Tidlig planlægning
Vi har planlagt på denne ferie i næsten et år - nej hvor har vi glædet os. Alle 4. Den store plan var, at se dele af Europa vi ikke havde set før, ud at opleve Europa. Oprindeligt ville vi gerne ned at køre langs den sydfranske middelhavskyst. Men vi ville også gøre køreturen derned til en oplevelse. Allerede det gjorde jo, at ferien måtte få en vis længde. Hvis Lene som sygeplejerske skulle have 3 ugers ferie, skulle det være juni måned. Men så kunne hun faktisk få fire.. Med det i baghovedet, gik Lene i gang med at finde boliger. Og det har hun vist sig at være rigtig god til!! Hurra for mor Lene, boligfinderen over dem alle!
Forberedelser for børnene, hvad skal vi opleve?
Inden turen lavede Søren laminerede beskrivelser på dobbeltsidet A4 af turen, en for hvert sted vi skulle bo med billeder af børneværelser mm, og en for hver tur vi kunne tage på de forskellige steder. Vi vidste fra starten, at vi ikke ville kunne tage på alle ture, men på denne måde kunne børnene være med til at vælge, og de kunne mentalt forberede sig på hvert sted.
Kortene nedenfor er fra de to ark der beskrev ruten vi skulle køre. Vores ferie startede med at vi kørte til Goslar. En smuk gammel sølvmineby i Hartzen i midten af Tyskland. Derefter gik turen videre til Wertach, lige nord for alperne. Det betød, at vi helt friske og klare på oplevelser kunne køre gennem alperne, og virkelig opleve den smukke tur gennem bjergene, til Como-søen lige syd for alperne. Derefter gik turen til Sainte Maxime, en dejlig badeby ved den franske sydkyst, hvor vi havde en uge i solen. Derefter 200 km. nordpå til Puimoisson, lavendelmarker og Europas Grand Canyon, Gorges du Verdon. På hjemvejen havde vi 4 dage i Colmar, en smuk fransk by på vej mod vores hjemland.
Som man kan se, har vi altså boet rundt om alperne. Vi har virkelig set bjerge!
Vi skulle bo 6 steder undervejs.
Goslar (2 nætter)
Wertach (2 nætter)
Brienno ved Como-søen (2 nætter)
Sainte Maxime (7 nætter)
Puimoisson ved Gorges Du Verdon (7 nætter)
Colmar (4 nætter)