Status pr. 30. august 2022
Hermed en lille status på arbejdsgruppens arbejde hen over sommeren:
Svendborg Kommune er i gang med udarbejdelsen af en strategisk varmeplan, der skal bidrage med information om, hvor der anses at være fjernvarmepotentiale og hvilke områder at en fjernvarmeløsning må forventes usandsynlig.
Som led i den strategiske varmeplan analyserer Svendborg Kommune på muligheden for en fjernvarmeløsning ved Vindeby samt Troense, hvor der analyseres på et scenarie baseret på forsyning via Svendborg Fjernvarmes nye produktionsanlæg eller ved etablering af en lokal fjernvarmecentral. Denne analyse skal give indsigt i de tekniske og økonomiske perspektiver ved denne type løsning. Analysen forventes at være færdig omkring primo november.
Såfremt analysen viser, at en fjernvarmeløsning kan være et konkurrencedygtigt alternativ, vil der arbejdes på at finde en aktør, som ønsker at realisere og projektere fjernvarmeprojektet. Svendborg Kommune ejer ikke et fjernvarmeselskab, som kan udføre disse fjernvarmeprojekter.
Som led i en plan B undersøges der også muligheden for fælles løsninger i visse områder via eksempelvis Termonet. Her er Svendborg Kommune interesseret i nogle gode case-områder, som der kan beregnes på. Dette er for at belyse de tekniske og økonomiske perspektiver i en termonetsløsning for mindre områder. Termonet kan beskrives som et kollektivt jordvarmeanlæg, men har også mulighed for at udnytte andre varmekilder. Derved har Termonet ikke de samme udfordringer med støj, som kan udgøre en udfordring ved mange luft/vand varmepumper i et tæt bebygget område.
Der kan læses mere om Termonet her: https://termonet.dk/
I plan B vil der ligeledes være mange områder, som skal have individuelle løsninger i form af luft/vand varmepumper, jordvarme og forskellige hybridløsninger. For nogle vil det ligeledes give mest mening at fortsætte med deres eksisterende gasfyr. Her er Svendborg Kommune i gang med at koordinere vores varmeplaner med Evida og FLOW Elnet, så udviklingen i gasnettet og elnettet spiller sammen.
Vi i Tåsinge-arbejdsgruppen er i dialog med tilsvarende grupper på Thurø og i Lundeborg – hvor vi sammen prøver at blive klogere.