Hvordan startede dette:

Mit navn er Henning og jeg er gift med Joles Pelles barnebarn, Marianne.

Min svigerfader var Richard Norup Christiansen, født i Danmark i 1919.

Fem år gammel rejste han med sin familie til Schweiz idet hans far havde selvstændig virksomhed som Malermester i St. Moritz og igennem de mange år i Schweiz var Richard blevet meget glad for skiløb. Hjemme i Danmark igen som 15 årig kom han i lære som snedker og da han var færdig med sin uddannelse ville han gerne et sted hen, hvor der var størrer muligheder for sne end i det lille Danmark.

Han valgte vejen til Sverige og i et lille års tid havde han forskellige jobs som snedker i Sverige indtil han via arbejdsformidlingen hørte, at man havde brug for arbejdskraft på en forholdsvis nystartet harmonikafabrik i den lille by Särna i Dalarne.

Richard tog fluks toget til Särna og stod udenfor Joles Pelles Fabriker, Dragspelsavdelingen i Särna, den 27. Februar 1947.

Her blev han ansat fra den 28. Februar 1947.

Lønnen var Sv. kr. 1,00 i timen, dog blev han lovet noget mere, men som han sagde, jeg var nød til at tage dette og man må sige, at dette lige var stedet for Richard, Särna er den koldeste plet i Dalarne, det er ikke ualmindeligt med minus 30 grader om vinteren, og her var der masser af sne og uanede muligheder for skiløb. Det blev heldigvis i snedkeriafdelingen han fik sin ansættelsen, nu da det også var dette han brændte for.

ALLEREDE den 1. marts 1947 altså dagen derpå, fik han lønforhøjelse til Sv. kr. 1,50 i timen, da de sagde at det gik fint med hans arbejde.

Han blev for øvrigt senere i livet kaldt millimeter manden på grund af hans faglige dygtighed.

Den 10. april 1947 beder han om lønforhøjelse til Sv. kr. 1,85 i timen men får Sv. Kr. 1,60

Den 14. april 1947 taler han med formanden om, at han vil rejse og så blev de straks ”mere medgørlige” som han sagde. De tilbyder ham bl.a. en akkord med pudsning af 193 ”diskantlådar” hvor de ville give ham 25 øre pr. stk.

Den 17. April 1947 blev han kaldt ind til direktionen hvor han fik megen ros for sit arbejde og fik her tilbudt de før omtalte Sv. kr. 1,85 i timen.

Den 16. august 1947 blev Richard tilbudt stillingen som Værkfører på Fabrikken i Särna, men han var i en slem knibe da han havde fået tilbudt et andet arbejde i Schweiz.

Nu står der jo en kvinde bag alt. Richard havde indlogeret sig på Hotel Gästis i Särna, som også var ejet af Joles Pelle Olsson og Joles Pelle havde i alt 9 børn hvoraf de to af dem var ansat på Harmonikafabrikken, en svigersøn var ansat som formand for skovene og hans datter Thyra var ansat på Hotel Gästis.

Så nu kan man lægge to og to sammen - og ganske rigtigt, de to blev meget glade for hinanden og Richard blev på fabrikken som Værkfører indtil 1954.

I 1954 rejste Thyra og Richard til Danmark hvor de blev gift og i 1955 fik de sig en datter, Marianne.

(Og her er jeg så den heldige Henning der blev gift med Marianne i 1978)

Gennem årene var Thyra og Richard ofte på familie besøg i Särna hos Thyra’s moder Anna Erika Olsson (Joles Pelles enke) som i 1955 havde fået ændret harmonikafabrikkens mandskabsbolig til enfamiliehus og i 2008 er det stadigvæk en velholdt bolig.

Harmonikafabrikken blev stående med det inventar og de harmonikadele osv. der var tilbage efter lukningen af fabrikken i 1955.

I 1980 var Richard på besøg i Särna, han går en tur over og beser den gamle Harmonikafabrik. Han beslutter sig for at indsamle en del Harmonikadele som han tager med hjem til Danmark.

Richard mente, at han kunne fremstille tre Joles Pelle Harmonikaer ud af det indsamlede og ville så sysle med de gamle Harmonikadele når han blev gammel, som han altid sagde. Men desværre blev han ikke gammel nok, idet han aldrig fik Harmonikaerne samlet.

Efter Richards død i 2004 fik Marianne og jeg, en Joles Pelle LYX Harmonika af Thyra, en som Thyra og Richard havde fået af Anna Erika da fabrikken lukkede og alle Anna Erika’s børn fik sig en harmonika da fabrikken lukkede.

