CD: So Slow
Simple Sounds: So Slow
Simple Sounds udgiver februar 2018 cd'en So Slow, som bærer præg af musikkens lange, dybe åndedræt og appellerer til afslapning og fordybelse. Den er indspillet 'live' i et dagligstuestudie med prima optageudstyr. Hvert nummer er optaget uden afbrydelser og uden efterredigering, så den meditative stemning formidles så nøgent og rent som muligt. Vores musik er mest egnet til rum med flot akustik, så her har vi fået hjælp fra en Strymon Big Sky rumklangsenhed.
Der er fem numre på cd'en, hvoraf to (2 & 5) er lange meditationer for kyotaku, stemme og swarsangam (se siden instrumenter), Anders spiller en ligeledes dybt meditativ solo for kyotaku (3), og derudover er der et livligt stykke, hvor Anders spiller udu, mens Skye synger til dronen fra en surpeti (shruti box) (4) og endelig en kort, lyrisk samtale mellem fløjte og sangstemmen (1).
Download
Det er naturligvis muligt at downloade vores album. Som vært for dette har vi valgt Bandcamp, hvor filerne bevares i høj kvalitet (.flac og .wav-filer):
Finesse & finér
Cd'en er et medie, som er på vej ud, og vi vil gerne hylde det taktile element som rammen om musikken; at man kan åbne, røre ved, holde noget i hånden, mens man lytter. Vi gik på jagt efter spændende materialer og endte med finér. Alle cd'er er fremstillet i hånden, de fleste med finér på både for- og bagside. Vi føler selv, at vi har redefineret begrebet cd-omslag ...
Træet har navne som lamel-valnød, Rio-palisander, bubinga, mahogni, masurbirk, fugleøjeahorn, elm, moabi, bøg, eg, violetta, kirsebær, ... Finerstykkerne er mørke, lyse, eksotiske eller nordiske, og mange har mønstre i åretegningerne. Vi har påført hver og én af dem vores stempel, mens vi har drukket urtete fra græske bjergskråninger.
Bestilling
Hvis du ønsker at bestille cd'en, kan du kontakte os på denne mail. Prisen er 100,- kr. plus udgift til forsendelse. Vi modtager bankoverførsel, MobilePay eller andet. Hvis du er særlig glad for en træsort, kan du afgive ønske om finértype.