Målgruppe, afsender og niveau
Et konkret udgangspunkt for valg af litteratur er at se på, hvem der har skrevet teksten og hvem den intenderede målgruppe er. Vurder også, hvilket niveau teksten er formidlet på.
Er teksten oprindeligt skrevet fra en forsker til andre i forskningsmiljøet?
Er teksten skrevet af en forsker med henblik på at give praktikere og studerende indsigt i et forskningsprojekt?
Hvad skal der til for at teksten giver mening for jeres målgruppe?
Hvilke tekster med forskning, mener I, de studerende kan læse fra uddannelsens start?
Den viden, der produceres inden for det pædagogiske felt publiceres på mangfoldige måder. Det er en gave, da mulighederne for variation er mange.
Hvordan er de valgte tekster publiceret? Er det et tidsskrift, teaterstykke, manuskript, billede, musikstykke eller en bog, avis, rapport, webside, podcast, pjece, film, lov, bekendtgørelse, SoMe?
Afspejler litteraturlisten denne mangfoldighed?
Hvilke typer af udgivelser foretrækker de studerende?
Er differentiering og progression muliggjort i jeres valg af udgivelsestyper?
Med afsæt i Ekspertvurdering af fagligt niveau på pædagoguddannelsen af Danmarks Evalueringsinstitut fra 2021 beskrives følgende videnstyper:
Praksisviden er opdateret viden om centrale tendenser inden for den pædagogiske profession. Udviklingsviden er opdateret viden fra forsøgs- og udviklingsarbejde. Forskningsviden er viden fra forskningsfelter af relevans for pædagoguddannelsens faglige indhold og beskæftigelsesområde. Overvej også, hvilken rolle æstetisk viden som musik, teater, dans, kunst, skønlitteratur etc. kan have i samspil med de øvrige genrer.
Hvilke genrer er repræsenteret i den litteratur, I har valgt?
Hvordan appellerer de forskellige genrer til målgruppen?
Hvordan passer genrerne til jeres anvendelse af litteraturen?
Er det relevant at tilstræbe mangfoldighed i genrer?
Peer review
Fagfællebedømmelser er en af flere måder at kvalificere faglig viden. Peer review bruges systematisk til at sikre og kontrollere kvaliteten i forskningspublikationer. Peer review forekommer også i andre udgivelsestyper og genrer og er således ikke forbeholdt forskning.
Anvendelse
Hvad er litteraturens formål og funktion i undervisningen og uddannelsen? Det er en vigtig fordring at sætte litteraturen i spil, hvad angår differentiering, progression, læring og kritiske refleksioner.
Giver den litteratur I har valgt, de studerende mulighed for at udvikle deres faglige argumenter, faglige refleksion og deres kritiske blik?
Hvordan didaktiserer I den valgte litteratur?
Hvordan læser I med de studerende?
Se ud i verden
Der er mange som producerer viden til det pædagogiske felt. Vær opmærksom på kollegaer, projekter og publikationer fra andre professionshøjskoler, universiteter, videnscentre etc.
Er den valgte litteratur selvrefererende ind i egen professionshøjskole?
Bruger vi (kun) egne og kollegers tekster? Og er det begrundet eller er det fordi vi ikke ser ud over egen forståelseshorisont?
Ser vi et nationalt eller internationalt perspektiv?
Hvad kendetegner et nationalt perspektiv i en litteraturkontekst som denne?
Hvad kendetegner et internationalt perspektiv i en litteraturkontekst som denne?