“At være ordblind og starte i skole er som at få en skarp sten i skoen. Først prikker det i foden, når man træder ned, til sidst har man ondt i hele kroppen. Vanskeligheder med læsning er en smerte, der let breder sig. Eleven risikerer at ”få ondt” i hele danskfaget, føler sig måske dum, og mange får det skidt med at gå i skole, halter bagefter fagligt og ender med at vælge en uddannelse fra de nederste hylder.
Men sådan behøver det ikke at gå, siger professor i læsevanskeligheder og ordblindhed ved Københavns Universitet, Carsten Elbro. Ordblinde har en afgrænset vanskelighed med at lære at læse og stave. Den vanskelighed kan stort set afhjælpes, viser forskningen, og både for den enkelte og samfundet er der store gevinster ved at yde ordblinde børn den rette indsats i tide”