Mennesker i Jerusalem 

I den gamle bydel i Jerusalem i en lille sidegade møder vi den venlige, palæstinensiske mand Khaled Bader foran hans smykkebutik. Midt i bilernes os og larmen fra børnene står Khaled og snakker med de lokale. Da vi går ham i møde, smiler han til os. Han vil meget gerne være med til et interview. "You could be my children." siger han med et glimt i de brune øjne, som en hentydning til, at han ikke kan afvise os.

Han er født og opvokset i en muslimsk familie, derfor dyrker han også selv den muslimske tro. Den dag i dag beder han fem gange om dagen, hvor han derudover læser eller hører koranen stort set hver dag. For som han selv siger, skal man følge Guds bud, for at komme i himlen. Khaled tror på dommedag, hvor mennesker kan blive sendt i enten helvede eller himlene. Livet er tomt og meningsløst, hvis man ikke tror på livet efter døden. Under hele samtalen har vi god øjenkontakt. Det føltes næsten som om, at vi modtog livsråd fra vores onkel fra kiosken på hjørnet.

Han fortæller os, at islam ikke handler om sociale grupper: “Islam is islam.” For ham er det at gå i moské ikke noget socialt, men det handler om at adlyde Guds vilje. Gennem livet har hans forhold til Gud ændret sig. Ændringen kommer ifølge ham fra teenagesårene, hvor det kan være sværere at følge Guds bud, fordi man lettere kommer til at følge sine lyster. Man bliver heldigvis mere ansvarlig og bedre til at følge Guds bud med alderen. 

Han slutter af med at sige farvel på dansk og ønsker os et godt ophold i Jerusalem. Han håber, at vi møder mange forskellige religiøse mennesker på vores tur.

For os er det en helt almindelig lørdag, for den lokale 30-årige Hadatz er det den mest hellige dag i ugen. Langs Jaffa street møder vi hende på sin vej over til grædemuren i den gamle bydel af Jerusalem. Få minutter inde i vores samtale med Hadatz, fortæller hun med stolthed i stemmen “I am Jewish”. Derfor er hun på vej mod grædemuren - hun holder Shabbat.

Shabbat er en ugentlig hellig hviledag, som er baseret på, at Gud skabte jorden på 6 dage, og holdt hviledag på den syvende, ifølge jødedommen. Denne hviledag fylder meget i Hadatz’s tro siger hun og fortæller, at Shabbat for hende handler om at bruge dagen på at være tilstede med Gud og at dagen skal være en afslappende dag. Dette betyder i praksis, som hun udtrykker det…

 “I use not in Shabbat: internet, picture, mobile. Like others from Israel“ 

Undervejs i samtalen undskylder hun genert for hendes lidt manglende engelske udtale. På grund af Shabbat har hun derfor lagt mobiltelefonen hjemme, og ladet cyklen og bilen holde stille i garagen. I stedet er hun gående på denne dag. Hun er iført leggings under sin kjole, da hun finder denne 18 grader varme og solskinsbelyste gade en smule kølig.

Hadatz’s religion fylder meget for hende, og hun forklarer os livligt om diversiteten i jødedommen ud fra de forbipasserende jøder. Hun udpeger begejstret deres forskellige påklædning. “Look at the guy with the black hat” udbryder hun og fortæller livligt, hvordan man kan se forskel på de forskellige grupperinger i jødedommen. I forhold til sin egen påklædning påpeger hun, at den også er præget af hendes tro. Det er derfor blevet til bluser, der dækker helt ned til håndleddene, høje kraver og nederdele til under hendes knæ. Det er nemlig sådan hun læser, at man skal gå klædt i følge Toraen, og laver gestus til, og peger på sit tøj.

Til sidst afslutter hun beklagende med at fortælle, at hun på grund af Shabbat desværre ikke må få taget et billede forfra, og fortsætter derefter sin tur mod grædemuren, imens hun glad vinker farvel. 

Ude foran Jaffa-gate i Jerusalem, drages blikket naturligt på en smilende mand i rød polo t-shirt, blandt larmende duer, børn og trafikstøj. Denne imødekommende mand viser sig at være ingeniøren, Ernest Mahaar, der landede i Israel for fem uger siden. 

Ernest er født og opvokset på Jamaica sammen med sin mor og søskende. Som lille blev han, som han selv siger, ‘tvunget’ til at gå i kirke. Dette blev startskuddet til et langt liv med kristendommens budskab som motivation… 

“I still love my mom for pushing me that hard to believe”. 

