Definition: Med ”virtuel undervisning” forstår vi en undervisningsaktivitet, hvor klassen og læreren ikke samtidig er i samme rum, og hvor den fysiske kommunikation erstattes af forskellige former for IT-båren kommunikation. Det kan omfatte fx flipped learning (læreroplæg mv foregår virtuelt og følges op af normal klasseundervisning), skriftlighed med løbende vejledning over nettet eller online-undervisning, hvor hele eller dele af klassen og læreren samtidig er på en online-platform (Google Meet, Zoom osv). Og så er der naturligvis en blanding af alle disse dele. Ved undervisning forstås i denne sammenhæng også planlagt vejledning, sådan som den fx er forudset ved større skriftlige projekter (DHO, SRP/SSO osv).
Formålet med at undervisningen er virtuel skal altid være, at det vil være en bedre løsning for elevernes udbytte end alternativet. Alternativet kunne være aflysning af timen, men kunne også være traditionel klasseundervisning. Det er derfor forventningen, at læreren har gjort sig pædagogiske og didaktiske overvejelser om hvorfor netop denne form for undervisning benyttes.
Højst 20% af elevens undervisningen må være virtuel. Derfor skal det altid fremgå af undervisningsplanen, at undervisningen har været afholdt virtuelt.
Hvis undervisningen består i at eleverne arbejder selv uden lærerens fysiske eller digitale tilstedeværelse (fx fordi læreren er på kursus eller på anden måde er forhindret i at være fysisk til stede), skal det aftales med ledelsen inden den pågældende undervisning afvikles.
Hensigten med virtuel undervisning er ikke
At spare undervisningstid ved at benytte ”lærerfri undervisning”
At effektivisere lærerens arbejdstid ved at lade læreren udføre to opgaver samtidig
At sygemeldte lærere gennemfører undervisningen hjemmefra, når de er syge.
I stedet er hensigten, at elevernes udbytte af undervisningen øges.