Minimumsnormeringer er et krav til, hvor meget pædagogisk personale der skal være ansat i daginstitutioner. Det er besluttet, at der fra 2024 skal være minimum 1 pædagogisk personale til 3 børn i vuggestuer og minimum 1 pædagogisk personale til 6 børn i børnehaver.
Læs mere HER
Vi har i ledelsen valgt at inddrage skolebestyrelsen i kvalificeringen af vores løsning. Det har vi gjort, fordi skolebestyrelsen er demokratisk valgt til at repræsentere den samlede forældregruppe.
Derudover har vi også inddraget medarbejdernes faglighed og MED-udvalget, da de har medarbejdernes arbejdsforhold for øje.
Der er flere faglige og pædagogiske argumenter for at have vuggestue og yngste børnene i Saltum (oplistet i vilkårlig rækkefølge):
Vuggestuen i Saltum, modsat vuggestuen i Vester Hjermitslev, har vundet fodfæste. Derfor vurderer vi, at det er bedre for vores store gruppe af vuggestuebørn, at beholde dem i deres kendte trygge rammer, og i stedet flytte to børn fra Vester Hjermitslev. Med det in mente, vil vi skabe et småbørnshus, som kan kodes specifikt til de yngste. Her vil de i højere grad kunne lege opad og nedad, og det pædagogiske personale vil have bedre muligheder for at lave flydende overgange i mellem de to børnegrupper, baseret på det enkelte barns udvikling. (Jf. Den styrkede lærerplan)
Med denne organisering får vi en lille alderspredning i hver af de to huse. Vi får derfor to homogene børnegrupper, hvor børnene får rigtig gode muligheder for at indgå i børnefællesskaber og målrettede aktiviteter.
I udeområdet omkring Saltum afdelingen er der rig mulighed for at udvikle børnenes sansemotoriske kompetencer og gå på opdagelse på en legeplads, som byder ind til leg og læring i småbørnshøjde.
I udeområdet omkring VHJ afdelingen er der rig mulighed for at udvikle børnenes motoriske færdigheder og skrue lidt op for intensiteten på en legeplads, som byder ind til leg og læring i form af udendørs musikinstrumenter, cykelbane og moon car bane. Dertil kommer den indendørs gymnastiksal.
I begge huse får børnene mere plads, så det pædagogiske personale får mulighed for at indrette huset helt anderledes og skabe læringsmiljøer der i højere grad understøtter de specifikke børnegrupper og arbejdet med Den styrkede læreplan.
I Saltum er huset i et plan, hvilket giver børnehavebørn, såvel som kravlende vuggestuebørn, mulighed for at tage på opdagelse i deres omgivelser. Netop noget som vuggestuen nød rigtig godt af, da den under tagrenoveringen i 22/23, var til huse i skolens lokaler. Her beskrev medarbejderne, på egne og børnenes vegne, netop glæden ved, og mulighederne i, at have så god plads. Vi ser frem til at give både børn og voksne den luksus tilbage.
Når man kigger på børnetalsprognosen for 2023 til 2026 vil minimum 2/3 af en årgang komme fra Saltum, Hune/Blokhus og maks. 1/3 vil komme fra V. Hjermitslev og Ingstrup. Det er strategisk klogt at placere dagtilbuddet til de mindste børn, der hvor de fleste børn er.
Med denne organisering vil der være udvidet mulighed for at det pædagogiske personale kan komme til at arbejde med den børnegruppe, de har størst faglig interesse i.
SFO'en og førskoletilbuddet bliver etableret på skolen, således at der bliver en naturlig overgang til og tilknytning til 0. klasse.
Vi ved af erfaring, at den bedste forudsætning for den gode overgang skabes ved relationel koordinering, som omfatter den tværfaglige viden i og omkring dagtilbuddet, og som skal ses i en helhed, hvor barnet er i centrum.
Med andre ord, så har en lang række aktører et engagement i den succesfulde overgang, hvad enten det er fra dagpleje til børnehave, fra en børnehave til en anden eller fra børnehave til skole.
Fra forskningen ved vi, at succesfulde overgange opnås, når barnet har en følelse af velvære og af at føle sig hjemme, at barnet føler, at de voksne anerkender dets kultur og gensidige relationer, samt at overgangen bygger på viden fra det tilbud, barnet kommer fra.
I forhold til overgang mellem dagtilbud og skole er det vigtigt, at barnet har engagement i læring og positive læringsforventninger. I den forbindelse, at de nære professionelle omkring barnet understøtter dette engagement gennem tydelig forventningsafklaring og kendskab til hinandens virkelighed. Det betyder endvidere en aktiv forældreinddragelse, hvor forældrenes viden om barnet inddrages i den professionelle vurdering, er ekstrem vigtig.
Hvordan arbejder vi med de gode overgange?
