Her er den faktuelle historie om Israel og Vestbredden. En del af det fortæller dig, at Vestbredden ganske rigtigt er besat - ikke af Israel, men af Jordan.
Og før du benægter det fordi det er i modstrid med alt hvad du har hørt og læst, så giv dig tid til at læse redegørelsen, for uanset om du kan slå op i diverse wiki'er og kloge udredninger og læse i mainstreammedier at Vestbredden er besat af Israel, er det ikke sandt.
God læselyst.
I 1920 vedtog det internationale samfund (Nationernes Forbund, senere udbygget til Forenede Nationer) at tildele et landområde specifikt til jøder. Landområdet var en del af det fhv. gigantiske Osmanniske Rige (Ottoman Empire) som var på tabernes side efter 1. Verdenskrig.
En del af imperiet blev tildelt jøder defineret i den såkaldte Balfour Deklaration fra 1917. Området blev kaldt Palæstina og defineredes som strækkende sig fra Golanhøjderne i nord og videre mod syd langs Jordanfloden via Jerusalem til Akaba, og derfra i en ret linje mod nord-nordvest til Rafah ved Middelhavskysten.
I 1922 godkendte Nationernes Forbund enstemmigt hvad der blev kaldt "Palæstinamandatet" med henblik på at opbygge "et nationalt hjem for det jødiske folk".
FN bekræftede i 1945 gyldigheden af Palæstinamandatet. FNs generalforsamling foreslog i 1947 en tostatsløsning med Jerusalem som fælles religiøs hovedby. De jødiske repræsentanter godkendte planen men de arabiske repræsentanter afviste den.
Den 14. maj 1948 udråbte jøderne staten Israel indenfor grænserne defineret af Palæstinamandatet, hvilket resulterede i en angrebskrig fra de omliggende stater for at fjerne den nye stat fra landkortet.
Israel modstod angrebene, men de to israelske provinser Judæa og Samaria (Vestbredden) blev erobret af Jordan. Ved endnu en krig i 1967 tilbage-erobrede Israel sine to provinser hvilket resulterede i en væbnet tilstand indtil oktober 1994, hvor Jordan gav Israel administrativt ansvar for Vestbredden uden formelt, af egne indenrigspolitiske årsager, at afstå området. Aftalen blev medunderskrevet af præsident Clinton.
Vestbredden er altså besat af Jordan, men administreres af Israel. At påstå at Vestbredden er besat af Israel og at denne besættelse er ulovlig og i sig selv årsag til konflikterne og aggressionen mod Israel, er altså forkert på flere planer, men anvendes ikke desto mindre som grundforudsætning og årsag til konflikten i den journalistiske dækning generelt.
Sådan er sagens rette sammenhæng.
Hvis du vil læse mere detaljeret om
baggrunden, så fortsæt din læsning.⏬
➜ Opdeling af Det osmanniske Rige
Imperiet stammer tilbage fra midten af 1200 tallet og bredte sig i århundrederne til ca. at omfatte det nuværende sydlige Ukraine, Moldova, Rumænien, Serbien, Kroatien, Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet, Syrien, Libanon, Georgien, Aserbaidjan, Irak, Israel, Jordan, Egypten og store landområder langs den afrikanske nordkyst frem til og med det nordlige nuværende Libyen.
Fra starten af 1800-tallet begyndte nationale løsrivelser af splitte imperiet, startende med Grækenland. Ved 1. Verdenskrigs begyndelse indtrådte det stadigt mere atomiserede rige i krigen på Tysklands side. Ved fredsslutningen blev imperiet delt i mandatområder mellem sejerherrerne Grækenland, Frankrig og Storbritanien.
Det engelske mandatområde omfattede en del af regionen syd for det nuværende Tyrkiet. Det blev opdelt i bl.a. Jordan og Palæstina, det senere Israel. Tyrkiet betragtes i dag som imperiets arvtager.
➜ Begrebet zionisme
Zionisme er opkaldt efter højdedraget Zion ved Jerusalem og blev beskrevet af den østrigsk/jødiske forfatter Theodor Herzl i slutningen af 1800-tallet som et hjemland for jøder, hvor jøder, i diasporaens kølvand, kunne være fri for forfølgelse af residens-landes regeringer og befolkninger.
Herzl reflekterede over flere muligheder som et nyt jødisk hjemland, bl.a. Madagascar og landområder i det nordlige Østafrika, men foretrak dog det oprindelige jødiske hjemland langs Middelhavets østkyst.
