Det er vigtigt at få præsenteret projektet, så eleverne får ejerskab til det, og så det bliver betonet, at en fælles indsats er nødvendig for at få det bedst mulige produkt ud af det.
GeoGebraMesterSKAB er lavet som en konkurrence, men det er i bund og grund blot et middel til at gøre det lettere for lærere at arbejde med æstetiske læreprocesser, kreativitet og kollaboration. Det kan i mange klasser være nødvendigt at nedtone konkurrenceelementet, og i stede fokusere på forløbet som en mulighed for at arbejde med matematik på nye måder og med mulighed for at få nogen udefra til at kigge på det, man har lavet.
Forløbet er beskrevet med relativt frie rammer for, hvordan man vil gå til produktionen. Det åbner mulighed for, at alle uanset niveau bør kunne gå ind i projektet, og at der samtidig er gode muligheder for at udfordre sig selv, så langt man måtte ønske.
Det betyder også, at man ikke kan forvente at kunne bruge alt materialet til forløbet, da noget sandsynligvis vil være over niveau. Materialerne er produceret til at ramme en hel afdeling af skolen og vil skulle rumme udfordringer for fx børnehaveklassen til 3. klasse i et materiale. Vi har desuden valgt at medtage de helt grundlæggende konstruktioner på mellemtrin og i udskolingen, hvis nogen der skulle have brug for dem. Aktiviteterne kan dog samtidig hurtigt blive meget komplicerede, hvis eleverne er gode til at udfordre sig selv indenfor rammerne.
Der er heller ikke noget i vejen for, at eleverne søger ekstra udfordringer i afdelingen over deres egen.
Undervisningsmaterialet er målrettet eleverne og kan findes via linket øverst til højre.
Materialet er tænkt som selvinstruerende for elever og lærer, men det kan være nødvendigt at stilladsere som lærer, fx ved at vælge ark i bogen ud, som man vil fokusere på.
I starten af bøgerne er der et par arbejdsark, der handler om projektet og om at lave de første valg i forhold til tema. Der lægges også op til at sortere elevprodukter ud fra detaljer, man gerne vil have med i collagen. Eleverne opfordres desuden til at lave deres første skitser til gruppens delprodukt.
Langt størstedelen af materialet består dog af en masse inspirationseksempler indenfor temaet "Mønstre i matematik", som eleverne alene eller i grupper kan gå på opdagelse i. Inspirationseksemplerne er understøttet af tekst- og videoforklaringer, og der er mulighed for via en online formular at komme med ønsker til yderligere tutorials, som man lige står og mangler i samlingen.
Det er en vigtig pointe, at vi gerne vil have eleverne til at improvisere selv og være kreative ud fra inspirationsmaterialet, så klasserne ikke blot laver kopier af konstruktionerne i inspirationsmaterialet.
Betragt materialet som work-in-progress, hvor vi løbende laver småjusteringer og udvidelser, hvis nogen har behov for det.
Indskoling
Mellemtrin
Udskoling