Gruppen

Historie

KFUM-spejderne Harlev-Famlev gruppe blev stiftet den 22. marts 1971. Gruppen hører til Gudenå distriktet under KFUM-spejderne i Danmark. De sidste mange år har gruppen været medejer af spejderhuset, som er den gamle station. Efter der ikke længere er andre spejdergrupper i Harlev, så ejer gruppen nu selv huset og står selv for vedligehold. Gruppen er en selvstændig forening med egne Vedtægter.

Enheder i gruppen 

Gruppen er opdelt i enheder (familiespejder, bæver, ulv, junior, trop, senior og rover) fordelt efter klassetrin. Derudover findes en voksenpatrulje, der er en uafhængig gruppe af forældre, tidligere og nuværende ledere samt andre interesserede. Hver enhed har en enhedsleder, nogle assistenter og for de tre yngste enheders vedkommende nogle ungassistenter, som er spejdere fra spejdertroppen. Ledere og assistenters opgave er at planlægge og afholde ugentlige møder, lejre og andre spejderarrangementer. Alle er ulønnede.  Man behøver ikke at have været spejder for at blive leder eller assistent. Der findes mange gode kurser, som man kan deltage i , og ellers bliver man "’oplært" af de andre.

Bestyrelsen

Bestyrelsen består af formand, gruppeleder, gruppeassistenter, repræsentanter for hver enkelt enhed samt forældrerepræsentanter. Den aktuelle bestyrelse kan ses her. I bestyrelsen drøftes værdigrundlag, retningslinjer for det daglige arbejde og økonomi. Derudover er der en række faste opgaver, som bestyrelsen varetager, som f.eks.  fælles arrangementer, kontakt til kommune, distrikt og korps, lederhvervning, lederpleje, PR og diverse udvalgsarbejder. Bestyrelsen har en kasserer, der er ansvarlig for medlemsregistrering, regnskab, tilskudssansøgninger etc. Bestyrelsen holder ca. 4 årlige møder og en bestyrelsesweekend hvert eller hvert andet år. Gruppen tegnes af bestyrelsesformand, gruppeleder og kasserer. Der er valg til bestyrelsen hvert år i februar (foreningens generalforsamling).  

Frydenlundhytten

Gruppen ejer ud over Stationen på  Vestervej 14 i Harlev også Frydenlundhytten i Jeksendalen. Dens daglige drift varetages af et hytteudvalg. Lejeindtægter fra hytten er med til at dække udgifter til spejderaktiviteter. De forskellige enheder holder i løbet af året også almindelige spejdermøder i det dejlige område tilhørende Frydenlundhytten. Se mere om Frydenlundhytten her.  

Frivilligt arbejde

Alt arbejde i gruppen er frivilligt og ulønnet. Til gengæld er uddannelse af ledere og spejdere som hovedregel gratis, da gruppen vægter dette højt. Spejderne kan komme på de første kurser, når de er fyldt 12 år, og foruden Korpsets fantastiske "lederuddannelsespakke" findes der et væld af spændende kurser, som gruppen stærkt opfordrer spejderne til at deltage i.

Du er meget velkommen i gruppen som spejder, leder eller bestyrelsesmedlem.

Kontingentet for spejdere i alle enheder er i 2023 500 kr. pr. halvår.

For familiespejder er det dog 300 kr. pr. barn over 3 år.