Vedtægter

Vedtægter for BIFOS

Brønderslev Idrætsforening for Sindslidende


Foreningsforhold

§1 Navn og hjemsted

Stk.1. Foreningens navn er BIFOS, og den er hjemmehørende i Brønderslev Kommune.

Foreningen er stiftet den 02. oktober 2002.

Stk.2. Foreningen er tilsluttet Dansk Arbejder Idrætsforbund under Danmarks Idræts-Forbund og er forpligtet til at overholde disses til enhver tid gældende love og bestemmelser.

§2 Formål

Stk.1. Foreningens formål er:

· At tilbyde idræt til sindslidende i Brønderslev Kommune og omegn.

· At tilbyde medlemmerne trivsel gennem idrætsaktiviteter.

· At øge medlemmernes fysiske og psykiske velvære.

· At skabe et socialt og stabilt miljø.

· At styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv.

Stk.2. Foreningen arbejder for sit formål gennem kvalificeret træning, stævner, turneringer og andre idrætslige arrangementer.

Medlemsforhold

§3 Medlemskab

Stk.1. Foreningen har 3 typer af medlemmer:

A. Personlige medlemmer, der er aktive idrætsudøvere.

B. Personlige medlemmer, der ikke er aktive idrætsudøvere.

C. Specialmedlemmer, som løbende er udskiftelige i kontingentperioden.

Stk.2. Som medlem kan optages enhver person, der kan tilslutte sig foreningens formål, erklære sig villig til at overholde dens love og regler, samt betale det af generalforsamlingen fastsatte kontingent.

Stk.3. C-medlemmer tegner medlemskab for det antal enkeltmedlemmer, der ønskes optaget i foreningen i hver kontingentperiode.

§4 Indmeldelse

Stk.1. Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldingsblanket til bestyrelsen. Indmeldelsen er bindende for en hel kontingentperiode. Ved indmeldelse udleveres et eksemplar af foreningens vedtægter.

Stk.2. Ved indmeldelse skal oplyses navn og adresse. A- og B-medlemmer skal endvidere oplyse fødselsdato og fødselsår, C-medlemmer skal oplyse navnet på mindst en kontaktperson. C-medlemmer skal til enhver tid kunne oplyse navn, fødselsdato og fødselsår for de enkeltmedlemmer, der på tidspunktet er med i foreningen.

§5 Udmeldelse

Stk.1. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsen. Udmeldelsen har virkning fra kontingentperiodens ophør.

Stk.2. Udmeldelse kan kun accepteres, hvis medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med foreningen.

§6 Kontingent

Stk.1. Foreningens kontingentsatser fastsættes for ét år ad gangen på den ordinære generalforsamling.

Stk.2. Kontingentet opkræves helårligt forud for A-, B- og C-medlemmer. Hvis det ønskes, kan bestyrelsen give tilladelse til opkrævning af halvårligt kontingent for enkelte medlemmer. Det er medlemmers pligt selv at sørge for rettidig indbetaling af kontingent.

Stk.3. Optagelse i foreningen sker ved indbetaling af det fastsatte kontingent.

§7 Restance

Stk.1. Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.

Stk.2. Medlemmer med over 3 måneders kontingentrestance kan slettes af medlemslisten med 14 dages varsel.

Stk.3. Bestyrelsen har dog ret til at eftergive kontingentrestancer, såfremt et medlem på grund af særlige årsager ikke er i stand til at betale.

§8 Udelukkelse og eksklusion

Stk.1. Et medlem kan udelukkes for en nærmere tidsbegrænset periode eller ekskluderes helt, såfremt vedkommendes opførsel strider mod foreningens vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemspligter.

Stk.2. Såvel i sager om udelukkelse som eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

Stk.3. Et ekskluderet medlem kan kræve, at beslutningen tages op på førstkommende general-forsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Beslutning om eksklusion kræver 2/3 stemmeflertal på generalforsamlingen.

Generalforsamlinger

§9 Ordinær generalforsamling

Stk.1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender.

