11.687

> From: ... (Anonymous nr 2304) ...

> To: ... (menighedens forstander) ...

> Sent: Tuesday, October 12, 2010, CET 12:26, GMT 10:26

> === citat start ===

>

> Hej igen, [ ... ],

>

>

> Undskyld min påtrængenhed, men jeg må gi' en personlig begrundelse, hvorfor jeg

> ikke bryder mig om disse såkaldte "dæmon"-uddrivelser:

>

> Inden jeg blev en personlig kristen som teenager havde jeg læst i en bog om

> tankeoverføring og eksperimenterede nu med dette. Skønt jeg var barnedøbt og

> konfirmeret åbnede dette op for noget udefra komne fremmed. Det var - billedlig talt -

> som om jeg havde udleveret min hoveddørsnøgle til en vild fremmed, og uanset hvor

> meget jeg låste min dør, kunne denne når-som-helst trænge ind i mit hjem uden min

> tilladelse.

>

> Jeg strittede imod af alle menneskelige kræfter, når væsenet forsøgte at besætte min

> krop. Alting blev forvrænget, så man fx. kunne mærke forsiden af venstre skinneben på

> bagsiden af højre skinneben. Det gjorde hvinende ondt. Men der var intet at stille op,

> for væsenet var stærkere end jeg.

>

> I min nød råbte jeg til Gud, som jeg åbenbart troede på, skønt jeg ikke kendte Ham

> personligt. Og på en eller anden måde må min bøn være blevet bønhørt, fordi et væsen

> kom mig til hjælp i al min afmagt, og så kæmpede de to åndelige væsener mod hinanden.

> Det kunne stå på i timevis. Jeg kaldte slagsmålene for kampen mellem lysets og mørkets

> sønner.

>

> Det endte altid med at lysets søn gik af med sejren, og så kunne jeg endelig hvile mig

> og komme til kræfter i denne persons varetægt, akkurat som når et spædbarn hviler i sin

> mors favn. Jeg ku' ligefrem mærke, at jeg blev vugget beroligende af personen.

>

> Jeg begyndte at sætte mer og mer pris på denne person, fordi vedkommende jo

> beskyttede mig mod det onde [okkulte] fremmede væsen, og ofte spurgte jeg om, hvad

> vedkommende hed. Og en dag fik jeg så svaret. Mikael hed han, men det sagde mig intet.

> Først senere efter min omvendelse fandt jeg ud af, at der findes et åndsvæsen ved navnet

> Mikael, og at denne netop "tilfældigvis" bekriger og besejrer det onde.

>

> Vedkommende ledte mig på min livsvandring (via en baptisthøjskole) henimod

> Golgathas kors, hvor jeg bekendte min synd og fik Guds tilgivelse.

>

>

> Men der skete også noget mere. Det var som om der blev indgået en pagtfornyelse.

> Billedlig talt var det som om låsen i hoveddøren blev udskiftet og fra da af har den onde

> ikke kunnet trænge ind og røre mig. Halleluja ... :-)

>

> Det hænder en sjælden gang imellem, at væsenet kan komme løbende i fuld fart imod

> mig og nogengange få held til fx. at sparke mig i skridtet (endskønt vedkommende ikke fysisk

> er til stede), og i de situationer ved jeg, at jeg blot skal rette fokus mod min Herre (fremfor

> djævelen) og bede Ham om hjælp, apropos 2.Kor. 12,7-9.

>

> Det er nu over 30 år siden disse ting fandt sted for mig som teenager, og "medicinkuren"

> virker stadigvæk ... :-)

>

>

> Og det er den egentlige grund til, at jeg med sikkerhed ved (på baggrund af denne

> personlige erfaring), at det er en faldgrubbe, dersom man tror, at kristne kan være

> dæmonbesatte, fordi der bliver ikke mere lys i lokalet af at fokusere på mørket. Lys og

> mørke intet har med hinanden at gøre, så dér hvor lyset er (John 8,12; 14,23), der må

> mørket bare vige, i Jesu navn (Gud til ære) !