Vores bygninger i Lille Farimagsgade 1 og 3 samt Øster Farimagsgade 24 er opført i 1890'erne. Selve Øster Farimagsgade er en gammel gade, som sammen med det nuværende Nørre og Vester Farimagsgade dannede den ældste ”omfartsvej” uden om Københavns volde. Navnet ”Farimagsgade”– som i en folkelig overlevering tilskrives Christian d. IV - kommer af "at fare i mag", og udtales: "far-i-mags-gade".
I slutningen af 1800-tallet lå der en sporvognsremise (hestesporvogne) på det nuværende Øster Farimagsgade 16B, og fra denne skete udkørslen til Farimagsgade i 1880’erne gennem Lille Farimagsgade. Som et vidnesbyrd om denne periode, hvor området mellem Øster Farimagsgade og voldene var holdeplads for heste og drosker, findes der på Lille Farimagsgade 4 stadig et skilt med ”Udlejning af drosker”.
De der kender DRs TV serie Krøniken, kan genkende Lille Farimagsgade som Palle, Karen og Idas gade.