Med den styrkede pædagogiske læreplan som fælles grundlag for vores pædagogiske praksis, arbejder vi målrettet med de 8 samspilstemaer fra ICDP. Dette fordi vi ved at et godt børnefællesskab og en genkendelig struktur er tryghedsskabende og fordrer de gode overgange. I erkendelsen af at skift er en fast del af børnenes tid i institution, arbejder vi altid målrettet på at gøre overgangene - før, under og efter - så gnidningsfri som muligt for hvert enkelt barn. Derfor arrangerer vi rullende besøgsdage, afdelingerne i mellem, for de øvrige institutioner i området, for enkelte børn som er klar til næste udviklingstrin og ligeledes for forældre.
Førskolegruppe
Vores førskolegruppe er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi arbejder med de gode overgang. Førskolen er, som navnet antyder, en trædesten frem mod 0.klasse. Her bliver dagens aktiviteter mere skemalagt og flere aktiviteter tager udgangspunkt i skolelignende udfordringer. På den måde vænner børnene sig til skoledagens struktur.
De vænner sig også til at færdes på skolen, da førskolegruppen har sit eget klasselokale på indskolingsgangen. Lige over for 0.klasse.
De kommer med andre til at omgås de selvsamme elever, som de skal dele gang med efter sommerferien.
Fællesarrangementer på tværs
Vi afholder også diverse fællesarrangementer på tværs af vores afdelinger, som alle har til formål at gøre børn og forældre bekendte med omgivelserne. Her kan eksempelvis nævnes vores årlig julearrangement.
Udover vores egne initiativer er det helt unikt for vores lokalområde, at vi har tre idrætsforeninger, som også skaber hold på tværs, og hvor ældre skolebørn også deltager aktivt som medhjælpere på holdene. Blandt andre kan nævnes SIF's tumlinger og SIV's fodboldhold.
Også Kulturskolens musikalske legestue, som har huse i skolens musiklokale, bygger bro for de mindste børn. Allerede her kommer de ugentligt ind på skolen og stifter bekendtskab med omgivelserne.
Overleveringssamtaler
Vi afholder også overleveringssamtaler, hvergang vi modtager nye børn. Hvad end de kommer fra, har vi overleveringssamtaler med forældre og den tidligere institution. Det samme gør sig gældende for overgangen fra børnehave til skole. Her deltager børnehaveklasselederen, som også forud for samtalen, har været på flere besøg i førskolegruppen.
Samtalen er formaliseret således den er ens for alle. Efter samtalen arkiveres overleveringsskemaet i Sikre filer på Aula, hvor det følger barnet igennem hele dets tid hos os. Dette for at sikre at viden om barnet ikke går tabt. Hvis barnet er udfordret af allergier eller på anden vis har brug for særlig opmærksomhed fra os, laves der separat en pædagogisk handleplan/udviklingsplan, som også kommer til at følge barnet. Her vil barnets historik være tydelig for de fagprofessionelle som overtager barnet ved overgangen. Dette gælder også selvom barnet skifter fra dagtilbud til skole.
Selvom et barn skifter afdeling, eksempelvis fra børnehave til skole, har vi i vores struktur sikret os et stærkt samarbejde på tværs af organisationen således der er gennemgående kendte voksne, som taler sammen på tværs. Et godt eksempel er samarbejdet mellem SFO teamet og skolen.
Alle de gode erfaringer vi allerede har fra den nuværende organisering, tager vi selvfølgelig med i arbejdet med, hvordan vi helt konkret vil arbejde systematisk med alle overgange. Dette arbejde går vi i gang med nu sammen med medarbejderne, og vi vil løbende opdatere sitet her.
Besparelsen på kr. 380.000 er udmøntet i vores budget for 2023. Beløbet er altså fratrukket vores resurse. Når det ikke får ansættelsesmæssige konsekvenser lige nu, skyldes det, at vi har flere børn på nuværende tidspunkt end budgettet kalkulerede med.
Budgettet på dagtilbudsområdet reguleres løbende i forhold til det aktuelle børnetal. Som eksempel på en regulering kan nævnes, at budgettet forudsagde, at der ville være 8 børn i førskolegruppen, hvor det reelle tal efter skoleindskrivning er landet på 18 børn.
Endelig spiller det også en væsentlig rolle, at skolen ”køber” pædagogtimer af SI’en svarende til min. 1 fuldtidsstilling.
Fra 2024 reguleres vores budget med ca. 711.000 kr. årligt. Alt andet lige betyder det at vi har færre penge til at drive daginstitution for.
Vi er bevidste om, at den nye organisering kan skabe transportudfordringer. Vi har arbejdet med udfordringen, men må desværre erkende, at vi ikke har fundet en løsning.
I den kommende tid har vi sammen med medarbejderne fuldt fokus på at få skabt en god indkøring i forbindelse med opstarten i august. I vil kunne følge med her på sitet.
Ud fra kendte børnetal og prognoserne kan den model ikke realiseres. Det vil kræve at vi konstant har min. 12 vuggestuebørn. Hvis der er færre end 12 børn genereres der ikke timer nok til, at institutionen kan holde åbent i hele åbningstiden med tilstrækkeligt personale. Hvis man alligevel valgte at lave vuggestue for færre end 12 børn, ville det betyde, at det ville gå ud over normeringen i børnehaven. Børnene i børnehaven ville altså få en dårligere normering end den kommunalt fastsatte, hvilket ikke er en mulighed.