Til trods for, at han ikke beskriver sig selv som aktivt troende, har hans religiøse opvækst sat sine spor hos ham. Mens Ernest fortæller, at han i hverdagen bruger kristendommen som en motivationsfaktor, til at udnytte sit fulde potentiale i dagligdagen, kan man i baggrunden høre den muntre melodi fra gademusikerens trompet. For ham er det ikke traditionerne, der er vigtige i kristendommen, men budskabet om, at vi alle er lige i Guds øjne. På baggrund af dette siger Ernest, mens han peger på sin sorte arm… “It doesn’t matter with this…”, hvorefter han fortsætter; “...but this…”, og peger på hovedet og hjertet. Med dette understreger han vigtigheden af værdier og viden.

Samtalen med Ernest sluttede med et “I love you guys”, et kærlig ønske om at passe godt på hinanden og en fortsat god rejse fra ham. Vi gentog de kærlige ord og hilsner, og stod tilbage med et smil på læben over hans ydmyghed

En tidlig blæsende eftermiddag, i en usædvanlig tom gade, lidt uden for Jerusalems gamle bydel. Her kommer det nygifte par Adrian og hans kone Magda gående smilende sammen - hånd i hånd. 43-årige Adrian er programmør til hverdag, mens 34-årige Magda er musikanmelder. Adrian og Magda bor i Polen, men er taget et smut til Israel, for at opleve den anderledes og smukke kultur, som er uvant for dem. 

Den kristne tro, er noget de begge har med i bagagen fra hver deres barndom, hvilket har sat et præg på deres forhold til religionen i dag. Magda er dog mere religiøst troende, end Adrian, da hun fortæller, at hun beder, når hun har et behov for det. 

Magda fortæller, med et stort smil og stolthed i stemmen, at de går i kirke hver uge, fordi kirken har en meget stor symbolsk betydning for dem, både religiøst og socialt. For Adrian handler troen om kærlighed og tillid fra verden omkring ham. Magda mener dog at religionen er mere en livsstil end bare en tro. I religionen finder hun tryghed og hjælp til at se det bedste i andre mennesker…

“It's important for me to believe in something and to always know that God is there to trust and to advice me when I'm not able to do it by myself. Because of that, my life makes more sense.”

Barndommen har vist dem vej, ind i religionen og de fortsætter deres rejse, ned mod den gamle bydel af Jerusalem med et smil på læben - hånd i hånd.

Solens stråler bryder gennem skydækket ved Shamai Street, og en let brise lader bladene på gaden flyve omkring. En iøjnefaldende og umiddelbart uforstyrret mand trisser nedad fortovet på Shamai Street. Hvid skægvækst, iøjnefaldende briller, en stråhat hvor der står “Israel” skrevet med store og sorte blokbogstaver, og en egenartet gangart. Hans navn er Benyamin, og han været bosat i Israel i 36 år. 

Manden bryder gadebilledet på en måde, kun de færreste kan. Han virker en smule rundforvirret, da vi støder ind i ham, og forvirringen varer ved under hele samtalen, men hans forvirring overskygges af hans lyst til at fortælle om hans tro, sabbatten og om hans liv som ung.

Hans fødested er Etiopien, men han har tilbragt sine første mange leveår i Frankrig, før han flyttede til Jerusalem - han understreger at han var fransk af kød og blod. Før han flyttede til Israel, var hans liv fyldt med stakkevis af penge, vilde biler, diskoteker, og som han selv betegnede det, lækre piger. “No end.” Med disse to ord forsøgte han kortfattet at beskrive hans liv, før han flyttede til Jerusalem.

“We do like God, at shabbat we keep shabbat.” Vi møder ham midt i den jødiske shabbat, hvilket hans væremåde og udtalelser tydelig afspejler. Han ønsker ikke, at vi snakker med ham stillestående, men beder os at følge ham, da han er på vej hjem til hans shabbatmiddag. Benyamin flytter sig under samtalen gentagne gange, da han ikke ønsker at være placeret mellem to kvinder, fordi han mener det er forbudt under shabbatten. Vi passerer på gåturen tre unge drenge, som alle tre bærer en kalot, de ligger udstrakte på græsset i parken, mens de nyder solens lys. “You are taking the energy from the earth.” Han pointerer overfor drengene, at de ved at ligge på jorden, stjæler energien for jorden. Benyamin fortæller i forlængelse med det, at han ikke ønsker at være i kontakt med elektroniske apparater, fordi han anser det som værende forbudt under shabbaten, da man i kontakten med sådant et apparat stjæler energi. Han tillader som grundregel kun sin egne energier under shabbatten. Slutteligt forklarer Benyamin, at han fra morgenen har bedt i halvanden time efterfulgt af en oplæsning af et af kapitlerne i toranen, og vi fornemmer en tiltalende seriøsitet. 