Zionisme er altså ikke udtryk for israelsk imperalisme på et bestemt geografisk sted, som det ofte påstås, men udelukkende det historisk politiske grundlag for princippet om et jødisk hjemland.
Alle partier i det israelske parlament Knesset er i derfor i sagens natur zionister, uanset om de er med eller imod den til enhver tid siddende israelske regering.
➜ Balfour deklarationen
Arthur James Balfour var primierminister i Storbritannien 1902-05 og udenrigsminister 1916-19. Han stod fadder til en deklaration fra 1917 som gav britisk støtte til zionismens mål om "the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people".
Deklarationen understregede, at der ikke måtte ske overgreb på de eksisterende bosættere i regionen, som var befolket af arabere, og af jøder udvandret til regionen gennem de foregående 150 år.
Israels befolkning med israelsk statsborgerskab består i dag af ca. seks millioner jøder og tre millioner arabere.
Deklarationen blev vedtaget af Nationernes Forbund efter krigen, og principielt genbekræftet af FN efter 2. Verdenskrig i sin Artikel 80, som forholder sig principielt til landes territorier.
➜ FN's kompetencer
FN-pagten er grundstenen for FN's arbejde.
Pagtens Artikel 2, pkt. 7 understreger, at FN ikke har ret til at gribe ind i forhold der hører under en stats egen jurisdiktion. Erklæringer fra FN om en given suveræn stat skal derfor alene betragtes som forslag, eller "genstand for overvejelse" som det formuleres i Pagten, men har ingen juridisk status.
Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen agerer i henhold til Pagten, og kan altså ikke tage juridisk holdbare beslutninger som overskrider Pagtens beføjelser.
➜ De israelske provinser Judæa, Samaria og Gaza
Samaria har givet navn til "samaritaner", som er et begreb fra Nye Testamente. Judæa er historisk betegnet som Jehud, som også er arabisk nedsættende slang for "jøde" (Yehud). Gaza er en israelsk provins som grænser op til Egypten. I 2005 tvangsflyttede israelske myndigheder ca. 5000 israelsk/jødiske bosættere fra Gaza i et forsøg på at etablere fredsdialog med de arabiske beboere.
Vestbreddens område A styres i dag af Fatah. Område B af Fatah i samarbejde med Israel. Gaza styres af Hamas som bl.a. af EU og USA er defineret som en terrorganisation.
Fatah ledes af Mahmoud Abbas, som i 2005 blev valgt som præsident for Det palæstinensiske Selvstyre for en fire-årig periode. Der har ikke været valg siden, og Abbas beklæder i skrivende stund, 18 år inde i sin fire-årige valgperiode, fortsat præsidentposten.
Fatah-bevægelsen har siden spredt sig til flere omgivende lande i vildtvoksende terrorgrupper uden central ledelse, bl.a. Hizbollah som angriber Israel fra det sydlige Libanon.
➜ Selvstyret
Vestbredden (5.800 kvm.) er opdelt i tre geografisk fragmenterede ansvarsområder, eller zoner:
A: Det palæstinensiske Selvstyre, som har fuldt ansvar for civil og sikkerhedsmæssig kontrol.
B: Fælles ansvar mellem de israelske myndigheder og det palæstinensiske selvstyre.
C: Fuldt israelsk ansvar, hvor der løbende oprettes israelske bosættelser, som skal godkendes af den israelske regering.
Områderne A og B udgør tilsammen ca. 35 pct. af Vestbredden.
➜ Oslo-aftalen
Mahmoud Abbas var en af forhandlerne under Oslo fredsforhandlerne i 1993, hvor parterne blev enige om at etablere en tostats-løsning som gav anledning til oprettelse af "Det palæstinensiske Selvstyre". Siden har Israel i mindst 10 forskellige sammenhænge bekræftet støtte til tostats-løsningen. Palæstinenserne har trukket sig fra Oslo-aftalerne, blandt andet med henvisning til:
➜ De tre NEJ'er (The three NOs)
Udtrykket stammer fra en topmøde-resolution i den arabiske liga i august/september 1967 i Khartoum. Resolutionen bekendtgjorde:
Nej til forhandling.
Nej til fred.
Nej til anerkendelse af staten Israel.
➜ FN's fredsplan
Der henvises hyppigt til FN's fredsplan som en angivelig bekræftelse på "det internationale samfunds beslutning om en fredsløsning". Det er dog vigtigt at notere sig, at det var en fredsplan. Planen blev godkendt af FN's generalforsamling, som et forslag, som dog ikke blev accepteret af den ene af de involverede parter, palæstinenserne, og heller ikke af FN's sikkerhedsråd.
