Stifteren af Valborg og Edith Larsens æres- og forskningslegat er Edith Larsen.
Valborg Larsen blev født Nielsen i København 8. juli 1884.
Livsvilkår for kvinder kunne på daværende tidpunkt være meget vanskellige. Kvinder havde ikke stemmeret og ingen økonomisk myndighed, hvis de var gift.
I et Danmark, hvor kvinders retsstilling og livsvilkår var krævende, samtidig med at velstanden i samfundet også var meget anerledes end i dag, traf Valborg Larsen nogle livsvalg, som de færreste kvinder turde eller havde evnen til.
Valborg valgte - og kunne - forsørge sig selv som selvudlært skrædder. Valborg valgte også at være enlig mor og forsørge sig og sit barn.
Hun fødte Edith Larsen den 6. august 1908 på fødselsstiftelsen i København. Fødselsstiftelsen var en institution, oprettet i 1750, hvor ugifte kvinder kunne føde uden at opgive hverken deres eget eller faderens navn til myndighederne. Valborg var blevet gift med Ediths far, men valgte at lade sig skille og fravalgte kontakt med faderen af gode grunde.
I den forbindelse kan forskellige nedslag i kvinders retshistorie på Valborgs tid nævnes:
I 1914 da Valborg er 30 år, får kvinder valgret.
I 1921 da Edith er 13 år vedtager Rigsdagen en lov, der ophæver mænds monopol på visse offentlige embeder – dog ikke inden for hæren og kirken. Der var dog ingen forpligtelse til at ansætte kvinder, og det kom til masseafskedigelse af offentligt ansatte gifte kvinder i 1930’erne.
I 1922 da Edith er 14 år får gifte kvinder del i forældremyndigheden over egne børn. Faderen er dog stadig eneste værge. Kun enlige kvinder kan være værge over egne børn.
Valborg Larsen forsørgede fint sin lille datter alene. Edith Larsen fik derfor en særdeles god opvækst i forhold til mange andre børn og særligt børn af enlige mødre.
Hun bliver student og tog efter studentereksamen en videregående uddannelse.
Da Edith i 1926 blev student dimitterede ca. 4000 studenter - kun 20 pct. af studenterne kvinder.
I 1926 startede ca. 1200 på universiteterne. Kun 18 pct. af kandidater på videregående uddannelser var kvinder. En forsvindende lille del heraf var børn af enlige mødre.
Efter endt uddannelse fik Edith med tiden en ledende vellønnet stilling i papirfirmaet Skram. Hun giftede sig aldrig og fik ingen børn.
Mor og datter var gennem livet meget kvalitetsbevidste i alt, hvad de beskæftigede sig med.
Det er derfor også typisk for deres tankegang, at legatet skal gives til forskning og være et æreslegat.
I den forbindelse skal det nævnes, at da fonden stiftes, er der ikke en offentlig ph.d. uddannelse og meget færre kvinder forskede.
Mens Edith Larsen levede det gode karriereliv - den gang for kvinder atypiske barnløse liv – investerer hun også i værdipapirer – mange værdipapirer. Det er denne livslange interesse for investeringer, der er grundlaget for fonden.
Når Edith Larsen havde fri, var hun meget sammen med de gamle venner og deres børn, som hun tager til sig som sine egne. Mange af vennernes børn blev hun gudmor for. Samtidig brugte hun sin gode arbejdsindsat i Dansk Kvindesamfund. Gennem Dansk Kvindesamfund var hun bl.a. repræsentant i Ungdomsudvalget og Den Internationale komité Ungdommens Fællesråd.
Edith Larsen var gennem livet et varmt, berejst og generøst menneske.
Hun omkom som 78 årig den 5. juni 1987 i et voldsomt færdselsuheld. Ved hendes død kom hendes testamente for dagen, og her havde hun udover 19 betænkte legatarer et ønske om, at der skulle oprettes denne fond for et æreslegat til kvindelige forskere.
Som nævnt var Kvindesagen Edith Larsens store interesse, og hun udførte et stort arbejde i Danske Kvinders Nationalråd og i Dansk Kvindesamfund,hvorfor fundatsen indeholder en bestemmelse om, at et medlem af bestyrelsen skal udpeges af Dansk Kvindesamfund og et medlem Danske Kvinders Nationalråd.
Kilde: Politiets arkiver, testamentet, Torgny Madsen, Marchen-lise Madsen
Valborg og Edith Larsen med hatte og briller
Valborg Larsen med perlekæde i midten
Nuværende fondsbestyrelse: Karen Hallberg, Randi Iversen, Dorte Wier
Administrator advokat D. Wier kontakt: dw@advokatwier.dk
Bolbro Sidevej 5 b, 2960 Rungsted Kyst
Velbegrundede indstillinger sendes til administrator.