Ved både henvisninger (til en tabel, et billede, en bog osv.) og citater gælder det, at du skal kunne dokumentere, hvilket materiale du har det fra.
Der er forskellige måder at henvise på. Det er vigtigt, at du gør det konsistent ensartet opgaven igennem. Man henviser oftest enten med henvisninger som parentes i selve teksten, eller med fodnoter. På NAG anbefaler vi at anvende fodnoter.
En kildehenvisning og et citat indsættes som en fodnote. Fodnoterne nummereres fortløbende, og nummeret indsættes i teksten på det sted i opgaven, hvor der henvises til det anvendte materiale.
Oplysningerne om materialet i fodnoten skal være tilstrækkelige til, at man kan finde kilden på litteraturlisten. Det er ikke påkrævet at indsætte et link, hvis henvisningen er til et materiale på internettet. Det skal blot være muligt ud fra fodnoten at genfinde materialet på litteraturlisten. Her skal man til gengæld indsætte hele linket – ikke kun et link til hjemmesidens startside.