Fagets tilgang til modulet

Samfundsfag

Samtykke

I en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd kan man læse, at en del unge mænd finder det unaturligt at spørge om samtykke, samt at det er svært at læse, om den anden giver samtykke, hvis det er samtykke uden ord. Snak med eleverne om forskellen på fysisk og verbalt samtykke. Brug evt. videoen om ”Tea and Consent” på Youtube til at skitsere, hvad samtykke er.

Udprint en satirisk samtykkeerklæring og lade eleverne, i én eller to dialogcirkler, snakke om brugbarheden af sådan en erklæring. Diskutér hertil om erklæringen kan facilitere en snak om samtykke blandt partnere eller blot er satire.

Inden for politologi kan man fokusere på forskellen på den gamle voldtægtslovgivning og den nye samtykkelovgivning. Eastons model kan her bruges til at analysere tilblivelsen af den nye lov. Her kan der bruges konkrete cases fra virkeligheden såsom retssagen mod Teitur Skoubo samt fænomenet stealthing til at snakke om feedback og inputs.

Grænser

Hvordan sætter man sine egne grænser, når man ikke kender dem endnu?

Magtformerne kan her inddrages til at diskutere grænsesætning. Er det lige nemt at forstå en grænse ved indirekte magt som direkte magt? Lad eleverne lave cases til de forskellige magtformer, som de så skal sende rundt til hinanden bagefter og analysere.

Inddrag her viden om seksuelle scripts ift. kønsroller. Diskutér hvordan forestillinger om, hvordan ”rigtig” sex skal være, kan påvirke vores forståelser af sex og grænser. F.eks. om kønsroller kan fordre en bestemt adfærd hos henholdsvis drenge og piger.

Lav ”Sara og Monopolet” med eleverne, hvor eleverne selv er med i monopolet og diskuterer fiktive cases om grænser og samtykke, de selv har lavet i grupper. Udskift undervejs i panelet og lad elever kunne ringe ind, sådan at alle elever aktiveres.