Pumpe

Vandets cirkulation

Til at flytte varmen fra varmekilde (kedel, veksler eller lign.) og ud til radiatorerne, bruges i reglen vand. Vandet bliver cirkuleret rundt i varmesystemet af en cirkulationspumpe.

Hvis den cirkulerende vandmængde er for stor, vil det betyde, at der sendes for meget varme ud i systemet, samtidig med at der bruges for meget strøm til pumpen. Endvidere kan det forårsage støj i varmesystemet pga. for høj vandhastighed.

Hvis den flyttede vandmængde derimod er for lille, eller cirkulationen ikke er tilstrækkelig, opstår der varmemangel.

Cirkulationspumpen

Cirkulationspumpens størrelse bestemmes ud fra bygningens varmetabsberegning. Pumpen skal vælges, så den kan klare spidsbelastning, men bør samtidig kunne reguleres, så den ikke kører fuld kraft konstant.

Det er dog ikke nok at beregne den vandmængde pumpen skal cirkulere. Der skal også tages hensyn til tryktabet i anlægget, pumpens løftehøjde skal modsvare dette.

Ofte vælges der for store pumper. Man vil være sikker på at kunne klare behovet for tryk og vandmængde for derefter at bruge en reguleringsventil til at drosle ned med.

Men når der neddrosles, opstår der for højt pumpetryk mellem ventil og pumpe, dette giver støj i rørsystemet og belaster ventiler og andet udstyr unødigt.


Automatisk regulering

På større anlæg vælges ofte en løsning med en eller flere pumper, som automatisk regulerer vandmængde eller tryk efter behovet i bygningen.

Da varme og dermed den cirkulerede vandmængde ikke er det samme over døgnet, kan det være hensigtsmæssigt med en form for regulering. Det er selvfølgelig muligt manuelt at koble pumpen til og fra eller op og ned i effekt, men det er langt fra optimalt.

En måde at regulere på er at tidsstyre pumpen, så den på forud valgte tidspunkter skruer ned for effekten.

I anlæg forsynet med termostatventiler, vil reduceret varmebehov betyde større systemmodstand og på grund af pumpen en uønsket trykstigning. I sådanne anlæg kan det være en fordel, at reguleringen sker automatisk efter differenstrykket med en trykstyret pumpe. Med denne form for regulering opnås foruden el-besparelsen, at der ikke opstår støj på grund af for stor cirkulationsmængde.


Drift og vedligeholdelse af ufyrede varmeanlæg side 58