Handel

For så vidt angår købmænd mv., var detaljeringsgraden i denne kategori begrænset i folketællingen for 1803. Således blev der blot opført erhvervsbetegnelser som f.eks. "driver handel", "handelsmand", "høker" og "købmand". I 1901 er der en væsentlig større spredning, idet folketællingen viser, at apoteket beskæftiger tre personer, der findes en boghandel, et mejeriudsalg, to handelsgartnere, 19 købmænd og en farve- og kulhandler, ligesom det noteres, at en del kvinder arbejder som ekspeditricer i forretningerne. I 1803-tællingen må påregnes en vis grad af unøjagtighed i rubriceringen af de forskellige betegnelser, da eksempelvis opgivelserne "fährt zur See/Seefahrer" og "fährt zur See" utvivlsomt dækker over en måske ikke særlig søkyndig embedsmands oversættelse til tysk af, hvad de pågældende familieoverhoveder har fundet det for godt at betegne deres funktion som.

Endvidere havde de enkelte fartøjer en lille størrelse, at det næppe har været aktuelt at opretholde en skarp rangfølge. Hvad der stikker mest i øjnene, er reduktionen af det samlede antal af menige sømænd/søfarende og af skippere/styrmænd/båd- og skibsførere. Ikke alene skete der en reduktion af antallet af fartøjer i anden halvdel af 1800-tallet, men generelt skete der på den tid også et skift til fartøjstyper, der krævede mindre mandskab. De unge måtte altså finde alternativ beskæftigelse frem for den traditionelle søfartsvej. Så vidt folketællingerne.

Kornhandelen var vigtig

Kornhandelen var den vigtigste og udgjordes af opkøb ved Østersøen og i Danmark og efterfølgende salg i Flensborg, Kiel og Norge. Endnu midt i århundredet var søfart og handel fortsat de dominerende erhverv i byen. I 1854 skrev Schröder: Hovednæringsgrenene ere Skibsfart og Handel. At Handelen i Ærøeskjøbing forben har været betydelig, sees deraf, at Kraemmerne der i forrige Tider havde havt deres eget Laug, som 1727 stadfaestedes af Hertug Frederik. Kornhandelen er ikke betydelig, men dog i Tiltagende, især er Handelen med Flensborg temmelig levende. En stor Deel af Skipperne driver Kornhandel for egen Regning til Norge, og før den sidste Krig til Hertugdømmerne.

Anderledes så situationen ud i 1899, hvor det igen i Trap blev skrevet: Ved siden af Haandværk og Handel, hvilken sidste dog ikke er stor, har Søfart en Del betydning. Ved Udg. af 1898 var der ved Toldstedet hjemmehørende 57 Fartøjer og maalte Baade med i alt 2.438 Tons, deraf 1 Dampskib. Af Fabrikker og industrielle Anlæg nævnes to Skibsbyggerier, en Sawejrmølle, et Kalkbrænderi, et Andelsmejeri og et Hvidtøl- og bayersk Ølbryggeri. Byens Øvrighed er en malermester, der tillige er Byfoged og Byskriver samt Herredsfoged og Skriver i Ærø Herred, og et Byraad, som bestaar foruden af Formanden (Borgmesteren) af 9 valgte Medlemmer. I de statistisk-topografiske værker konstateres det altså, at Ærøskøbing i starten af århundredet var en udpræget søkøbstad i den forstand, at byens indbyggere primært ernærede sig gennem søfart og handel. I 1901 er det blevet problematisk fortsat at betegne Ærøskøbing "søkøbstad". Antallet af søfolk var således halveret fra 1845 til 1901, og det blev tidligere konstateret, at antallet af menige søfolk var faldet fra 115 til blot 29, mens også de befalingshavendes antal var faldet, dog "kun" fra 73 til 54. Af både folketællingen 1901 og af beskrivelsen i Trap fremgår, at håndværkere og købmænd overhalede søfarten i betydning.

Efterspørgslen på arbejdskraft

Købstadshavnenes modernisering havde - om end i en mindre skala - ligheder med anlæggelsen af jernbanen, fordi den stimulerede den lokale økonomi ved at øge efterspørgslen på arbejdskraft, materialer og serviceydelser. Selv om jernbanerne gjorde byerne mindre afhængige af gode havne, blev langt størstedelen af varerne fortsat ind- og udført søværts. Symbiosen mellem havnen og jernbanen medførte, at kornets vej fra markerne til de internationale markeder blev endnu hurtigere, hvorved vareudvekslingen blev effektiviseret, og transaktionsomkostningerne faldt.

Nye materialer og metoder blev introduceret i det industrielle byggeri med en umådelig fart. Mange blev endog afløst af endnu nyere påhit, inden de nåede at vise, om de var levedygtige. Der er ingen grund til at dvæle længe ved det kvalitetstab byggeriet på mange måder led ved industrialiseringen. Man kan blot konstatere at bestræbelsen i de omfattende forandringer var at opføre billigt byggeri i al hast, under forsøget på dels at løse boligmanglen og dels besvare efterspørgslen på det glorificerede parcelhus, gennem 1960'erne til midt i 1980'erne. Det var, som om en pludselig overfladiskhed havde grebet hele byggebranchen, fra bygherre over arkitekt til den håndværker, der i stadig højere grad reduceredes til montør af præfabrikerede elementer.

Mange nye tanker prægede byggeriet i de år, og selv om intentionerne var gode og skaffede boliger til mange, var der stærk kritik af de metoder, som sanerede store bydele og flyttede folk ud i omegnens nye betonsiloer. I dag er man erfaringen rigere og mere indstillet på at bevare og modernisere gamle lejekaserner. Bla. hovedstadens brokvarterer og gamle arbejderboliger er efter velgjorte byfornyelser blevet stærkt eftertragtede. lmens er mange trøstesløse omegnskvarterer bygget i 1970'erne blevet steder man kun flytter til, hvis man ikke har andre muligheder i udsigt.