Mennesker i
Tel Aviv

På et småsnavset fortov i en støjende lydkulisse blandt kedelige betonbygninger og forbipasserende og fortravlede mennesker spotter vi en mand. Ved første øjekast får man fornemmelsen af, at manden er imødekommende. Vi bliver hurtig bekræftet i vores fornemmelse, idet vi begynder at snakke med ham. 

Hans navn er Dui, og han formår at bryde den støjende lydkulisse på Hamasger Street med hans varme og charmerende stemme. Han virker umiddelbar, og han er villig til at snakke på trods af hans halvt gebrokne engelsk, og hans til tider småsjove formuleringer. Dui er vokset op i Dimona en lille by tæt ved Vestbredden øst for Gazastriben. I dag bor han tyve minutters kørsel fra Tel Aviv sammen med sin partner! Dui har tre fuldvoksne børn, som han stolt fremviser et fotografi af - Dui er familiefar med stort “F”. 

Dui beskriver sig selv som kultur-jøde, og han er opvokset i en familie med to meget troende forældre. Dui forklarer, at hans forældre i takt med de er blevet ældre er blevet mindre religiøse. Samtidig siger han, at de altid har støttet Dui og hans søskende i deres valg trods hans forældres forhold til religion. Dui er hans forældre evigt taknemmelig for, at de altid har gået ind for det frie valg. 

“Every morning is a great day.”, dette siger Dui med et smil, og denne positivitet er tilstede gennem hele samtalen. Han forklarer, at hans tro ikke er overskyggende for hverdagen, men at han tror på, at Jahve (Gud) er med ham overalt. Han mener, at alle på trods af landegrænser og religioner deler den samme gud - en gud der giver ham retten til at leve og beskytter ham mod dårligdomme. 

Dui giver os alle et fast håndtryk, da vores veje skilles. Han sender et stort smil til os alle fire, vender sig om, vinker og siger lidt højlydt “Have a great day.”

En tidlig solskinsrig formiddag i Tel Avivs gader, kommer Hai gående og ser imødekommende ud. Han kommer gående hen ad gaden, med en rygsæk på ryggen, i en travl gade med et baggrundstæppe af billarm, da vi får øjenkontakt med ham. 26-årige Hai fortæller, at han studerer økonomi og peger derefter på en stor brun høj bygning ved navn Immersix, som er hans arbejdsplads i Tel Aviv. Hai er fra en sydlig by i Israel, Ashkelon, hvor han voksede op i et jødisk hjem, og har derfor holdt fast ved jødedommen. Vi undrer os over at Hai ingen kalot bærer. Hai mener at kalotten har en mere symbolsk betydning, da han ikke ser det skrevet i den jødiske bibel, Toraen. Hai synes at religionen er en privatsag, og har ikke samme behov for at vise sin religion til offentligheden. 

Hai tror på, at der findes en Gud og derfor har jødedommen en vigtig betydning for ham. Han mener, at der er en større mening med vores eksistens på jorden, og dermed er der en god grund til at vi er her.

For Hai er det vigtigt at være en del af en religion, da han mener at sjælen bliver fuldendt og at religionen er med til at give en god balance i livet. Hai har dog ikke det store behov for at bede i hans hverdag, men han gør det dog engang imellem, når behovet er der. Hai mener, at livet er det vigtigste for mennesker. Religionen er derfor ikke det vigtigste aspekt i livet, da der er mange andre vigtige ting i livet, såsom familie og venner. Som han selv sagde:

 “You have to be optimistic and live in the moment”

Religion er noget man har behov for, for at have et formål med livet og være en god person, for hvis man ikke er en god person, ved man ikke hvad der vil ske i efterlivet, mener Hai.

På de meget travle gader i Tel Aviv blandt mennesker, som stormer mod møder, arbejde og meget andet, finder vi den charmerende Idalo, der selv er på vej på arbejde. I hans blå øjne, som matcher himlen, kan man se al den venlighed, han udstråler.

Idalo fortæller, midt i alt larmen fra byen, at han er selvstændig, og ejer et ingeniørfirma her i byen. Han interesserer sig meget for at rejse, lytte til musik og sport.

Idalo fortæller, at han selv er jøde. Dog er han ikke en meget troende jøde, siger han med stolthed i stemmen. Han bærer fx. heller ikke kippa, den jødiske kalot. Han fejrer de jødiske helligdage og traditioner for det sociale, og ikke så meget for det religiøse aspekt. Spørger man ind til hans familie, så er holdningen den samme.

Han synes, det er synd, at der er så stor forskel på de ortodokse og andre jøder. Han mener ikke, at det er i orden, at de ortodokse jøder ikke bidrager til samfundet, med skat og værnepligt. Idalo har nemlig selv tilbragt fire år i værnepligt, som hundefører.

Selvom religionen fylder meget for de ortodokse, så skal man stadigvæk kunne bidrage lige så meget til samfundet, som andre religiøse mennesker gør, mener han…

 “20% of the population today is orthodox jewish people. I fear that in maybe 40 years, it could be around 50%.” 

Ifølge ham vil dette være et problem, idet kun halvdelen af Israel bidrager til staten. Vi takker ham meget for interviewet, og går hvert til sit med et smil på læben.

På den travle gade i Tel Aviv står den 34-årige Hila med sine moderne solbriller og kigger på sin mobil. Vi stopper hende, men da hun er på vej på arbejde, har hun travlt med at komme videre. Hun er arkitekt og arbejder på øverste etage i et af de enorme højhuse i Tel Aviv. Hila er businesswoman med et stort B. Hendes skjorte, smarte solbriller og to-go kaffe udstråler altid på farten. Hila fortæller, at hun lige har fem minutter, som hun gerne vil bruge på os.  

