Havnereglement Vildsund Havn A.m.b.a.

Havnereglement for Vildsund Havn A.m.b.a.

_______________________________________

Havnens område:

Det til Vildsund Havn hørende område begrænses mod nord af matr. nr. 13 ai, mod øst og sydøst af Limfjorden, mod syd af skellet til matr. nr. 13 fz Sundby by, Stagstrup og mod vest af Gl. Færgevej og privat fælles vej beliggende på matr. Nr. 13 fz, jfr. vedhæftede måleblad udarbejdet af landinspektør Klaus Gjærup i januar 1992.

Desuden omfatter havnereglementet areal tilhørende Thisted Kommune på matr. nr. 13 fz imellem matr. nr. 13 c og 13 bt, som Vildsund Havn har rådighed over, samt areal på matr. nr. 13 fz til vinteropbevaring ifølge lokalplan for området.

Ordensbestemmelser og regler for sejlads

Generelle bestemmelser.

§ 1

Føreren af ethvert fartøj i havnen er pligtig til at gøre sig bekendt med indholdet af nærværende reglement, der vederlagsfrit udleveres ved henvendelse til havneopsynet eller bestyrelsen for havnen.

Overholdelse af orden indenfor havnens område påses af havneopsynet, der består af en havnefoged med eventuelle medhjælpere under overtilsyn af bestyrelsen for Vildsund Havn A.m.b.a.

Havneopsynet er pligtig til på forlangende at legitimere sig.

Regler for opankringssejlads, fortøjning m.m.

Ethvert fartøj, der ligger for anker eller fortøjret indenfor havnens område, kan af havneopsynet forlanges fjernet, når det efter havneopsynets skøn ligger til hinder for fri og sikker besejling af havnen. Vægrer fartøjet sig ved at flytte, eller sker flytningen ikke inden en af havneopsynet fastsat tidsfrist, er dette berettiget til at foretage flytningen for fartøjsejerens regning og risiko.

Opankring indenfor havnens område må kun ske efter indhentet tilladelse fra havneopsynet eller i en nødsituation.

Fartøjer, der ankrer uden bydende nødvendighed på en måde, der strider mod disse bestemmelser, bærer selv det fulde ansvar for mulige følger deraf.

§ 3

For sejladsen indenfor havnens område gælder de af Søfartsstyrelsen til enhver tid udfærdigede særlige regler for sejlads m.m. i visse danske farvande.

Sejlads inden for havnens område skal foregå med hastigheder, der ikke overstiger 3 knob og altid med så passende lav hastighed, at der ikke forvoldes ulempe for andre. Der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af havneanlægget.

§ 4

Fastliggende fartøjer må bortset fra nødvendig forhaling ved reparation, brændstofpåfyldning, proviantering m.m. kun anbringes ved de anviste pladser. Ledig/optaget-skiltene skal benyttes.

Gæstende fartøjer skal snarest muligt melde deres ankomst til havneopsynet, og de henvises til at benytte de anviste pladser. Der må ikke forhales til anden plads uden havneopsynets tilladelse. Havneafgiften betales til havnefogeden i forbindelse med ankomst, eller, hvis havnefogeden ikke træffes, ifølge den af bestyrelsen på klubhuset opsatte vejledning.

§ 5

Efterkommes et givet påbud ikke, kan havneopsynet lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko. Hermed forbundne udgifter til tovværk, mandskab og lignende bæres af ejeren, ligesom eventuelle skader på fartøjet ikke kan forlanges erstattet.

§ 6

Fartøjer må ikke fastgøres ved bolværker, broer, friholdeværker eller lignende, men kun ved de dertil anbragte fortøjringsredskaber.

Alle fartøjer, der benytter havnen, er forpligtet til at anvende fortøjninger, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet inden for den anviste plads, idet havneopsynet er berettiget til at afvise fartøjer, der optager mere end en af de fastetablerede bådpladser.

Fartøjer må ikke uden havneopsynets tilladelse fastholdes ved anker eller trosser, som helt eller delvist spærrer farvandet i havnen, og når det forlanges, skal de slækkes for andre både. Det påhviler bådejerne at holde udhalere, fortøjninger m.m. ved bådpladserne i ordentlig stand, så de ikke er til gene for andre sejlende.

Fartøjer skal ligge med fendere langs siden i nødvendigt omfang for at hindre, at de tørner mod hinanden eller beskadiger havneanlæggene.

§ 7

Bliver det nødvendigt af pladshensyn og efter indhentet tilladelse fra havneopsynet, at flere fartøjer ligger ved siden ad hinanden, skal de, som ligger nærmest bolværket, finde sig i, at mandskabet fra de udenfor liggende fartøjer har fri og uhindret adgang over dækket.

Slæbejoller og lignende må kun anbringes ved fartøjer, såfremt det kan ske uden gener for andre fartøjer.

Et fartøj må ikke oplægges i havnen uden havneopsynets tilladelse.

