På denne studieretning arbejder du med musik og dramatik på A-niveau. De to fag indeholder begge et performativt og kreativt element. Du vil derfor opleve hvordan de to fag kan gå hånd i hånd - både når man arbejder med analysen af værker, deres historiske kontekst og når man selv performer. Musikfaget indeholder den samme teori og krav til læreplanen uanset, hvilken studieretning med musik A, du vælger, men i MU/DR vil fagene arbejde ekstra tæt sammen.
I 1.g har vi ex et projekt allerede i januar, hvor musik og drama går sammen om at lave et nummer, der skal vises til orienteringsaften for alle nye kommende 1.g’ere.
I 2.g laver denne studieretning helt spektakulært deres egen musikdramatiske forestilling i foråret. Det kan være en musical, en teaterkoncert eller en performance. Det er et spændende og krævende projekt - alt sammen udført kun af klassen selv. I år har vi ex opført “Terkel i knibe”, som du kan se klip fra i linket her nedenunder.
I 3.g skal klassen på studietur, hvor drama er garanteret som et af de bærende fag. Vi har tidligere været i Pisa og arbejdet med Commedia dell arte og fået undervisning af en autentisk italiensk commedia dell arte skuespiller. Vi har også været i Rom og arbejdet med antikkens teater på smukke amfiteatre og endelig selvfølgelig også været i London og arbejdet med Shakespeare på selveste "The Globe" - Shakespeares eget teater.
Når du har et fag i 3 år betyder det også, at du har skriftlige afleveringer i både musik og drama. I musik betyder det, at du skal arbejde med at lave arrangementer af enten et jazznummer, et pop-rock nummer eller til et kor.
I drama skal du lave skriftlige opgaver, hvor du arbejder med at analysere klip fra forestillinger eller hvor du bruger metoder og teori til at beskrive, hvordan du ville arbejde med et uddrag af et stykke.
I drama er vi inde og se forestillinger 2-3 gange om året og har også årligt en workshop med en skuespiller om et specifikt emne.
Elever og lærere fortæller om studieretningen Drama A og Musik A
På studieretningen MUSIK A - DRAMA A har du ikke lige så mange valgfag som på andre studieretninger. Det skyldes at faget drama fylder de moduler, hvor du ellers ville have valgfag.
Du skal vælge et sprogfag: Tysk B fortsætter eller Fransk B fortsætter.
På denne studieretning er det ikke muligt at vælge Spansk A
Derudover skal du vælge et naturvidenskabeliget fag på B-niveau eller Latin C
Hvis du vil se en oversigt over placeringen af fag i løbet af de tre år kan du følge dette link: Studieretningsoversigt i Lectio