Stk.2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af februar måned, og der indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde en foreløbig dagsorden.

Stk.3. Forslag, der ønskes behandlet, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage inden generalforsamlingen.

Stk.4. Alle foreningens medlemmer har adgang til generalforsamlingen. Stemmeret har alle, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

Stk.5. En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig, når mindst 5 stemmeberettigede medlemmer er til stede.

§10 Dagsorden

Stk.1. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent, referent og mindst 2 stemmetællere. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.

2. Fremlæggelse af bestyrelsens beretning for det forløbne år til godkendelse.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse.

4. Behandling af indkomne forslag.

5. Vedtagelse af målsætning for foreningens arbejde i det kommende idrætsår.

6. Vedtagelse af budget for det kommende regnskabsår – herunder fastsættelse af kontingentsatser.

7. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer, samt 2 suppleanter herfor, jf. § 13.

8. Valg af 1 eller 2 revisorer, samt 1 suppleant herfor, jf. § 16. Revisorer og suppleant må ikke være medlemmer af bestyrelsen.

9. Eventuelt.

§11 Generalforsamlingens ledelse m.v.

Stk.1. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, og en referent, der med fordel kan være foreningens sekretær.

Stk.2. Beslutninger træffes ved simpelt stemme-flertal. Dog kræves der 2/3 stemmeflertal i spørgsmål om eksklusion af medlem, vedtægtsændring eller foreningsopløsning, jf. § 8, § 17 og § 18.

Stk.3. Der stemmes ved håndsoprækning, med mindre 5 stemmeberettigede medlemmer kræver skriftlig afstemning. Ved personvalg afholdes altid hemmelig, skriftlig afstemning.

Stk.4. På stemmesedlen anføres i uprioriteret rækkefølge navnene på de personer, man ønsker valgt, i et antal svarende til hvad der skal vælges. De personer, der har fået flest stemmer, er valgt. I tilfælde af stemmelighed mellem en mindre del af de opstillede kandidater ved første afstemning, afholdes endnu en afstemning mellem de kandidater, der står lige. Såfremt også denne afstemning giver kandidaterne lige mange stemmer, afgøres valget ved lodtrækning.

Stk.5. Valgbare til foreningens tillidsposter er kun medlemmer, der har stemmeret; men der kan dispenseres, hvis generalforsamlingen skønner det nødvendigt.

Stk.6. Opstilling kræver forudgående personligt samtykke. Samtykke bl.a. ved fravær kan gives mundtligt eller skriftligt.

Stk.7. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger, som underskrives af dirigenten.

§12 Ekstraordinær generalforsamling

Stk.1. Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettige medlemmer overfor bestyrelsen fremsætter en skriftlig begrundet anmodning herom.

Stk.2. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest en måned efter, at anmodningen er fremsat. Der indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel. Af indkaldelsen skal klart fremgå hvilke emner, der ønskes behandlet, fx ved vedlæggelse af en dagsorden; og det er kun disse emner, der kan træffes beslutninger om.

Stk.3. For gennemførelsen af den ekstraordinære generalforsamling gælder i øvrigt de samme bestemmelser, som for den ordinære generalforsamling.

Foreningsbestyrelsen

§13 Bestyrelsesvalg

Stk.1. Bestyrelsen er leder af foreningen mellem generalforsamlingerne og repræsenterer foreningen i alle forhold.

Stk.2. Bestyrelsens 6 medlemmer er valgt for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Hvert år er 3 bestyrelsesmedlemmer på valg. Hvert år vælges i prioriteret rækkefølge 2 suppleanter for bestyrelsens medlemmer. Suppleanter vælges for et år ad gangen.

Stk.3. Bestyrelsen konstituerer sig på et møde senest 14 dage efter generalforsamlingen. Bestyrelsen konstitueres og arbejder med en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og 2 menige medlemmer. Bestyrelsessuppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret.

Stk.4. Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, indtræder suppleanten. Bestyrelsen konstituerer sig herefter på ny, jf. stk.3.

