Købstadshavne

Købstadshavne på Lolland-Falster 1798-1868

Trods klager og magtkampe så havde havnekommissionen generelt så stor lokal opbakning, at det nærmest var udtryk for en samvirkebevidsthed, der bredt defineret er institutioners og/eller iværksætteres samarbejde om en fælles sag. Denne bevidsthed korn til udtryk, når kommunalbestyrelsen sædvanligvis stillede de ønskede lånegarantier, fordi havnen var af vital betydning. Garantien byggede på princippet om, at manglende afdrag ville blive pålignet kollektivt på byens borgere, der i stigende grad viste sig villige til at løfte i flok, når det gjaldt havnen.

Købstadshavnen som lokal vækstfaktor

Et naturligt udgangspunkt for en vurdering af købstadshavnene som vækstfaktor er korneksporten, der tillægges stor betydning for den økonomiske vækst i 180o-tallet. Undersøgelser på Lolland-Falster har vist, at det på kort sigt er vanskeligt at vurdere betydningen af de forbedrede havne, fordi korneksporten fluktuerede så kraftigt i de første to tredjedele af 180o-tallet. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at havnen ingen betydning havde. Snarere tværtimod. Rødby oplevede intet eksportboom, da byen reelt var umulig at besejle. På længere sigt synes forbedringen af havne- og anløbsforholdene derfor at have haft betydning. De gunstige konjunkturer fra ca. 1825-1830 slog således også igennem i mindre købstæder, der lå isoleret eller ved en å.

Lige så svært det er at måle og veje købstadshavnene som vækstfaktor, lige så tydelig er relationen mellem handelens og skibsfartens udvikling og havnenes moderniseringíg I perioden 1798-1868 gik der en voksende varemængde ind over havnene. Mens kornet var på vej ud på alverdens markeder, så kom fortsat mere gods den modsatte vej. Havnene skulle som følge heraf betjene et stigende antal skibe, der endog løbende blev stadigt større. Således steg travlheden i havnene, hvor der også skulle afses plads til skibsværft, toldbod og ugenerende anløbssteder for dampskibe.

Få 3 gratis tilbud

Travlheden til trods krævede handelen og skibsfarten af hensyn til den bedst mulige udnyttelse af pris- og afsætningsvilkår på de internationale markeder til stadighed en effektivisering af havnene. Skulle dette lykkes, krævede det en løbende forbedring af losse- og ladeforhold. I det lange løb blev behovene for uddybning af sejlløb, udvidelse af oplagsplads, forøgelse af kapaciteten og af de tilbudte serviceydelser imødekommet på Lolland-Falster, hvor købstadshavnene organisk tilpassedes nye tider og krav. For at sikre havnens effektivitet blev deres afbenyttelse i højere grad end tidligere styret og reguleret.

Selv om det ikke er lykkedes at finde oplysninger om skibenes liggetid, så må det antages, at den blev nedbragt i takt med vanddybdens og oplagspladsens forøgelse. Havnenes modernisering medførte som følge af den effektive sejltids forøgelse og liggetidens formindskelse, dels at skibene kunne foretage flere årlige fragter, dels at varerne kom hurtigere frem til markedet. Hertil kom, at havnene blev i stand til at betjene et stigende antal skibe og varer. Når havnene desuden kunne betjene større skibe mere effektivt, så blev fragtomkostningen pr. enhed mindre, da varerne hurtigere kunne udskibes og/eller omdirigeres til de mest profitable afsætningsmarkeder, hvilket forbedrede købmændenes konkurrenceevne.

Kravet fra de internationale markeder om renere og tørrere korn medvirkede havnenes modernisering til at imødekomme, fordi behovet for omladning, som udsatte kornet for vejrligets luner, blev mindre. Sammenfattende må det derfor konkluderes, at den effektivisering, som moderniseringen af købstadshavnene på Lolland-Falster medførte, var en vækststimulerende faktor, selv om effekten ikke direkte kan kvantificeres.