I det øjeblik vores veje skilles, vender han sig målrettet mod os, og hans kropssprog og ord er emmer af seriøsitet. 

“We are at the end of civilization, there is no middle anymore, only a bad and a good side - either God or the Devil. You have to choose between God and the Devil. Bless you”

Inde imellem Jerusalems smalle gader bevæger vi os op ad trappen til et ukendt boligkvarter. På trappen møder vi Ben-Josef, som er iført sit fine jakkesæt og kalot. Sammen bevæger vi os hen i skyggen med udsigt over Grædemuren og Klippemoskeen i baggrunden. Her står kvinder og banker hovedet mod muren, samtidig med, at de beder til Gud. 

Til dagligt bor Ben-Josef i det jødiske kvarter i Jerusalem. Det næste års tid studerer han sin religion og underviser i den jødiske tro. Oprindeligt er han fra New York i USA, men hans familie stammer fra Israel. 

“Jewish people like to work hard, and to be entertained. Otherwise you will get bored, which will lead to depression.”... 

Sådan siger Ben-Josef, da han fortæller om sin hverdag. Hans dagligdag begynder med, at han står tidligt op for at bede, hvorefter han studerer resten af dagen, for derfor at gå hjem igen og starte forfra. 

I dag er det lørdag, hvilket i den jødiske kultur betyder, at den ugentlige helligdag Shabbat afholdes. Jøderne mener, at Gud skabte verdenen på 6 dage, hvor han den syvende dag hvilede sig. Lige netop derfor er Shabbat jødernes hviledag. Shabbat er årsagen til, at interviewet med Ben-Josef er uden brug af elektronik, og dermed en mundtlig fortælling. 

Ben-Josef fortæller om sin jødiske tro. Han peger i retning af den store guldkugle, som hæver sig bagved Grædemuren. Om denne fortæller han om myten, som foregik bag Klippemoskeens mure. Myten omhandler Abraham, som fik besked fra Gud om at ofre sin eneste søn Isak. En Engel viser sig, stopper ham, og fortæller ham, at han skal ofre en vædder i stedet. Derudover fortæller han om skabelsesmyten, som foregik bag de samme mure. Ben-Josef finder derfor Klippemoskeen som det helligste sted på jorden.

Klippemoskeen er et samlingssted for mange religioner, derfor siger han, at konflikter ofte opstår i området omkring Klippemoskeen og Grædemuren. Han siger dog…

 “I believe that most people want peace, but some people are clowns”. 

Ben-Josef ønsker udelukkende “love and peace”. Han følger os tilbage gennem det jødiske kvarter. Da vi når vejen, som kan føre os til både det kristne, jødiske og armenske kvarter, takker vi pænt for hans fine fortælling om ham og hans tro. Han vender ryggen til os, og vi snupper et hurtigt billede af ham. 

På den solbeskinnede Jaffa street, ikke langt fra Jaffa Gate, kommer den smilende 23-årige Ellen fra Holland gående forbi. Med vind i håret og en rygsæk, kommer hun gående ude foran den gamle bydel i Jerusalem. Hendes glitrende øjenskygge giver hende et ekstra glimt i øjet. 

Hun fortæller, at hendes tur fra Holland til Israel skyldes hendes interesse for de palæstinensiske borgere. Hun ønsker at finde ud af hvordan palæstinenserne gennem deres kunst, såsom musikken og litteraturen, kan lave ikke-voldelig modstand mod undertrykkelsen fra israelerne. 

Ellen opfatter sig ikke som troende, men kommer fra en kristen familie. Hun nævner, at hun og hendes familie er døbt, men de syntes ikke religionen var noget for dem.

Selvom nogle traditioner er religiøse, såsom jul, så fortæller hun, at man ikke behøver at være religiøs for at praktisere traditionerne…

 “Traditions are for gathering the family and not just for religious reasons.” 

Ellen viser også stor interesse for vores tur i Israel. Hun synes vores nysgerrighed inden for religionerne er meget interessant og ønsker os den bedste tur.