Dette med at overtage det gamle familieklenodie satte lidt gang i interessen for mig og historien om Joles Pelle. Det er en fantastisk pianoharmonika som jeg er meget stolt af at eje, og nu har jeg igennem en del år samlet materiale om Joles Pelle Olsson som jeg meget gerne giver andre muligheden for at se.

Havde jeg nu bare fået interessen på et tidligere tidspunkt og måske hørt lidt mere efter når Richard fortalte om dengang i Särna, så havde jeg ganske givet kunne fortælle knap så gode, mange gode, sjove og underholdende historier fra Richard’s tid på Joles Pelles Dragspelsfabrik.

Efter Thyra’s død i 2007 overtog vi alle de gamle harmonikadele og igennem lang tid spurgte vi os frem til, hvem der kunne hjælpe os med at fremstille harmonikaer ud af alle disse dele.

Efter lang tids søgning havde vi fra flere steder hørt om Jacob Eden fra Djurs Harmonika Museum i Ørsted på Norddjursland. Vi vidste måske godt hvad et Harmonika Museum kunne være, men vi havde aldrig besøgt et.

Vi ringede en dag til Jacob og spurgte om vi kunne bese hans Museum og vi fik hurtigt en aftale i gang og besøgte Jacob og Kirsten mandag den 17. marts 2008. Her oplevede vi den entusiasme som Jacob har for Harmonikaer og her så vi hvad det var han gik og lavede. Under besøget kom jeg ind på det med Joles Pelles gamle Harmonikadele og jeg hentede et par store ringbind ude i bilen hvor Jacob kunne se de dele som vi havde, lidt historie og nogle fotografier fra Joles Pelles Fabrik i Särna.

Jacob viste lidt interesse men ville gerne se delene inden han ville fortælle, om dette var et job for ham.

Den 31. Marts 2008 stod jeg igen hos Jacob, men nu med alle stumperne og jeg tror, at Jacob blev lidt imponeret over, at delene var i så godt stand som de var.

Nævnes skal det, at delene havde ligget i en gammel uopvarmet fabrik i Särna igennem 25 år og i 28 år havde de været opbevaret i mine svigerforældres skab i soveværelset i Viby og der var kke en rustplet på stemmerne.

Man må antage at det er på grund af det tørre klima i Särna at alle de gamle dele har kunnet klare denne opbevaring.

Jakob sagde ja, han så det som en meget sjov opgave og samtidig syntes han at det var en god og sjov historie at det var Joles Pelles barnebarn Marianne, at han skulle fremstille en Harmonika for.

Og heldigvis, sagde Jacob ja, for uden ham havde vi nok ikke fået endnu et kvalitets eksemplar af et Joles Pelle instrument i samlingen, jeg vil nærmere sige, pænere end den ”Fabriks” fremstillede vi har fra 1954.

Jacob udførte et fantastisk arbejde. MEN, vi skal ikke undlade at fortælle, at der var både rigtige og forkerte dele i de gamle stumper hvilket Jacob ikke kunne se ved første øjesyn og Jakob har kæmpet med at ændre og lave nye dele. Samtidig manglede der knapbrætterne, men heldigvis er der en som ligger inde med et gammelt Joles Pelle lager i Sverige.

Jeg skal måske lige nævne: da fabrikken lukkede, solgte man det meste af det overskydende varelager og det har siden været igennem mange forskellige ejere.

Varelageret eksisterer endnu og er i dag hos Ingvar Jakobsson som bor i Hestra i Sverige.

-og så kom endelig dagen! Jacob ringede i starten af december 2008 og sagde at vores Harmonika var klar til afhentning og vi aftalte lørdag den 13. december 2008.

Vi blev meget stolte over at overtage dette eksemplar af et Joles STAR. Jacobs søde kone Kirsten inviterede på æbleskiver og glögg og vi tænker ofte tilbage på besøgene hos dem i Ørsted

-Hvem skulle have troet, at vi her med 53 års forsinkelse har fået endnu et klenodie i familien -tak for det Jacob!

Jacob Eden er en meget arbejdsom mand og har meget at lave for andre, dette betyder selvfølgelig at han ikke får så meget lavet for sig selv i øjeblikket, men lur mig, om nogle år ser I et eller måske to pæne eksemplarer af Joles Dragspel på Djurs Harmonika Museum. 

Jacob Eden tjekker de gamle stumper fra 1955