Vision

Vision |


Vi vil skabe rum med ro, nærhed og harmoni til det enkelte menneske i en støjende verden.


I en tilværelse hvor de fleste bombarderes med stimuli størstedelen af tiden, er der opstået et behov for at kunne trække sig tilbage og fordøje alle disse indtryk. Vores længsel efter ro vokser og vokser, for igen at muliggøre, at vi kan være nærværende og fuldt tilstede i vores liv. Og der er næppe et mere oplagt sted at skabe dette rum end i jeres behov.

Stoikeren Seneca var for 2ooo år siden i det gamle Grækenland optaget af at alle mennesker eksisterer, men at de færreste lever. I vore rumligheder lægges der op til at leve og ikke blot eksistere. Vi skal mærke hvor vi er. Skabe mulighed for relationer mellem mennesker.

Vi arbejder med at skabe rum og rammer, der inspirerer mennesket til at finde ind til refleksion, nærvær og fordybelse. I arkitekturen skabes nicher af ro, hvor smukke rumligheder, finurlige løsninger, materialevalgets stoflighed og grønne vækster skaber mulighed for at åbne op for den sanselige og reflekterende side af tilværelsen.

For at skabe de ideelle rammer for vores liv er det vores overbevisning, at både rummets arkitektoniske kvaliteter, psykisk velvære og kontakten til naturens grønne rum skal tænkes ind. aNNeKS arbejder med at formgive arkitektur kunstnerisk via oliemaleri, modeller, fotografi, Lego, grønne vækster, genbrug og skulptur. Længsler udformes og omsættes til arkitektur som indeholder en historie. Jeres historie, jeres ro, jeres liv og gøren. Hvert enkelt hus tilpasses stedet og dets omgivelser – huset skal have en naturlighed i sine omgivelser. En bygning har aldrig en bagside. Og indretningen taler ind i den måde I lever eller arbejder på. Der formgives huse og rum, som vi selv vil bo eller arbejde i. Det er ikke et spørgsmål om opgaven er interessant nok......Det er et spørgsmål om hvordan vi, som arkitekter, griber den an.


Vi efterstræber at bygge huse med eftertanke med udgangspunkt i bæredygtighed, stoflighed, genbrug og sund fornuft. Og med en årelang erfaring med byggestyring, byggeøkonomi og vægt på god tone og lydhørhed på byggepladsen, arbejder aNNeKS sig velovervejet gennem opførelsen af huset. Processen skal være en positiv oplevelse. Vi arbejder efter at skabe god kvalitet....også selvom pengene ikke er store. Hellere lidt men godt, er vort motto.


Hos os er der lydhørhed og indlevelse i jeres drømme. Vi ser muligheder og kommer med ideer - I udvælger efter jeres ønsker og behov sammen med os. Vi guider i æstetik, form, psykologi og funktion, der tilgodeser menneskets behov for rammer, der skaber ro, nærvær og velvære.