Naturen
Planter i nærområdet
Naturen
Planter i nærområdet
I BioTek – Grøn fremtid skal eleverne arbejde med Grøn Fremtid, hvor fokus er på planter i naturen og de dyr, som er afhængige af dem. Eleverne undersøger plantelivet i skolens nærmiljø og udvikler idéer til, hvordan naturen kan styrkes, forbedres eller gøres mere mangfoldig.
Undervejs arbejder eleverne undersøgende, bruger de naturfaglige kompetencer og lærer om naturens sammenhænge. Målet er, at de får øje på, hvordan planter spiller en central rolle for en bæredygtig fremtid.
Når idéerne er udviklet færdig, præsenterer eleverne dem for et dommerpanel bestående af lokale fagfolk og interessenter. Måske bliver nogle af forslagene til virkelige projekter.
Konkurrencen lægger vægt på nysgerrighed, kreativitet og læring. Eleverne styrker deres faglige kompetencer, samarbejder om fælles løsninger og oplever, hvordan deres indsats kan bidrage til en grønnere og mere levende natur.
Planter er helt centrale for en grøn fremtid. De findes overalt omkring os – fra små urter og blomster til buske, mosser og store træer – og de spiller en afgørende rolle for livet på jorden. Planter danner grundlaget for næsten alle økosystemer. De producerer ilt, giver føde og levesteder til dyr og er med til at holde jord, luft og vand i balance.
Alt i naturen hænger sammen i store systemer, kaldet økosystemer, hvor planter fungerer som fundamentet. Uden planter ville der ikke være næring til insekter, og uden insekter ville mange andre dyr mangle føde. Når planter trives, trives naturen omkring dem – og dermed også vi mennesker.
Men vores grønne fremtid er udfordret. Mange steder bliver planter presset af menneskelige aktiviteter som byggeri, intensivt landbrug, fældning af træer og forurening. Når planter forsvinder, mister dyr deres levesteder, og naturens balance bliver forstyrret.
Derfor er det vigtigt, at vi passer på plantelivet og skaber bedre betingelser for, at både planter og dyr kan trives. Ved at forstå, hvor vigtige planter er, bliver vi bedre til at beskytte dem – og til at skabe en grønnere, sundere fremtid for os alle.
Opgaver I skal udføre:
I skal arbejde med den obligatoriske opgave, og vælge 2 af 4 udfordringer
I skal deltage på konkurrencedagen med grupper, der viser, hvad I har arbejdet med. Undersøgelserne/modellerne skal leve op til de præsentationskrav, der er opstillet i opgaverne.
I skal arbejde med det faglige fokus, der er i opgaverne.
Ormegården - Naturens skraldemænd
Fødekæder - Hvem lever af hvem?
Frøspredning og bestøvning - Plantens rejse
Plantedissektion - Planternes byggesten