I Berlin fandt jeg en flot fingerring lavet af en sølvring og en tast fra en gammel skrivemaskine. Og tilbage i Nordjylland var der nu endnu en ting at lede efter på loppeturene.
Jeg har nu fundet en del forskellige. Maskinerne har lysegrå, mørkegrå, sorte, høje og lave taster. Der er noget for enhver smag.
En flot solskinsgul skrivemaskine får lov at leve, og kommer med rundt på markederne. Det er sjovt at se, hvordan børnene drages af den, og om lidt får den et nyt farvebånd, så kan de nysgerrige børn komme til at skrive en lille historie, mens mor kigger på alle de andre ting i min bod. Smart ikke?
De små stjerneøreringe lavet af glitrende gavebånd har i et par år været en stor succes. I 2018 udvidede jeg sortimentet til både at indeholde ørestikkere og creolere af flere slags. Som noget helt nyt prøver jeg med andre materialer end gavebånd. F.eks kan atlaspapir forstærkes med tape før det skæres i strimler og foldes.