Hila bor i Tel Aviv, men stammer oprindeligt fra Jerusalem. Hun er havnet i Tel Aviv, fordi hendes venner bosatte sig her. Hun studerede i Jerusalem, men som hun selv siger “Jerusalem sucks”. Hila fortæller at Jerusalem er en “religionsbombe”, og da hun ikke selv anser sig som religiøs, var Jerusalem ikke noget for hende. Videre fortæller hun, at hendes familie heller ikke anser sig som religiøs, men mere som kultur-jøder. For hende er højtiderne mere en undskyldning for at tilbringe tid med sin familie end for at fejre den jødiske tro. 

“The holidays are an excuse to see my family”

Hila har svært ved at beskrive, hvorfor hun ikke er troende, men beskriver det som om, at hun tror på held og skæbnen frem for Gud. Hun tror ikke, at der findes mere mellem himmel og jord. I stedet for tror hun på, at man skal leve i nuet og dermed ender, som man fortjener. I stedet for at bruge tiden i synagogen, benytter hun tiden på at nyde at være ung og leve storbylivet i Tel Aviv. 

I den formiddagstravle gade midt i Tel Aviv møder vi den friske 70-årige Ariella på hendes daglige løbetur. Ivrigt siger hun ja til at blive interviewet, og starter selv samtalen ud med at invitere os over på en solskinsbelyst bænk i nærheden. 

Hun fortæller os, at religionen er begyndt at fylde mere for hende på hendes ældre dage, dog har det ikke altid har været sådan. Hun har sit jødiske ophav, fra en litauisk mor, som har videreført de jødiske traditioner i hendes familie. Især traditioner er et vigtigt element i Ariellas tro. Ønsket om at samle familien er stort. Hun fortæller livligt om den kommende Pesach, der er en jødisk højtid, som finder sted om bare to uger. Her fylder især maden meget, og har en stor betydning for højtiden. Hun er meget fascineret af, hvor mange israelere, der faktisk holder Pesach, og udbryder stolt: 

“I just heard yesterday, about 95% of the Israeliens, religious or not, are celebrating the Pesach, 95%!” mens hun energisk fægter med armene. 

Ariella mener dog, at det ikke kun er helligdagene, der skal være i centrum. Hun beskriver ivrigt hvordan en gensidig medfølelse og imødekommenhed overfor andre mennesker, sammenlagt med et smilende udtryk er en del af hendes religion. Og hun siger insisterende:

“Religion is not only to do things, it’s a state of mind”

Dette er nemlig det mest essentielle i Ariellas religion, hendes forhold til andre mennesker, og hendes liv i dagligdagen. Med det, er den ugentlige shabbat også begyndt at fylde mere for hende. Dog udtrykker hun, at det er vigtigt for hende at understrege, at religion er en meget personlig ting. Det handler for hende, om hvordan man selv opfatter tingene, og ser det som ethvert individs egen fortolkningssag. 

Hun afslutter vores samtale med et stort smil, vink og kram - til pigerne, Rasmus får et håndtryk. Og Ariella fortsætter sin løbetur. 

Vi står lige foran Storsynagogen i Tel Aviv, som mest af alt ligner et boligbyggeri fra 50’erne. Vi ser en ung mand langs den travle vej, som med hans surferknold og birkenstocks står i kontrast til den trætte synagoge. Vi går den unge mand, Phil, i møde. Phil er en Israelsk mand på 28 år fra Golanhøjderne, som Israel besatte under seksdageskrigen. Han siger selv, at han ikke rigtigt tror på noget. Hverken Phil eller hans forældre er særligt religiøse, og derfor har han ikke været i en synagoge de sidste 15 år!

Da vi spørger Phil, om han tror på noget, tænker han i lidt tid, hvorefter han svarer: 

“I believe in people.” 

Han ser religion som en mulighed for at finde meningen med livet for mange mennesker, og dermed handler det ikke om, hvad du kalder din gud. Han tror på, at de religiøse finder håb i deres religion. For ham handler det om, at vi er gode mennesker, lige meget hvor eller hvornår vi er født og uden tanke på hvilken gud, der har skabt os. Han mener selv at man skal leve i nuet, fordi det for ham betyder mere end at håbe:

  “We are here now and that is what's most important.”

Hvad døden angår, får vi det korte svar: “You die.” Et præcist svar som også beskriver, hvad han tænker. For ham er døden noget uundgåeligt som spiller en vigtig rolle i alt. Når et træ dør vil naturen skabe et nyt, fortæller han, mens han peger hen mod et af træerne i vejkanten. “It’s okay.” er de sidste ord omkring døden inden vores veje skilles. Vi håber at komme til at leve livet, så længe det nu varer. 

Midt på den trafikerede gade i Tel Aviv, går en ældre, yndefuld dame i sit nye sportstøj. Den røde læbestift er prangende og øjenskyggen er on point. Damen hedder Betty, og er på vej til sin daglige træning i det nærliggende fitnesscenter. 

I den lille forstadsby til Tel Aviv, Rehovot, hvor Betty er opvokset, fik jødedommen sin start i Bettys liv. Selvom opvæksten var religiøst præget, er Betty ikke selv en praktiserende jøde. 

For Betty betyder traditioner ikke meget…

“Traditions don't mean a lot to me…” 

Dette skyldes, at religion for Betty ikke handler om det fysiske, i form af traditioner, men derimod det fælles samlingspunkt for familie og venner.

Samtalen med Betty førte senere til snak om andre religioner og den oprindeligt kristne tradition, julen, kom på tale. Til det svarede hun; “Christmas is lovely”. Her understreges hendes minimalistiske syn angående jødedommen. 

Samtalen sluttede af med et stort smil fra begge parter, samt et billede. Vi ønskede hende en god træning og fortsatte vores gåtur i den trafikerede gade.