LOKALOMRÅDET

Valcros er et område med ca. 1.500 ejendomme placeret op af bjergene.  Huset ligger i ca. 110 m. højde i kvarteret La Galinette, som er et område med individuelt byggeri og god afstand mellem husene. Valcros grænser op til naturreservatet, Massif des Maures.  Få minutters kørsel fra huset er Valcros’ 18 hullers golfbane. 

I området er der en lang række vingårde, de fleste med rosé som speciale. Det er her mange af de bedste Côte de Provence producenter holder til.  Den lokale vin købes fra gårdene.

Fra huset er der ca. 10 minutter kørsel ned til byen La Londe les Maures, som er den nærmeste indkøbsmulighed. La Londe er en typisk fransk by med en ugentlig markedsdag (søndag formiddag), butikker, flere supermarkeder og bagere – og ikke alt for mange turister og trafik om sommeren. Der er restaurationer i forskellige prisklasser og take-aways. La Londe har også en lystbådehavn og strande med små spisesteder.