MadBanken Odsherreds historie
Det hele begyndte i november 2022, hvor en stor gruppe mennesker mødtes for at tale om madspild i Odsherred. En inspirerende fortælling om et eksisterende madspildsprojekt tændte en ild i os – og seks kvinder besluttede at tage kampen op.
Hen over julen 2022 lavede vi en pop-up-uddeling, som blev en kæmpe succes. Begejstringen og behovet var tydeligt, og vi vidste, vi måtte videre.
I februar 2023 stod fem kvinder klar – kvinder, der ikke kendte hinanden på forhånd, men som fandt sammen i en fælles sag.
Vi startede helt uden penge, og vi måtte låne os frem. Vi fandt dog hurtigt en fantastisk udlejer, som troede på vores projekt, og kort tid efter kunne vi holde vores første officielle uddeling.
Med hjælp fra frivillige, der hentede varer, registrerede dem og uddelte dem, voksede MadBanken Odsherred stille og roligt.
Bestyrelsen arbejdede hårdt på at skabe samarbejder med butikker i hele Odsherred, vi gik fra 5 bestyrelsesmedlemmer til 4 og vi brugte det første år på at bygge netværk, skaffe midler og sikre, at vi blev kendt som en pålidelig og vigtig aktør.
I begyndelsen var vi en del af en større organisation, men efter nogle ændringer valgte vi at træde ud og blive selvstændige. Det valg har vi aldrig fortrudt.
Som nonprofit forening har vi vist, at vi kan stå på egne ben – med styrke, vilje og et kæmpe engagement. Efter vores seneste generalforsamling er vi nu en stærk bestyrelse på 7 medlemmer og 53 frivillige.
I dag uddeler vi stadig gratis overskudsvarer til dem, der har brug for det, og vi arbejder hver dag for at skabe mindre madspild, mere fællesskab og et grønnere Odsherred.
MadBanken Odsherred er historien om, hvad der sker, når ildsjæle mødes – og vi er kun lige begyndt.