Min morfar, Kurt Heinig blev født i 1886 i Leipzig som et af 11 børn i en skomagerfamilie.
Han uddannede sig som litograf. Ved selvstudier endte han med et blive en af sin tids førende socialdemokratiske nationaløkonomer.
Han var medforfatter til verdens første moderne forfatning, Weimarforfatningen, og medlem af den tyske Reichstag for Sozialdemokratische Partei Deutschlands, SPD. Hans hustru, min mormor som var jøde fra Danzig, Cäcilie Heinig, født Oswald, var hans livs støtte.
Min morfar var en af de 94 parlamentarikere som stemte nej til Hitlers ønske om at kunne regere ved dekreter.
Det resulterede i at han og hans familie blev kastet ud i en 12 år lang flugt først til Danmark og siden til Sverige, hvor min morfar af det svenske Videnskabernes Akademi modtog en udmærkelse, som normalt kun tilfalder forskere med akademisk baggrund.
De fik tre børn, to sønner og en datter.
I de første uger efter afstemningen imod Hitler gik de under jorden i Berlin. På et tidspunkt flygtede den ældste søn, Hans, til Paris, hvor han prøvede at skabe sig en tilværelse som forretningsmand, sammen med sin jødiske kæreste, som han senere blev gift med.
Det gik nogenlunde - indtil den tyske hær i 1939 overmandede Frankrig. Så fortsatte flugten. Først blev han og hans hustru interneret som jøder adskilt fra hinanden i forskellige lejre, til de kunne genforenes i det ubesatte sydlige Frankrig efter mere end et år.
Det lykkedes dem at komme ombord i et skib fra Marseilles. De bosatte sig i New York, hvor de boede resten af livet.
Den anden søn, Peter, flygtede med mine bedsteforældre og min mor først til Danmark. Da tyskerne rykkede ind i Danmark i 1940 flygtede han med min morfar til Sverige, fordi min morfar var efterlyst som politisk flygtning. Min mor og min mormor blev i Danmark til 1943, men flygtede så også til Sverige.
Kun min mor vendte tilbage til Danmark.
Mine bedsteforældres, min mors og to morbrødres flugt var mildt sagt dramatiske. Min morfar flygtede få timer efter afstemningen. Han var politisk flygtning, jødeforfølgelserne var endnu ikke begyndt. Min mormor og børnene blev i førte omgang interneret og udsat for tortur for at afsløre min morfars opholdssted. Da de kom ud gik de under jorden og boede i skjul hos tilfældige bekendte indtil de blev smuglet ud af Tyskland bag i en lastbil. Deres liv i Danmark formede sig harmonisk. De blev fuldt integrerede og amorinerne blomstrede for min ene morbror og min mor.
Alt var godt, indtil de igen måtte flygte, min mor i 1943 i bunden af en gammel fiskebåd.
Min dokumentariske fortælling om deres liv fra 1933 til efter krigen er fuld af drama og er samtidig en beretning om den mest dramatiske tid i nyere europæisk historie, set gennem min morfars og hans børn øjne og efterladte papirer og breve.