Hvor, hvornår og hvem?
På Gladsaxe Gymnasium har vi på hver årgang 5-6 elever, der sideløbende med deres skolegang er tilknyttet Akademiet for Talentfulde unge. Du følger både nogle få obligatoriske kurser, en række frivillige aktiviteter og en sommercamp hen over to af de tre år af din gymnasietid. Alle akademiets aktiviteter er tilrettelagt for dig med særlige akademiske egenskaber og interesser, og de spænder over naturvidenskab, humanvidenskab, samfundsvidenskab og generelle studie- og karrierekompetencer.
Hvad laver vi når vi mødes?
Du deltager i forelæsninger, oplæg og workshops med førende forskere, opinionsledere, virksomheder og andre eksperter inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora - som regel efter skoletid. Der er fokus på den faglige fordybelse og inspiration, men også på fællesskabet med ligesindede og den personlige udvikling gennem motivation, samarbejde og feedback.
Hvad får du ud af at være med?
På Akademiet for Talentfulde Unge får du mulighed for inspiration og fordybelse på et højere fagligt niveau end det ellers er muligt i gymnasiet.
Du bliver del af et fællesskab med andre unge, der ligesom dig har stærke akademiske egenskaber, samt interesse og nysgerrighed efter at vide mere.
Du opnår karriereafklaring og studiekompetencer, der forbereder dig på livet efter gymnasiet.
Hvordan?
Hver februar nominerer lærerne på Gladsaxe Gymnasium omkring 25 1.g-elever til Akademiet for Talentfulde unge. Halvdelen af de nominerede vælger at skrive en formel ansøgning til akademiet, og cirka halvdelen af ansøgerne optages. Du er også velkommen til at sende en uopfordret henvendelse til Martin Lærkes (mal@gladgym.dk), hvis du mener, at akademiet er noget for dig. Inden optagelsen kommer Akademiet for Talentfulde Unge også ud og præsenterer sig på Gøg og Gokke.
Du kan også læse mere her: Om ATU Øst