Nuværende placering: Spangbanke 30. Toftnæs. Alslev
Oprindelig placering: Rejst i 1903 lidt vest for grænseovergangen Egebæk-Hvidding.
Stenens rejse: H. P. Novrup, som var ansat som 1. lærer ved skolen i Alslev, var lokal historiker og næstformand for Historisk Samfund for Ribe Amt. Ved et bestyrelsesmøde i 1921 hos formanden, stiftamtmand Gustav Stemann, fik Novrup øje på en del grænsesten, som stod i formandens have. Novrup havde læst i avisen, at disse sten var blevet anbragt forskellige steder og havde fået den tanke, at sådan en sten kunne det være passende at anbringe et sted i Alslev til minde om genforeningen. Novrup fik på forespørgsel til stiftamtmanden lov til at tage to af dem, mod at han selv betalte omkostningerne ved optagning og transporten til Alslev. Han udvalgte grænsesten nr. 5, som i 1903 havde erstattet en træpæl, som stod lidt vest for grænseovergangen ved Egebæk-Hvidding. Han har dog ændret sin ide om at bruge grænsestene til minde om genforeningen, da han stenhugger Christiansen i Varde fik han indhugget datoerne for stormfloderne den 9.1.1852 og 3.12.1909. Stenen fik han placeret ved Spangbanken, hvor han nøjagtig vidste, hvor højt vandet havde stået både i 1852 og 1909. Stenen blev rejst den 30. april 1922, og til stede var den ældste klasse fra Alslev skole samt en del beboere fra Toftnæs. Her holdt Novrup en smuk tale om Sønderjyllands genforening med det gamle land, ligesom han fortalte om stormfloderne, som havde hærget Alslev Sogn. Novrups udgifter havde beløbet sig til ca. 50 kroner, som var et anseeligt beløb i 1922. Ved et møde i Alslev Forsamlingshus et stykke tid efter, at stenen var blevet placeret, blev stenen omtalt, og Novrup fandt anledning til at bede om et bidrag til omkostningerne. Der indkom ca. 30 kr. Novrup udtalte efter mødet på sin lune måde, at restbeløbet på 20 kr. betragtede han som sit bidrag. Han udvalgte ligeledes grænsesten nr. 6, som i 1891 havde erstattet en træpæl, stod umiddelbart vest for grænseovergangen ved Egebæk-Hvidding, er i dag placeret foran Varde Museum. Aage Emil Hansen Kruså anno 2012 født i Alslev på Visselbjergvej
Kilder: Alslev Sognearkiv (Valdemar Kousgaard). Bogen: Kongeåen Told- og statsgrænse 1864 – 1920.
Begivenheder:
Beslægtede sten: #hpnovrup 5,6.