Faget er for dem som ikke taler dansk nok til at kunne følge FVU dansk trin 1. Man skal være alfabetiseret og kunne tale en smule dansk og kunne formulere sig om hverdagsemner som hvor man bor, familie etc. Faget retter sig primært mod at forbedre de mundtlige færdigheder.
Faget er for alle som har brug for at blive bedre til at læse og skrive dansk.
Det er muligt at aflægge statskontrolleret prøve efter hvert trin, og en bestået trin 4 giver adgang til erhvervsuddannelserne på lige fod med en bestået afgangsprøve fra folkeskolen.
En stor del af vores deltagere er voksne som står overfor at skulle efter- og videreuddanne sig, men hvor studiekompetencerne er blevet lidt ruste, og hvor det giver mening at opdatere sin viden inden man giver sig i kast med en faglig opkvalificering.
Læs mere om de enkelte trin herunder.
Ring til os på 29 43 35 81 dagligt mellem 8 og 14.30
eller skriv en mail på ate@aofsj.dk
eller book en tid til en samtale: Kontakt
1. Trin 1
1.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltageren udvikler sit mundtlige ordkendskab og tilegner sig de nødvendige basale færdigheder og strategier i læsning, stavning og skriftlig fremstilling. Formålet er endvidere, at deltageren opnår indsigt i hvilke læse-, stave- og skriveopgaver, der stilles til deltageren i hverdagen.
1.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltageren kan
· benytte læse- og staveteknikker, der er baseret på lydlige enheder,
· finde ordets rod (rodmorfemet) i velkendt ordmateriale,
· genkende hyppigt forekommende uregelmæssige ord,
· søge enkle oplysninger i hverdagstekster,
· læse enkle, sammenhængende tekster og
· skrive korte tekster til eget brug.
1.3 Indhold
Undervisningen omfatter læsning, stavning og skriftlig fremstilling.
Der arbejdes med:
· Lydfølgeregler:
- læsning og stavning af lydrette ord og
- regler for stavelsesdeling.
· Orddannelse:
- identifikation af ordets rod i bøjede former af ord og
- sammensatte ords betydningsstruktur.
· Ordkendskab:
- mundtligt: sproglig kreativitet og nuanceret sprogbrug og
- skriftligt: hyppigt forekommende uregelmæssige danske ord.
· Læseforståelse:
- læseformål, forventninger til teksten ud fra det givne læseformål og muligheder for at inddrage egne
erfaringer i forståelse af teksten (læseforberedende aktiviteter),
- læsning som informationssøgning og
- læsning af enkle, sammenhængende tekster.
· Skriftlig fremstilling:
- skriveformål, redskaber til fastholdelse af tanker og ideer (skriveforberedende aktiviteter) og
- skrivning som et middel til at fastholde et indhold i enkel form.
· Brug af skrevne tekster i hverdagen:
- deltagerens oplevede og faktiske behov for læsning og skrivning og
- deltagerens nuværende læsevaner.
1.4 Tilrettelæggelse
Deltagere med ringe læsefærdigheder kan med fordel tilbydes hjælp til tekstlæsning, f.eks. oplæsningsstøtte fra læreren, syntetisk tale eller lydbånd, da undervisningen primært skal sigte mod læsemotiverende aktiviteter og tilegnelse af basale læse- og stavefærdigheder på et lydligt grundlag.
2. Trin 2
2.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltageren får automatiseret allerede indlærte færdigheder gennem læsning og skrivning af sammenhængende tekster, udvikler en aktiv indstilling til læsning og får indsigt i forholdet mellem skriftsproglige krav i hverdagen og egen skrift-sproglig kompetence.
2.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltageren:
· kan udnytte lydfølgeregler, der afhænger af de omgivende bogstaver i læsning og stavning (kontekstafhængige lydfølgeregler),
· har kendskab til ordklasserne navneord, udsagnsord og tillægsord og til disses bøjning,
· kan udnytte en læseteknik, der er baseret på betydningsenheder (morfemer),
· har udviklet sit kendskab til ord af udenlandsk oprindelse (låneord), der forekommer i hverdagstekster
· kan skrive sammenhængende tekster
· kan læse sammenhængende tekster med rimelig hastighed og forståelse.
2.3 Indhold
Undervisningen omfatter læsning, stavning og skriftlig fremstilling.
Der arbejdes med:
· Lydfølgeregler:
- lydfølgeregler, der afhænger af de andre bogstaver i ordet (kontekstafhængige lydfølgeregler
· Orddannelse:
- ordklasserne navneord, udsagnsord og tillægsord,
- genkendelse af ordets betydningsenhed (rodmorfem) og bøjningsendelse,
- de enkelte bøjningsendelsers betydning.
· Ordkendskab:
- mundtligt: betydningsindhold og udtale af ord af udenlandsk oprindelse fra den enkelte deltagers hverdag
- skriftligt: umiddelbar ordgenkendelse af ord af udenlandsk oprindelse, der er nødvendige for den enkelte deltagers flydende læsning.
· Læseforståelse:
- forståelsesprocesser før, under og efter læsning af længere, sammenhængende tekster.
