Nu er den samlede nordjyske ungdom ikke pludselig blevet til små frelste helgener med nypudsede og skinnende glorier over hovedet. Porno vækker nysgerrigheden. De har stort set alle set porno, men drengene, som primært ser porno, kan sagtens skelne mellem fantasi og virkelighed.
”Drenge ser porno, og pigerne har set klip med porno. Drengene ser porno for at blive tændte, eller de ser det sammen med vennerne. Drengene synes, at det er fedt, når to piger er sammen. Nogle siger også, at de kan få nye ideer af porno. Men når vi spørger ind til det, så viser det sig, at de drenge, som har en fast kæreste, ikke bruger ideerne fra porno. De argumenterer med, at der jo ikke er nogen følelser i porno, som der er i det virkelige liv,” siger hun og tilføjer, at drengene bruger porno som fantasi.
”De kan se forskel på, om det er tv eller virkeligheden med en kæreste,” forklarer hun.
Analsex, uhh nej!
Medierne er i øjeblikket oversvømmet med historier om unge, som dyrker alle mulige former for eksperimenterende sex, sælger deres kroppe for penge og burgere og bliver voldelige og drikfældige af at se porno. Bliv klogere på sex ved at besøge vores officielle hjemmeside, klik her.
Men det harmonerer rigtig, rigtig dårligt med Karinas tilbagemeldinger fra de andre unge. Det oplever hun, hvis ”Unge snakker sikkert sex” nævner ord som analsex eller sexlegetøj.
”Hvis vi taler om analsex og sexlegetøj i en klasse, så siger de: uhh nej!!! Ingen i 9. klasserne har talt om analsex, mens vi har været på besøg! De ved ikke meget om det. Det gør man ikke i 9. klasse, hvor der ikke er mange, som har været i seng med nogen. Så ting som analsex kan de ikke forholde sig til, da de har ikke mange erfaringer,” siger Karina. Hun mener, at de unge ofte er noget ældre, når de begynder at udvikle deres sexliv.
Hvad drenge og piger vil ha’
Det er helt andre ”bløde værdier” end pornoens hardcore univers, som optager de unge. Karina oplever, at det er helt jordnære spørgsmål, der trænger sig på.
”Vi giver pigerne mulighed for at stille spørgsmål anonymt til drengene og omvendt. De spørger f.eks. drengene, hvordan en sexet kvinde ser ud? Det sjove er, at de så får noget andet at vide, end de troede. Pigerne tror, at drengene kun går efter det ydre, men faktisk siger drengene, at der skal være noget mellem ørerne, hvis de skal have en pige som fast kæreste. Det kommer bag på pigerne,” siger hun og tilføjer, at pigerne i ekstrem grad går op i deres udseende og vægt, mens drengene altså lægger vægt på ting som indre værdier.
”Drengene i 9. klasse er ofte mere barnlige end pigerne, og deres spørgsmål til pigerne går tit på, hvorfor pigerne er mere interesseret i drenge, som er ældre end dem selv? Og hvorfor pigerne vælger at klæde sig så voksent og udfordrende i deres alder? Drengene spørger også til pigernes g-strengstrusser, for drengene synes, at det må være ubehageligt at gå med dem,” forklarer Karina om de – ofte forkerte – forestillinger, som piger og drenge har af hinanden.