SPILLERMØDE

Grundet det netop opdaterede forsamlingsforbud på kun 50 personer i Københavns Kommune vil der IKKE være spillermøde til turneringen! Spillermødet er derfor i stedet angivet i skriftlig form herunder.


Læs venligst grundigt det hele og hold jer orienteret på de andre sider her på sitet, samt evt. opslag på tavlen tæt ved hul 1. Ved spørgsmål kan der mailes til Sinus på sf@valbyparken.dk inden turneringen, og der kan stilles spørgsmål til Sinus, som er ved Disc Connection-pavillonen, når han ikke selv spiller.

Det er spillernes eget ansvar at følge retningslinjerne fra spillermødet herunder og på siderne her på sitet. Vi beklager, at det bliver lidt bøvlet, men håber på jeres forståelse og samarbejde :-).


Berøringer

Undgå venligst berøringer med hinanden, hinandens discs og banens udstyr (teepæle, kurve osv.) mest muligt - for at undgå Covid-19 smittespredning.

Dvs.: Ingen kram, high fives, opsamling af hinandens discs mv. Vi er med på, at det lidt lægger en dæmper på det sjove, men sådan er det desværre i denne tid. Vi må alle komme stærkt tilbage til det sociale næste år, hvor tingene forhåbentlig er som før.


Tees

Tees er markeret med små "vimpler". Som bekendt er tee-stedet pr. definition 3 meter langt, men grundet vores meget slidte tees vil alle tees betragtes som "casual area". Det betyder, at spilleren kan tage relief - jf. PDGAs regler (803.02A).

Ganske kort betyder det, at spilleren må sætte sin fod på det nærmeste "sikre" sted bagud i lige linje fra kurven; set fra tee's forkant.

De gode nyheder er, at vi for ganske nylig har fået tilladelse til at anlægge kunstgræs-tees, som vi regner med er klar til næste sæson :-).


Regler for banen

Som udgangspunkt er teeskiltene på hullerne gældende. Er der derfor tvivl om en regel omkring OB, mandatory eller andet på et hul, så gå tilbage til teeskiltet og check. Derudover gælder naturligvis PDGAs regler. Læs også venligst grundigt reglerne for banen på Banen-siden her på sitet.
FRA HVID TEE ER KUN DEN FØRSTE MANDATORY GÆLDENDE (PÅ TRODS AF HVAD DER STÅR PÅ TEESKILTET)!!


CTP

Ved hul 3's kurv ligger der et målebånd og nogle handsker. Når I måler op, så brug venligst handskerne (aht. Covid-19) og send en SMS med runde (1, 2 eller 3), tee (gul eller hvid), navn og længde til Sinus på 26 15 68 19. Se mere om CTP på Information-siden.


Forfriskninger

Under RUNDERNE er der gratis sodavand og chokoladebar + små slikposer til hver spiller (ca. 1 sodavand og 1 chokoladebar pr. dag). Når I tager en af disse ved Disc Connection-pavillonen, så hold venligst afstand til hinanden og tag den første "vare", I rører ved!

Bemærk at disse kun kan tages under selve runderne, således at vi undgår at samles for mange i pauserne! Mellem, og efter runderne, pakkes forfriskningerne væk.


Pauser

Hold hele tiden øje med, om I mener der er 50 personer samlet i området ved Disc Connection-pavillonen, og vent med at komme i nærheden, hvis det er tilfældet.

Inden runderne bedes I derfor opholde jer rundt omkring på banen og varme op (runde 1 og 2 - i runde 3 andetsteds i parken; se "Opvarmning" på Information-siden). Gå direkte til jeres tee, når det er tæt på rundestart.

I frokostpausen lørdag bedes I også sprede jer ud i parken, på caféer og/eller restauranter, selv om det selvfølgelig lidt ødelægger det sociale; men det er jo desværre vilkårene lige pt.


Scores

Scores føres 100% elektronisk i Disc Golf Metrix. Vi anbefaler, at det er en erfaren Metrix-bruger fra hver gruppe, der fører scores, så vi sikrer at det bliver mest korrekt - men hjælp venligst hinanden.

Som mange sikkert ved, må Metrix normalt faktisk IKKE bruges alene, da der ikke er mulighed for at notere advarsler, strafkast, evt. provisoriske kast pga. tvivl mv. Vi har dog fået dispensation af PDGA, og advarsler, strafkast, evt. provisoriske kast pga. tvivl mv. skal noteres på en anden måde (f. eks. via noter-app) på en mobiltlf. og efterfølgende SMS'es til Sinus på 26 15 68 19. Det er også muligt for gruppen at tale med Sinus nede ved Disc Connection-pavillonen efter runden for evt. afklaring :-).


Evt. afmelding

Vi har forståelse for, hvis de "skærpede forhold" har indflydelse på jeres lyst til at deltage i turneringen og vi tillader derfor afmelding med fuld refusion. Men vi beder jer give besked om dette allersenest fredag kl. 15, så vi evt. kan nå at ændre grupper. Vi håber selvfølgelig stadig, at alle kommer og får en god turnering; trods situationen :-).

Hvis I står ude på jeres tee til start og kun er 2 i en gruppe, bedes I ringe til Sinus på 26 15 68 19, så vi kan finde en løsning med at få en ekstra spiller over på jeres tee.