· Skriftlig fremstilling:
- korte instruktioner og arbejdsgange
- skrivning og bearbejdning af sammenhængende tekst af såvel indhold som form.
· Brug af skrevne tekster i hverdagen:
- forholdet mellem skriftsproglige krav i hverdagen og deltagernes skriftsproglige kompetence, arbejdsindsats og strategier til at klare de skriftsproglige krav i hverdagen.
3. Trin 3
3.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltageren forbedrer eller udvikler sit kendskab til ords grammatiske sammenhæng og til forskellige teksttypers karakteristika og bevidstgøres om, hvordan denne viden kan støtte læsning, skrivning og stavning af forskellige tekster.
3.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltageren
· har kendskab til avancerede lydfølgeregler på dansk,
· har kendskab til reglen om, at samme betydningsenhed staves ens i forskellige ord (tegnkonstansprincippet),
· har kendskab til betydning og stavemåde af uregelmæssige ord af udenlandsk oprindelse (låneord),
· har kendskab til sætningsbygning og ords grammatiske sammenhæng,
· har kendskab til forskellige teksttyper og deres karakteristika,
· kan benytte forskellige læsestrategier i forhold til læseformål og teksttype,
· kan vurdere læseudbyttet ud fra et bestemt læseformål og
· kan udnytte viden om teksttyper og afsender-/modtagerforhold i udformningen af forskellige tekster.
3.3 Indhold
Undervisningen omfatter læsning, stavning og skriftlig fremstilling.
Der arbejdes med:
· Lydfølgeregler:
- stavning af et bredt udvalg af ord, der indeholder avancerede lydfølgeregler.
· Orddannelse:
- reglen om, at samme betydningsenhed staves ens i forskellige ord og
- betydningen af letgennemskuelige forstavelser og afledningsendelser.
· Ordkendskab:
- mundtligt: ord, begreber og faste udtryk, der er knyttet til forskellige typer skriftsprog,
- skriftligt: genkendelse af uregelmæssige ord af udenlandsk oprindelse, der kræver ordspecifik viden.
· Læseforståelse:
- forskellige teksttyper og deres karakteristika,
- forskellige strategier til forskellige tekster og læseformål og
- læsekontrollerende aktiviteter og redskaber.
· Skriftlig fremstilling:
- udformning og opsætning af forskellige teksttyper,
- beskrivelse af samme indhold i forskellige teksttyper og med forskellige synsvinkler og
- sætningsbygning og ords grammatiske sammenhæng.
· Brug af skrevne tekster i hverdagen:
- fleksible strategier i forhold til bestemte teksttyper og læseformål.
4.1 Formål
Formålet med undervisningen er, at deltageren primært udvikler skriftsproglige færdigheder og teknikker, der kan støtte tilegnelse af ny viden i relation til erhverv, uddannelse eller interesseområde.
4.2 Mål
Undervisningens mål er, at deltageren
· kan læse, stave og udtale relevante ord inden for deltagerens fag- eller interesseområde,
· har kendskab til relevante udenlandske betydningsenheder (morfemer),
· har kendskab til betydningen af relevante fagord,
· har kendskab til struktur og opbygning af tekster i fagbøger,
· kan uddrage væsentlige elementer i en faglig beskrivelse,
· skriftligt kan formidle et fagligt indhold og
· har kendskab til hjælpemidler, metoder og aktiviteter til fremme for studieudbytte.
4.3 Indhold
Undervisningen omfatter læsning, stavning og skriftlig fremstilling.
Undervisningen tager udgangspunkt i deltagernes kommende eller nuværende erhverv, uddannelse eller fritidsinteresse og de heraf følgende læse- og skriveopgaver.
Der arbejdes med:
· Lydfølgeregler:
- relevante udenlandske lydfølgeregler i ord inden for deltagerens fag- eller interesse- område.
· Orddannelse:
- identifikation, beskrivelse og stavning af relevante udenlandske betydningsenheder.
· Ordkendskab:
- mundtligt: kendskab til betydninger af fagord eller emnerelaterede ord og fraser og
- skriftligt: læsning og stavning af fagspecifikt ordmateriale.
· Læseforståelse:
- studielæsning,
- læseevaluerende aktiviteter.
· Skriftlig fremstilling:
- udarbejdelse af tekster med fagligt indhold inden for et bestemt emne,
- brug af forskellige figurer og tabeller og
- tekstens sproglige sammenhæng.
· Brug af skrevne tekster i hverdagen:
- metoder og aktiviteter til fremme for studieudbytte.
I løbet af undervisningen udarbejder deltageren inden for et selvvalgt emne en skriftlig opgave med et omfang af indtil 5 normalsider. Desuden udarbejder og fremlægger deltageren inden for et selvvalgt emne et mundtligt indlæg af 5-10 minutters varighed.
Deltageren arbejder med læse- og staveopgaver, der er særligt relevante inden for et bestemt fagområde, og en stor del af undervisningen består af selvstudium inden for et afgrænset emne. Læreren fungerer som konsulent og giver generelle anvisninger for litteratursøgning, hjælp til emneafgrænsning og løbende vejledning i forbindelse med de enkelte faser i tilegnelse og formidling af et fagligt stofområde.