Her et forslag til, hvordan man kan arbejde med GeoGebraMesterSKAB i et forløb. Forløbet bygger på modellen øverst, der er taget fra digitalprojektdidaktik.dk, og den er, som mange andre forløb, delt op i hhv
- Introfase - "Rammesættelses og forberedelsesfase".
- Fordybelsesfase - "Arbejds- og kvalificeringsfase".
- Outrofase - "Produkt- og evalueringsfase".
I Introfasen sættes scenen til det kommende forløb, og eleverne spores ind på, hvad feltet rummer. I forløbet her er det i form af 1. Inspiration og 2. Kopiere de gode idéer. Det er også her, at eleverne kan få stilladseret, hvordan man giver og modtager feedback. Se fanen om feedback for en uddybning.
I fordybelsesfasen producerer eleverne prototyper til deres færdige produkt og indgår løbende i feedbackloops for mindre grupper eller hele klassen. Desuden bruges faglige loops for mindre grupper, når de har behov for det. Disse kan enten være i form af de videoer, der ligger i materialet, lærerinstruktion eller elev-til-elev instruktion. Fordybelsesfasen skal ende ud i et endeligt produkt for gruppen.
I outrofasen samles op og konkluderes på de enkelte produkter, og den sidste fælles evaluering med mulighed for småjusteringer gennemføres. Produkterne sammensættes til en collage på væggen (eller rent digitalt) i det rette format (se Startside), og der indspilles en video for hele collagen af maks 1 minuts varighed. Læreren uploader til sidst til GeoGebra.org, og melder klassens til konkurrencen. Se et eksempel her: https://www.geogebra.org/m/p996cuam
Faserne i forløbet kunne i oversigt se nogenlunde sådan her ud:
- Inspiration - Kig på inspirationsmaterialet om mønstre og collager i GeoGebraBogen, men lad også eleverne lave søgninger på GeoGebra.dk (søgefeltet øverst) på ordet mønster eller pattern. Lad eleverne finde mønstre i klassen, på deres tøj osv. Vis de gode eksempler til hinanden i klassen, og snak om, hvilke mønstre, der kunne være sjove at lade sig inspirere af til elevernes egne produkter. Det kan desuden være fint at lade eleverne diskutere, hvad det er, der gør nogle mønstre mere interessante end andre. Det kan i denne fase også være fint at få foldet begrebet "mønster" lidt mere ud. En figurfølge eller en talrække kan også være et mønster.
- Konstruktiv feedback - Da det at give og modtage feedback, ikke blot er noget eleverne lærer af sig selv, kan man med fordel bruge et par lektioner på at arbejde med principper for konstruktiv feedback. Der er nogle bud på tilgange i fanen "Feedbackprocesser i klassen".
- Kopiere gode idéer - Lad eleverne forsøge at bruge GeoGebra til at kopiere nogle af de ting fra inspirationsfasen, de synes godt om og lad dem også besøge hinanden og lære af hinanden. Det kan give en god dynamik og spredning af færdigheder i klassen. Ofte lærer man også selv noget i sådan en proces.
- Lave sit første udkast - Eleverne kan enten arbejde i grupper eller individuelt. Hver gruppe laver deres første udkast til et mønster ud fra temaet. De kan enten gå meget systematisk til værks og udarbejde skitser og lign. De kan dog også vælge at gå intuitivt til værks og blot konstruere løs i GeoGebra og løbende justere i konstruktionen, som de synes.
- Pitstop - Her kan indlægges et eller flere feedbackloops (se model øverst), hvor hver gruppe får tilbagemeldinger på deres første udkast med henblik på, at de efterfølgende finpudser eller helt ændrer deres første udkast. Man kan kigge på de centralt stillede kriterier til konkurrencen, samt det tema, klassen har lagt sig fast på, og i hvilken grad de er opfyldt. Her kan eleverne sagtens inddrages i at vurdere, i hvilken grad kriterierne er opfyldt. Derudover kan man kigge mere æstetisk og kvalitativt på de forskellige produkter, og lave en tilbagemelding, der bunder mere i den enkeltes smag. Hvad virker, og hvad virker ikke så godt. Pitstop kan organiseres på flere måder. Man kan tænke i responsgrupper og lave sparringen mere decentral. Man kan også vælge en mere traditionel model, hvor hele klassen ser hinandens mønstre fælles. En helt anden tilgang kunne være at lave noget fernisering, hvor man går rundt og ser hinandens forskellige mønstre og skriver stikord til dem, som bagefter overleveres til skaberne af mønstret. Alle de forskellige muligheder har forskellige fordele og ulemper og er meget afhængige af klassesammensætningen, men det er vigtigt også at se dette som en inspirationsseance, hvor eleverne kan spejle sig i hinandens produkter.
- Justere sit udkast - Efter første feedbackrunde går grupperne tilbage og arbejder videre med deres mønstre med de nye input som inspiration. Man kan vælge at have flere pitstops undervejs og bruge dem som en løbende sparring. Man kan også nøjes med et enkelt. I denne fase bliver det tydeligt, om de enkelte grupper er blevet klædt fornuftigt på af feedbacken, eller om de går i stå. Et pitstop har til formål at gøre bilen klar til den videre køretur, så hvis bilen ikke kan køre videre efter pitstoppet, har det ikke fungeret optimalt. At give god feedback og sparring er en svær øvelse, der kræver en del træning, og der kan være meget god undervisning i at snakke om udbyttet af feedbacken som en del af forløbet. Det kan være en værdifuld investering på sigt.
- Præsentation - Når elevernes produkter på et tidspunkt er så langt, at de kan anses som færdige, eller man er så tæt på deadline, at man er nødt til det, kan man lave en sidste præsentation. Her kan nogle af ideerne til organisering fra pitstoppet også bruges. Som en del af præsentationen kan klassen vælge, hvilken animation, de vil gå videre med, og det er derfor vigtigt, at alle elever har haft mulighed for at give deres besyv med i den beslutning. Man kan evt. give en sidste feedback i forhold til en sidste finpudsning af mønsteret.
- Lave klassens collage - Den endelige collage sammensættes af gruppernes produkter og udarbejdes enten af nogle få elever eller som en fælles proces. Her kan det være en god ide at tænke i, at de endelige mønstre i collagen skal fremstå, som man vil have det skal se ud, når de skal ses på collagen, som har formatet 3:2 eller 4:3. Husk derfor at fjerne hjælpelinjer og overflødige punkter, bogstaver og lign. Der er i kapitlet "Grundlæggende konstruktioner" en video, der kommer med gode råd til den endelige finpudsning.
- Lave video om mønsteret - Klassen laver en præsentationsvideo til deres Collage, hvor de fx beskriver centrale konstruktioner, GeoGebrateknikker og matematisk indhold, former, flytninger, sekvenskommandoer mm.