tone de enkelte noder svarer til, bruger man en nøgle. I princippet kan man nøjes med kun at bruge én nøgle, men da det er besværligt at læse noder med mange bilinjer, benytter man især to forskellige nøgler, der har hver sin tone som udgangspunkt, så brugen af bilinjer minimeres. Nøgler noteres altid i begyndelsen af nodesystemet.

1. G-nøglen

G-nøglen (også kaldet diskantnøglen) fastlægger, at tonen g (over midter-c) er placeret på 2. linje i nodesystemet. G-nøglen snor sig omkring den nodelinje, hvor g er beliggende:

G-nøglen er god at bruge, når man skal notere toner, der ligger over midter-c. Nøglen bruges blandt andet i sangbøger og til notation af lyst klingende musikinstrumenter.

Herunder er tonerne i g-nøgle systemet sammenholdt med tonerne på klaveret. Læg mærke til placeringen af midter-c:

Du kan også anvende huskeremserne for tonerne:

på linjerne i G-nøglen: En Gås Har Dejligt Fedt
Mellem linjerne i G-nøglen FACE

2. F-nøglen

F-nøglen (også kaldet basnøglen) fastlægger, at tonen f (under midter-c) er placeret på 4. linje i nodesystemet. F-nøglens to prikker omkranser den nodelinje, hvor f er beliggende:

F-nøglen er god at bruge, når man skal notere toner, der ligger under midter-c. Nøglen bruges blandt andet til notation af dybt klingende musikinstrumenter.

Herunder er tonerne i f-nøgle systemet sammenholdt med tonerne på klaveret. Læg mærke til placeringen af midter-c:

FORTEGN

Fortegn er grafiske tegn, der anvendes til at hæve eller sænke en stamtone. Ved at sætte et fortegn for en stamtone får man en ny tone - en afledning af stamtonen - som er enten lysere eller dybere end stamtonen. Der findes desuden et særligt fortegn, som ophæver tidligere indførte fortegn. Fortegn kan optræde enten som løse fortegn eller som faste fortegn.

1. Typer af fortegn

Man bruger primært 3 forskellige fortegn:

♯ - Et kryds hæver en tone med en halvtone. Man skal således spille tonen, der ligger en halvtone over den oprindelige tone (til højre for på klaviaturet).

♭ - Et b sænker en tone med en halvtone. Man skal således spille tonen, der ligger en halvtone under den oprindelige tone (til venstre for på klaviaturet).

♮ - Et opløsningstegn ophæver virkningen af et af de andre fortegn.

2. Afledningernes navne

En tone med kryds for får tilføjet endelsen 'is' til tonenavnet. Er der eksempelvis kryds for tonen c, skal man ikke spille den hvide tangent c, men den sorte tangent til højre for c. Den kalder man så for cis.

En tone med b for får tilføjet endelsen 'es' til tonenavnet. Er der eksempelvis b for tonen d, skal man ikke spille den hvide tangent d, men den sorte tangent til venstre for d. Den kalder man så for des.

(Tonen des og cis er således samme tone skrevet på 2 forskellige måder)

Bemærk at tonenavnene es og as er uregelmæssige, idet der kun tilføjes et 's' til tonenavnet. Bemærk desuden at sænket h kaldes for b og ikke hes. Det kan give anledning til en smule forvirring, fordi man i engelsktalende lande bruger betegnelsen b om en anden tone, nemlig den tone vi kalder for h. For at undgå forvirringen vælger nogle at kalde sænket h for bb.

Der er ikke noget krav om brug af bestemte betegnelser, men man skal være konsekvent i hvilke betegnelser, man bruger.

3. Løse fortegn

Fortegn, der sættes foran de enkelte noder, kaldes for løse fortegn.

Løse fortegn gælder:

for den node, fortegnet er sat foran
for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum
kun i den takt, fortegnet er sat.

Virkningen af et løst fortegn kan ophæves med:

et andet løst fortegn (uanset type)
en taktstreg.

Hvis der sættes et løst fortegn for en node, der tidligere er sat et løst fortegn for, er det således kun det nye fortegn, der er gældende. Det nye fortegn gælder kun i den takt, det er sat i, og kun for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum:

4. Faste fortegn

Hvis der er en tone, der altid skal være et bestemt fortegn for, kan man sætte fortegnet som fast fortegn. Faste fortegn noteres i begyndelsen af hvert nodesystem, umiddelbart efter nøglen:

Faste fortegn gælder:

for noder i alle takter
for noder i alle oktaver

ØVELSE

Det var godt nok meget teori, men nu er vi i stand til at lave alle andre øvelser om toner end dem om c-nøglen.

Følg linket og lav så mange øvelser du kan.
Husk at dele dine resultater med din lærer!!!

Page updated

Google Sites

Report abuse