Ydmyge forhold under taget på musikskolen
Artikel af Sven Møller 2012
' Nyt rytmisk kor har set dagens lys i Haderslev
I begyndelsen af året opstod AcaVoca af ingenting.
AcaVoca er et rytmisk kor for voksne og dermed unikt i sin art, når man tænker på Haderslev Kommune. Det er startet af Merete Abrahamsen fra Haderslev Musikskole og kører da også i musikskolens regi.
- Vi er særdeles ambitiøse, fortæller Merete Abrahamsen, som har rekrutteret sine særdeles rutinerede sangere fra mange forskellige steder. Undervisningsverdenen har leveret en del, men i øvrigt kommer de alle steder fra. Et fællestræk er imidlertid, at samtlige sangere sammen med Merete Abrahamsen er fyldt med musik- og sangglæde. Når vi ser på AcaVoca er der tale om et kammerkor. Det vil sige, de ikke er særligt mange sangere, men de få, der er, er rigtig gode. To rigtig dygtige basser kunne helt sikkert være en gevinst og en meget kærkommen en af slagsen. Det lægger såvel dirigent som sangere absolut ikke skjul på.'
' AcaVoca er ekstremt disciplineret. En spontan akkord fra Merete Abrahamsens side, og al hyggesnak forstummer. Frem med noderne, men allerhelst ser dirigenten, at musikken er udenadslært. Det er forståeligt, for det gavner koncentrationen om hinanden og ikke mindst dirigenten - en vigtig ting, når der som regel synges a capella - altså uden ledsageinstrument.
Den 29. maj klokken 20 holdes der sommerferieafslutning på Andy's Bar De Ville.
Her vil den musikalske mesterskabelse levere tre til fire numre. Det bliver rigtigt spændende.'