§14 Forretningsorden og tegningsret

Stk.1. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk.2. Bestyrelsen holder ca. et månedligt møde.

Stk.3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer, heriblandt formanden eller i dennes fravær næstformanden, er til stede. Afgørelse træffes ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme afgørende.

Stk.4. Bestyrelsen kan efter behov nedsætte udvalg til at arbejde med løbende opgaver.

Stk.5. Der udfærdiges et referat fra møderne, som underskrives af formanden.

Stk.6. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

Stk.7. Foreningen tegnes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer i fællesskab; af disse to skal mindst den ene være formanden eller kassereren. Ved optagelse af lån og ved køb/salg af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Stk.8. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

Foreningsøkonomi

§15 Regnskab

Stk.1. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for regnskab og budget.

Stk.2. Foreningens regnskabsår følger kalender-året.

Stk.3. Foreningens regnskab føres af kassereren. Alle indtægter og udgifter bogføres med tilhørende bilag.

Stk.4. Eventuelt oparbejdet overskud i foreningen skal anvendes i overensstemmelse med formåls-paragraffen og de af generalforsamlingen fastsatte bestemmelser.

Stk.5. Bestyrelsen skal inden udgangen af januar måned afgive regnskab for det forløbne år og status pr. 31. december til revisionen.

§16 Revision

Stk.1. På den ordinære generalforsamling vælges for ét år ad gangen 1 eller 2 revisorer, samt 1 suppleant herfor. Hvis der kun vælges 1 revisor, skal vedkommende være registreret eller statsautoriseret. Revisorer og suppleant må ikke være medlemmer af bestyrelsen.

Stk.2. Revisionsformen er regnskabsmæssig; dvs., at der kontrolleres, at bilag og bogføring er i overensstemmelse, samt at kassebeholdningen er til stede.

Stk.3. Revisionen skal inden den ordinære generalforsamling gennemgå og påtegne det samlede regnskab og påse, at beholdningen er til stede.

Stk.4. Revisionen har til enhver tid adgang til at efterse regnskabsmateriale og kassebeholdning.

Foreningsændringer

§17 Vedtægtsændringer

Stk.1. Disse vedtægter kan ændres på enhver lovlig indkaldt generalforsamling, hvor ændrings-forslaget fremgår af dagsordenen og hvor mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Stk.2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, hvorpå de er vedtaget.

§18 Foreningens opløsning

Stk.1. Beslutning om opløsning af foreningen kan kun træffes på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at der kan opnås mindst 2/3 stemme-flertal for opløsningen.

Stk.2. Opnås et sådant flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvor mange stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

Stk.3. Ved foreningsopløsning tilbagebetales allerede indbetalt kontingent ikke.

Stk.4. I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens eventuelle aktiver Idrætssamvirket Brønderslev. Evt. overskydende midler efter betaling af alle skyldige beløb (herunder også vedr. afhændelse af fast ejendom) ved foreningens ophævelse skal indsættes på konto i pengeinstitut i mindst 3 år til disposition for en ny forening af samme kategori i samme lokalområde i kommunen. Kontoen, der skal stå under administration af Idrætssamvirket, overgår efter den anførte periode til en fond til fordel for de øvrige medlemsforeninger i hele kommunen under Idrætssamvirket. Se i øvrigt vedtægter for Idrætssamvirket Brønderslev §3 stk. 3.


Således vedtaget på stiftende generalforsamling i Brønderslev den 02. oktober 2002

Ændret og vedtaget på ordinær generalforsamling i Brønderslev den 24. marts 2004

Ændret og vedtaget på generalforsamling i Brønderslev den 26. marts 2008

Ændret og vedtaget på generalforsamling i Brønderslev den 25. februar 2009

Ændret og vedtaget på generalforsamling i Brønderslev den 27. februar 2013

Ændret og vedtaget på generalforsamling i Brønderslev den 12. februar 2020

Dirigent: ……………………………. Referent: ………………………………