Derfor betegnelsen "plan".
➜ Begreberne "palæstinensere" og "den palæstinensiske stat"
Efter den israelsk-arabiske krig i 1948 besatte Jordan som ovenfor beskrevet Judæa og Samaria. Egypten besatte Gaza. Besættelserne resulterede i et stort antal arabiske og jødiske flygtninge, som enten blev udvist eller selv valgte at flygte.
Samtidig blev et stort antal jøder udvist fra andre arabiske lande. Jødiske flygtninge bosatte sig i Israel, mange arabiske flygtninge flygtede til bl.a. Libanon eller blev internt fordrevne i Judæa og Samaria, hvor de etablerede "flygtningelejre", som bl.a. Nablus, der i dag de facto er en veletableret men tæt befolket by. En del arabere søgte og fik israelsk statsborgerskab.
En del palæstinensere flygtede til Libanon, som siden har afvist at tilbyde dem libanesisk statsborgerskab.
Selvom "den palæstinensiske stat" er et hyppigt anvendt begreb, findes staten ikke. Der er ikke en palæstinensisk statsdannelse, hvilket blev bekræftet da Det palæstinensiske Selvstyre i 2012 fik afslag på ansøgning om medlemskab af FN, idet kun suveræne stater kan opnå medlemskab. Det palæstinensiske Selvstyre har i dag observatør-status i FN, på samme måde som f.eks. Vatikanet.
Et stort antal lande anerkender dog bilaterialt en palæstinensisk statsdannelse. Danmark er ikke iblandt dem. I en erklæring fra den danske FN-ambassaør Carsten Staur blev det understreget, at palæstinenserne har et særligt ansvar for at få gang i fredsforhandlingerne, dels ved at samle de palæstinensiske fraktioner i en fælles front, dels ved at opgive alle betingelser for at begynde fredsforhandlinger.
➜ Overdragelse af det administrative ansvar for Vestbredden til Israel
Den 26. Oktober 1994 underskrev Jordan og Israel en fred, som officielt overdrog det administrative ansvar for de to israelske provinser Judæa og Samaria - dvs. Vestbredden - til Israel.
Overdragelsesceremonien blev holdt i den israelske Arabia-dal nord for Eilat, tæt ved grænsen til Jordan.
Den israelske premierminister Ytzak Rabin og premierminister Abdelsalam al- Majali fra Jordan underskrev fredsslutningen, som blev fulgt op af et ceremonielt håndtryk mellem Israels daværende præsident Ezer Weizman og Jordans Kong Hussein. Den amerikanske præsident Bill Clinton og hans udenrigsminister Warren Christopher var til stede ved ceremonien.
Egypten bød fredsaftalen velkommen, Syrien var imod. Den libanesisk baserede terrorgruppe Hizbollah overdængede fra Libanon civilbefolkningen i Gallilæa-regionen i det nordlige Israel med raketter og mortergranater umiddelbart før og under ceremonien.
Det var Israels anden fredsaftale med et arabisk naboland. Den første var med Egypten i 1979. Også denne aftale blev indgået med mellemkomst af en amerikanske præsident, Jimmy Carter.
Siden har en række lande i Mellemøsten indgået fredsaftale med Israel, de såkaldte Abraham Accords, som er navngivet efter den fælles, religiøse forfader for de tre religioner jødedommen, kristendommen og islam.
Den selvudråbte, men altså ikke formelt eksisterende, "stat" Palæstina har ikke ønsket at følge sine arabiske naboer i disse fredsinitiativer.
➜ Definition af "antisemitisme"
Der findes omfattende litteratur om hvad antisemitisme er, men i denne sammenhæng skal fremhæves to del-definitioner:
> At forvente andre standarder af den jødiske stat end af andre demokratiske stater. (I denne sammenhæng handler det om retten til at forebygge terror og retten til at tage militære og andre sikkerhedsmæssige initiativer til at imødegå og drage sikkerhedsmæssige konsekvenser af angreb på Israel og dets borgere).
> At benægte jøders ret til selvbestemmelse i en jødisk stat.
Påstandene om at Israel i international retsopfattelse ikke har grundlag for berettiget krav på Vestbredden, og andre påstande som det stærkt defamerende udtryk "apartheidstat", er derfor udtryk for antisemitisme.
Antisemitisme, om ikke som bevidst hensigt, så dog i praksis.