Introduktion:
Det Moderne Gennembrud går fra 1870 - 1900.
Det er en årrække, der er kendetegnet ved en stor udvikling i både industri, bystørrelse og befolkningstilvækst.
Helt konkret sker der blandt andet følgende:
Industrialiseringen vokser, da man får store fabrikker, der producerer med maskinkraft (el og damp) frem for menneskekraft.
Storbyerne vokser, hvorimod landsbyerne bliver mindre. København tredobler sit indbyggertal til over 300.000.
Der opstår en arbejderklasse som konsekvens af de nye fabrikker. Fagforeningerne opstår.
Togdriften udbygges med en hovedlinje fra Sjælland til Jylland over Fyn.
Men også når det kommer til verdenssynet og, især, synet på kunstens og kunstnerens rolle, er udviklingen enorm.
Den periode, der ligger før, er Romantikken, som går fra 1800 - 1870.
På mange måder er Det Moderne Gennembrud en modreaktion på Romantikken, og derfor er mange af de tanker og idealer, der kendetegner perioden, det modsatte af Romantikken.
Opgave:
Sammenlign de to billeder, I ser nedenunder. Det ene er fra Romantikken, det andet fra Det Moderne Gennembrud.
Begge billeder viser en situation på landet, men de er samtidig meget forskellige.
Tal med din sidemakker om, hvordan livet på landet bliver vist forskelligt på de to billeder.
Tal også om, hvad denne forskellighed kan fortælle os om forskellen på de to perioder.
C.W. Eckersberg: Landskab med stente - 1810
H.A. Brendekilde: Udslidt - 1889
George Brandes (1842 - 1927):
Som sagt siger man, at Det Moderne Gennembrud i Danmark startede i 1870. I andre lande havde man dog kunnet mærke de nye strømninger nogen tid før.
Dette fik den danske litteraturkritiker, Georg Brandes, som med stor interesse havde fulgt udviklingen i de øvrige lande, til kraftigt at opfordre de danske kunstnere til at komme med på vognen.
Det hele kulminerede til en forelæsning på Københavns Universitet i 1871, hvor Brandes sagde følgende om kunstens rolle:
"En levende litteratur kendes på, at den sætter problemer under debat".
På dette tidspunkt havde det meste danske kunst i lang tid koncentreret sig om at forskønne, opmuntret af Romantikkens mantra om, at kunsten skulle vise "Det Gode, det Sande og det Skønne". Men det måtte være nok, mente Brandes. Nu skulle kunsten vise verden, som den var, og dermed også sætte de problemer, der var i samfundet, i fokus.
Som Brandes sagde om Romantikken:
"Det handlede ikke om vores liv, men om vores drømme".
Denne opfordring til at lave "levende litteratur" blev taget op af flere kunstnere, hvoraf vi i dette forløb skal stifte bekendtskab med:
Herman Bang
Henrik Pontoppidan
Amalie Skram
H.A. Brendekilde
Erik Henningsen
Og de problemer, der blev sat til debat, var blandt andet:
Fattigdom
Kvinders rettigheder
Kønsroller
Ulighed
Seksualitet
Opgave:
I dag tager kunstnere også jævnligt problemer op.
Prøv at se, om I i fællesskab kan komme frem til nogle eksempler på sange, film eller serier fra nyere tid, som tager et problem op til debat.
Hint: der er inden for musik genrer, der er mere kendt end andre for at tage problemer op. Rap, reggae og punk gør det en del. Jazz og pop - not so much...
Saml op i klassen:
Er der temaer eller emner, som går igen både i dag og i Det Moderne Gennembrud?
Er der emner, som vi finder i dag, som ikke var aktuelle under Det Moderne Gennembrud?
Opsummering:
Det Moderne Gennembrud fandt sted fra 1870 - 1900
Kunstens rolle skulle være at sætte problemer til debat
Fokus på emner som ulighed og undertrykkelse
Reaktion på Romantikkens syn på kunsten:
Kunstneren var en unik skabning, der havde tættere kontakt til det Guddommelige
Kunsten skulle vise det Gode, Sande og Skønne
For at komme videre i forløbet: Gå til "Herman Bang: Stille Eksistenser".