HUSORDEN og GODT NABOSKAB
Vores hus skal være et rart sted at bo. Vi bor tæt sammen, er fælles om mange anliggender, og er derfor afhængige af hinanden, såvel ejere som lejere.
Det er med andre ord i alles interesse, at vi sammen passer godt på vores hus, og bevarer et godt klima blandt ejerforeningens beboere, og derfor har vi vedtaget et sæt ordensregler:
I OPGANGEN
Gå stille med dørene og lad være med at larme og tale højt – især i de sene nattetimer.
For- og bagdøre skal altid holdes lukkede og låste.
Branddøre i kælderen må ikke fastgøres, så de ikke lukker automatisk.
RYGNING
Vis hensyn, ryg ikke på indendørs fællesarealer eller under vinduer.
MUSIK
samt anden støjende underholdning må kun udøves således, at:
· Den ikke er til gene for de øvrige beboere
· For lukkede døre og vinduer
· Aldrig efter kl. 22 på hverdage og kl. 23 i weekender
FESTER
Hvis man ønsker at holde en fest, skal man sikre sig, at alle medbeboere er indforståede, og give varsel i god tid.
KLAGER
Det er vigtigt at tage venligt imod klager fra omkringboende og respektere deres ønske om nattero.
ANDEN STØJ
Vaskemaskiner og andre tekniske hjælpemidler skal installeres, så de støjer mindst muligt. Brug af vaskemaskiner samt af boremaskiner og andre støjende værktøj, bør begrænses til mellem 08 – 20 på hverdage, og 10-17 i weekender og helligdage.
OPBEVARING AF EJENDELE
Ifølge Boligministeriets bekendtgørelser om brandsikring af etageboligbygninger gælder følgende forskrifter om orden:
”Ejendommens adgangsarealer, brandredningsarealer (brandveje), trapper med tilhørende forrum og gange samt adgang hertil, må ikke benyttes til andre formål end adgang.
Arealerne, trapperne og gangene mv. skal holdes ryddelige. De må heller ikke anvendes til henstilling af cykler og barnevogne o.l. eller til oplagring af varer og affald m.m., der kan fremme en brands udbredelse eller hindre personers flugt og brandvæsnets indsat i tilfælde af brand. Øvrige fællesrum skal holdes ryddelige på tilsvarende måde”.
Med andre ord: der må ikke opbevares private ejendele, hverken på bagtrapper eller andre fællesarealer herunder cykelkælder og underkældere. Dette er ligeledes et krav fra ejendommens forsikringsselskab.