§ 8

Hvis et fartøj efter havneopsynets skøn er blevet forladt i havnen, er dette efter offentlig meddelelse berettiget til at tage det i forvaring og fjerne det, opbevare det eller på anden måde disponere det, alt sammen for ejerens regning og risiko.

Strander eller synker et fartøj indenfor havnens område eller indsejlingen til denne, og fjerner fartøjsejeren det ikke inden en af havneopsynet fastsat tidsfrist, kan havneopsynet foranstalte fartøjet fjernet. Havnen er berettiget til at få udgifterne dækket af fartøjet eller dets ejer.

Vrag må ikke indbringes i havnen uden havneopsynets udtrykkelige tilladelse.

Havneopsynet kan forlange både forhalet til andre pladser i forbindelse med sejlerstævner eller andre havnearrangementer.

Optagning, reparation, brændstof m.m.

§ 9

Søsætning / optagning må kun foretages ved de af havnebestyrelsen anviste bolværker, ophalinsramper og lignende.

Umiddelbart efter søsætning/optagning er fartøjsejeren pligtig at rydde kajen for bukke, vogne, støtter, maling og andet grej.

Såfremt en bådejer, der har fået tildelt fast plads i havnen, ønsker at opsætte adgangsstige på kajen, således adgang til båden lettes, skal materialevalg og udførelse af nævnte adgangsstige være nøjagtig magen til den model som Vildsund Havn A.m.b.a. anviser og sælger. Aftale herom træffes med havneopsynet eller bestyrelsen.

§ 10

Fartøjer, bådvogne og master m.m. må kun anbringes på de hertil bestemte arealer efter aftale med Havnens pladsformand. Placering af bådene og/eller båd stativer må kun finde sted på et med pæle afmærket område syd for Havnen på 19 x 31 m, således at de største både placeres længst mod syd, herefter de næststørste osv. Bådpladser på land er forbeholdt de bådejere, der er andelshavere i Vildsund Havn A.m.b.a., eller som af havnens bestyrelse er godkendt som lejere af bådpladser. Anvisning af pladser kan kun fine sted efter aftale med Havnens pladsformand. Denne bestemmelse omfatter også henstilling af bådvogne / stativer i sommerperioden 1/5 til 1/10. Disse stativer / bådvogne skal placere langs stakit mod værftet startende fra syd, således der ikke opmagasineres effekter der afspærrer kørevejen gennem området.

Fartøjer og bådvogne m.m., der henstår på arealer der disponeres af havnen, uden tilladelse eller udover en tilladt tidsfrist, er havneopsynet berettiget til umiddelbart at fjerne for ejerens regning og risiko. Alle bådvogne / stativer skal være forsynet med et synligt skilt, hvorpå der er opgivet ejers navn, telefon nr. og plads nr. Henstilling af både må kun ske i perioden 1/10 til 1/5. Eventuel ansøgning om dispensation fra denne tidsfrist er Havnen uvedkommende og skal derfor ansøges hos Kommunens Tekniske Forvaltning af bådejeren selv. Denne bestemmelse er indført i lokalplanen for det aktuelle område og er derfor uden mulig indflydelse fra havnens bestyrelse.

Når søsætning har fundet sted påhviler det enhver bådejer at sørge for oprydning på oplagspladsen samt sørge for at bådvogn eller bådstativ placeres parallel med plankeværk mod værftet startende fra syd. Der må under ingen omstændigheder anbringes materiel uden for det ovennævnte område på 19 x 31 m.

§ 11

Det er ikke tilladt at opbevare depoter af motorbrændstoffer og smøreolier på havnens område.

Ved brændstofpåfyldning skal træffes alle forholdsregler til at sikre mod spild, antændelse m.v., som kan medføre brand ombord, på kaj eller forurening af havmiljøet.

Erhvervsfiskere

§ 12

Lokale erhvervsfiskere kan anløbe/benytte havnen, men må, jfr. § 6, ikke i forbindelse med anløb optage mere ene en af de fastetablerede bådpladser. Havneopsynet kan ved overtrædelse påbyde bådejeren af fjerne fartøjet. Den i § 5 havneopsynet givne bemyndigelse gælder også for fiskefartøjer.

§ 13

Losning og lastning af muslinger må af miljø- og tekniske hensyn ikke ske over kajarealet. Muslingefiskere og kuttere henvises til at losse og laste udenfor havnen, eventuelt ved den i Øst Vildsund etablerede pier.

§ 14

Af hensyn til havnens vedligeholdelse og miljø er det ikke tilladt erhvervsfiskere og lystbåde at aktivere skruen, når fartøjet ligger ved kaj. Enhver overtrædelse skal straks bringes til ophør, og eventuelle skader på havneanlægget påhviler det bådejeren at erstatte.

§ 15

Ved anløb skal enhver fiskerbåd være monteret med en lovpligtig godkendt og fungerende elmåler, der aflæses efter aftale med havneopsynet. På anfordring betales for brug kontant til havneopsynet.

§ 16

Havneopsynet er berettiget til at afvise fiskerbåde, der tidligere har overtrådt nærværende bestemmelser.

Forskellige ordensbestemmelser

§ 17

Fartøjer, der ligger fortøjret, skal fastgøre fald og lignende, således at det ikke klaprer unødvendigt mod masten.

§ 18

Henkastning af affald af enhver art i havnebassinet eller på områder hvor havnen har råderet, er forbudt. Der henvises til benyttelse af de på havnearealet opstillede affaldscontainere. Al form for klunsning samt flaskeindsamling ved containere, affaldsstativer samt på havneområdet i øvrigt er forbudt. Al henlæggelse uden havneopsynets tilladelse er ligeledes forbudt.

Spildolie, akkumulatorer og lignende må ikke anbringes almindelige affaldsbeholdere, men skal fjernes fra havnens område incl. område beregnet til vinteropbevaring af både.

Udpumpning af marinetoiletter eller olieholdigt affald i havnen er forbudt.

§ 19

Badning, surfning og støjende adfærd med vandscootere og andre både i havnebassinet er strengt forbudt.

Teltslagning, opstilling af campingvogne, autocampere m.m. på havnens område må kun ske efter forudgående tilladelse af havneopsynet.

Parkering af campingvogne, autocampere og bådtrailere må kun ske på de dertil særligt indrettede parkeringspladser.

Havnens badekabiner kan benyttes mod køb af badepoletter hos havneopsynet eller på et af dette anvist sted. Brugerne er pligtige at efterlade badekabinerne rene og ryddelige.

§ 20

Den maksimalt tilladte hastighed ved kørsel på havneområdet er 20 km/t. Parkering på havneområdet må ikke være til gene for det daglige havnearbejde samt benyttelsen af slæbestedet. Parkering skal finde sted på dertil beregnede områder.

Anvendelse af El

§ 21

El fra havnens standere må ikke anvendes til opvarmning af både m.v. men kun til opladning af batterier samt div. værktøj i forbindelse med vedligeholdelse og reparationer.

I følgende situationer skal der efter aftale med Havneopsynet monteres elmåler:

1 Såfremt man ønsker konstant tilslutning til El-stander, også når man ikke opholder sig på båden.

2 Hvis en pladshaver tager ophold af mere permanent karakter på sin båd. Vurdering heraf foretages af Havneopsynet.

El-måleren skal lejes af havnen og registreret forbrug afregnes jfr. det på generalforsamlingen vedtagne prisblad. Lejer har ansvar for måleren og vil således være erstatningspligtig i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst.

Overtrædelse af denne paragraf vil kunne medføre at man mister muligheden for at opnå fast plads i havnen. Beslutning herom samt mulige straffeforanstaltninger træffes af havnens bestyrelse.

Havneopsyn, skadeserstatning m.m.

§ 22

Enhver, der opholder sig på havnens område, er pligtig at rette sig efter havneopsynets anvisninger, herunder også efter anmodning at fjerne sig fra havnens område.

Mener nogen sig forurettet af havneopsynet, kan sagen indbringes for bestyrelsen for Vildsund Havn A.m.b.a., men et af havneopsynet givet påbud skal under alle omstændigheder efterkommes, indtil anden bestemmelse træffes af havnens bestyrelse.

§ 23

For at opnå fast plads i havnen er det en betingelse at det fartøj hvortil der ønskes plads er ansvarsforsikret. Dokumentation herfor skal hvert år forinden søsætningen forevises til havnens pladsforvalter.

Hvis en fartøjsejer ikke efterkommer de i reglementet nævnte bestemmelser eller de af havneopsynet givne pålæg så hurtigt, som det af dette skønnes nødvendigt, er havneopsynet berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker. For beskadigelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr, kan fartøjsejeren ikke forlange erstatning. Fartøjsejeren er pligtig at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført.

Fartøjsejeren er til enhver tid ansvarlig og erstatningspligtig for den skade, som han, hans mandskab eller fartøj måtte anrette på havneværkerne, havnens ejendele eller andre fartøjer.

Opståede skader på havneværker og fartøjer eller andre ulykker, som udsætter personer eller ejendom for fare, skal straks meddeles til havneopsynet.

Enhver bådpladsejer bærer selv ansvaret for eventuelt knækkede eller misligholdte fortøjningspæle eller kajanlæg.

Vildsund Havn A.m.b.a. har intet ansvar ved skader på fartøjer, som er sket i forbindelse med isbrydning og anden vintervedligeholdelse af pæle og broer sket mellem den 15. november og den 1. april følgende år.

Ikrafttræden

§ 24

Dette havnereglement træder i kraft, så snart bestyrelsen for Vildsund Havn A.m.b.a. har vedtaget det.

Vedtaget i Vildsund, den 24/3 2014

John Plet John Svane Ole M Andersen Jørgen Pedersen Niels Jørn Kristensen

Ændring foretaget den 4/8 2015 i § 21 f.s.v. ang. ophold i båd der har karakter af permanent ophold. Bestyrelsesbeslutning jvfr. ref. Fra 4/8 2015.